I 2014 udkom Kveldsvævd (Kveldsvævd, 2015), der er tredje og sidste bind i Jon Fosses trilogi. Kveldsvævd er sat sammen af kveld (aften) og svævd (af ordet svæve) og betyder at blive træt om aftenen, livstræt, træt af dage. Da Asle dør i Olavs drømme, slipper han jorden i det eneste, der er tilbage: svævet. Udtrykket svæver over både indledning og afslutning på denne lille roman, der er skrevet i en lang strøm. Alidas aldrende barnebarn Ales sidder alene i sit køkken og møder i en vision sin afdøde bedstemor, der som andre døde i romanen både kan tale og tænke. Netop Alidas erindringer om tiden efter Olavs død er romanens største del.
Alida ved ikke, at Asle er død, da hun leder efter ham i Bjørgvin, træt, sulten og alene med lille Sigvald.
52070880
En dag møder hun bysbarnet Åsleik, der fortæller hende, at både Asle og hendes mor er døde. Herefter byder han hende på et himmerigsmåltid af røget kød, ærter, kålrabi og øl, og maden vækker noget i Alidas krop og tanker. Hun får kontakt med Asle, der giver hende gode råd til at tage de rigtige beslutninger, så da Åsleik tilbyder Alida arbejde som tjenestepige på sin gård, siger hun ja. Asle modsætter sig, at Sigvald skal vokse op med en ensom, hjemløs mor, så efter en betydende sejltur til Åsleiks hus i Vigen flytter Alida ind og bliver snart gravid med deres første barn.
Det musikalske tema spiller videre i denne roman, hvor erindringer om de døde oftest bæres af stemmer, sang og musik, og hvor forbindelsen mellem generationerne tydeligst går gennem musikken: Alida og Asles søn Sigvald bliver spillemand som sin far og sin farfar, får selv en datter udenfor ægteskab, hvis søn hedder Jon (!) og er spillemand og digter (s. 236).
Som en allestedsnærværende og påtrængende karakter klæber døden til karaktererne og dermed romanen. Hverken Ales eller Alida har været til begravelser hos deres nærmeste, og måske derfor opsøger Alida Ales til en endelig afsked. Sammen forlader de den jordiske verden (Alida for anden gang) i tæt samhørighed med naturen. Med musikalitet hylder romanen kunsten og bøjer sig ærbødigt for den natur, der bringer både uendelig skønhed og fare med sig og samtidig tilvejebringer den daglige mad.