Melancholia I-II

Citat
”Og jeg ser på billedet af fjeldet derhjemme og vores båd og da kan jeg se at billedet ligner Lars meget når han er sådan, vist ligner det fjeldet derhjemme og vores båd, men ellers ligner det nok mest Lars når han er sådan som han af og til er. Jeg synes det er underligt at se hvordan billedet minder om Lars når han har det sådan. Det er sort på samme måde som Lars er sort. Mørket er det samme. Det er et mørke, der ikke er dødt, men lyser, et lysende mørke, ligesom.”
”Melancholia I-II”, s. 312.

Den norske landskabsmaler Lars Hertervigs liv belyses fra forskellige vinkler i Jon Fosses dobbeltroman ”Melancholia I” og ”Melancholia II” fra henholdsvis 1995 og 1996 (”Melancholia I-II”, 2003). Hertervig er en historisk person, som levede fra 1830 til 1902, og som store dele af sit liv led af skizofreni. Med ”Melancholia” genskaber Fosse en egen, fiktionaliseret version af malerens liv.

Romanen falder i fire dele, som hver i sær foregår over en enkelt dag. I første del møder vi Hertervig i Düsseldorf, hvor han studerer maleri på kunstakademiet. Han er logerende hos familien Winkelmann, men smides ud af lejligheden fordi han er blevet forelsket i familiens eneste datter, Helene. At han er psykisk skrøbelig tydeliggør Fosse i sproget og fortællingens struktur; Hertervig er fuldkommen opslugt af Helene, men han skiftevis forguder hende og anklager hende for at ville begå incest med sin onkel. Desuden hallucinerer han kraftigt, underlige syner af sorte og hvide klæder tager form for hans øjne.

24936260

I bogens anden del møder vi Hertervig igen på Gaustad asyl, hvor han er indlagt og behandles for sin lidelse. Han hallucinerer, at Helene er til stede og onanerer på trods af, at det frarådes af overlægen. Han vil male, men er bange for, at han aldrig kommer til det igen.

Bogens tredje del foregår mere end hundrede år senere, i Bergen, hvor en forfatter vil skrive en bog om Hertervig, fordi han synes, at han måske har set noget guddommeligt i hans malerier. Samtidig overvejer han, hvordan han selv står i forhold til dette ”guddommelige”.

Den fjerde og sidste del er fortalt fra Hertervigs søster Olines perspektiv, og foregår efter at Lars er død og hun er blevet en gammel kone. Oline tænker tilbage på deres barndom i et fattigt hjem på en ø på den norske vestkyst.

Sætningerne i bogen er lange og bærer præg af Fosses forkærlighed for gentagelser og mundtlighed. Værkets synsvinkelskift tydeliggør desuden nuancerne i malerens karakter og viser, hvor forskelligt Hertervig som person er blevet opfattet – han bliver både set som et menneske med et skrøbeligt sind, en depraveret knægt, en dygtig kunstmaler, en galning, en kærlig bror og som én der måske har haft adgang til at skue det guddommelige i naturen.