Morgen og aften

Citat
“(...) nej du milde, tænker Johannes og han står ret op og ned og ser og så tænker han, at alt ligesom er det det er, samtidig med at alt er anderledes, alle ting er almindelige ting, men de er ligesom blevet vældige og forgyldte, og tunge, som om de vejede så meget mere end sig selv og samtidig er som uden vægt, tænker Johannes og kan han lide det? nej, lide det kan han ikke sige, at han gør (...)”.
”Morgen og aften”, s. 38.

Jon Fosses roman Morgon og kveld fra år 2000 (Morgen og aften, 2001) foregår over to dage; den første og sidste dag i fiskeren Johannes’ liv. Første del af bogen handler således om, at Johannes kommer til verden, og om hans far Olai, der nervøst venter uden for døren, mens fødslen er i gang. Olai beder og håber på, at alt går godt, og at der ikke vil ske hans kone eller drengen noget.

I bogens andet afsnit vågner en gammel Johannes og mærker, at alt ikke er som det plejer. Han føler sig så let, som om der ingen tyngde er i den gamle krop længere. Johannes står op, spiser lidt og tænker på det liv, han har haft, som i grunden har været rigt. Han har haft en kone, han holdt af, Erna, de har fået børn og masser af børnebørn. Et simpelt liv på landet, men et godt liv.

23755645

På hans sædvanlige gåtur begynder sære ting at ske; hans datter Signe passerer lige forbi ham på vejen, hun går faktisk igennem ham, og han møder først sin gamle ven Peter, siden en ungdomsveninde, som han engang sendte et kærestebrev, og sin kone Erna, både i en ung og en ældre version. Alle disse mennesker er, på nær Signe, døde, og det både undrer og glæder Johannes at møde dem igen. Til allersidst skifter perspektivet til Signe, som finder sin far død i sengen. Han har altså vandret rundt i sin hjemby hele fortællingen som en form for spøgelse.

Peter er en slags færgemand eller Sankt Peter-figur. Han sejler Johannes ud på havet, hvor han langsomt opløses ind i en freds- og lykkefølelse – han siger farvel til verden og goddag til sine afdøde kære. Romanen har således både motivisk og tematisk religiøse overtoner i sin klare tematisering af fødsel og død, og i det, at den sidste del af bogen kan ses som en meditation over, hvad det, rent åndeligt, vil sige at forlade denne verden.

Romanen er skrevet i tredje person men med en indre synsvinkel, først fra Olais siden fra Johannes’ perspektiv. Sproget har mange biord og gentagelser, hvilket giver den en mundtlig karakter og mimer karakterernes indre monolog. Især i romanens sidste del bliver sproget nærmest cirkulært, idet teksten hele tiden vender tilbage til de samme punkter og tanker, som Johannes’ undren over at se Peter igen, at han lægger mærke til, at Peter skal klippes, hans tanker om fiskeriet, der på skift afløser hinanden.