En navnløs mand og en navnløs kvinde er de to eneste karakterer i Jon Fosses teaterstykke Vinter fra 2000 (Vinter, 2013). Han er en forretningsmand, besøgende i byen for at holde et møde, og hende er vi ikke så sikre på, hun er i hvert fald svimmel og alene og det antydes, at hun er prostitueret. De to mødes tilfældigt på en bænk, han er på vej til sit møde, og hun sidder der bare, og da han er ved at gå, tager hun kontakt til ham og råber ad ham, skiftevis vredt og desperat efter selskab, at han skal blive, at de skal snakke lidt. “Jeg er din dame,” siger hun. “Vil du ikke snakke med mig?” Da det går op for ham, at hun ikke har det godt, tager han hende med op på sit hotelværelse og sørger for mad og nyt tøj til hende.
50819175
På trods af deres meget forskellige omstændigheder opstår der en særlig forbindelse mellem de to mennesker, der begynder som et desperat behov for kontakt, og det udvikler sig først til en ømhed og siden til noget, der minder om egentlig forelskelse. Han aflyser sit møde for hende, siger sit job op, hans kone forlader ham, og pludselig er rollerne vendt om. Pludselig er det ham, der går og leder efter kvinden i gaderne, han vil snakke og mødes, og hun holder igen. De ender sammen på hotelværelset, og stykket ender med en slags potentiel fremtid for dem, de taler om en rejse, at de kunne tage af sted, forsvinde sammen.
Replikkerne i stykket er korte, mundrette og fulde af gentagelser. Sætningerne er ofte uden grundled eller afbrudte, der er masser af små fyldord og -sætninger som ‘ja’, ‘måske’ og ‘det er sån’. Fosse har et særligt gehør for talesproget, og hvis man læser replikkerne op for sig selv, bliver det tydeligt, at de falder i talens let akavede, stammende rytme. Meget ligger desuden i regibemærkningerne, i at kvinden pludselig poserer, eller at manden i første scene hele tiden er ved at rejse sig for at gå.
Der er noget nedbarberet og enkelt over Vinter, replikkerne, de bare to forskellige kulisser, bænken og hotelværelset og de to navnløse karakterer – meget er overladt til skuespillerne og til publikum. Stykket kan ses som et forsøg på at indfange en stemning af pludselig intimitet, og sproget afspejler tydeligt besværet i at kommunikere pludseligt dybe og intense følelser til et fremmed menneske.