Som ung hader Mira alle drenge "de lo ad hende, ad alle kvinder". Hun bliver gift med Norm og forsørger dem begge under hans lægestudium, men hun vil gerne slippe for de kedelige kontorjobs og starte på universitetet igen. Norm er forfærdet, to sønner og sætter dog en stopper for hendes universitetsplaner, og hun bliver hjemmegående.
Nu følger bogens bedste afsnit: de amerikanske husmødres tilværelse i 60´ernes USA: Forstadskvarterer skød op omkring storbyerne og de unge mødre passede børn, mand og hus og dannede et socialt netværk og et søsterskab, hvor de mødtes over en kop kaffe og betroede hinanden deres sorger og glæder. (Hertil bemærkede en (kvindelig) anmelder syrligt, at Marilyn French åbenbart aldrig havde gået i en ren pigeskole!). De besluttede at holde selskaber i hjemmene og opdager, at de er kvinder - endda tiltrækkende kvinder - og ikke kun hustruer og mødre.
Mira savner dette fællesskab, da hun og Norm flytter et stort, dyrt hus. Hun kaster sig ud i rengøringsarbejdet og fører et helt kartotek på små kort over huslige gøremål. Mira lever "den amerikanske drøm", nu forsørger Norm hende, og hun digter et lille vers herom:
"Hvad gør du med dig selv hele dagen
Sagde den lille mand til den lille pige,
Du har ikke andet at gøre end at lege
Flytte støvet og komme med te på en bakke
Og synge højt af dit lille glade hjerte,
Mens jeg er ude at betale alt".
Selv om Mira mener, at hun har været den fuldendte hustru og mor, kommer Norm alligevel hjem en dag og har fundet en anden. Skilsmissen er meget hård ved Mira, hun forsøger selvmord, men bliver reddet af en veninde, der overtaler hende til at begynde på universitetet igen. Sønnerne og det dyre hus er fulgt med Norm over i det nye ægteskab.
Mira er nu helt uafhængig, hun vokser til at blive en stærk kvinde, der trives med studierne og i den kvindegruppe, hun bliver medlem af, og hvis mest fremtrædende skikkelse er den yderliggående feminist Val.
Efter et hektisk kærlighedsforhold til den sympatiske Ben - den eneste positive mandeskildring i bogen - er Mira igen alene. Kvindegruppen er blevet spredt, og selv er hun blevet lærer ved et lille college i Maine. "... hun går på stranden hver dag og drikker cognac hver aften og spekulerer på, om hun er ved at blive skør".
"Jeg ville skildre, hvorledes det er at være kvinde i USA i midten af det tyvende århundrede".
Hvordan kan det gå til, at netop denne roman bliver en bestseller? Måske var det lige det rette tidspunkt at fodre - ikke alene de amerikanske - læsere med disse hårrejsende (og underholdende!) "case-stories" om ulykkelige mødre, underkuede børn og dominerende fædre. Egentlig er bogen ikke særlig velskrevet, den er forvirrende, fordi den springer frem og tilbage i tid, og fordi der er så mange personer at holde rede på. Alt dette - samt det unuancerede syn på amerikanske mænd - kom frem i de blandede anmeldelser, den fik, men læserne tog den til deres hjerte. Den var afgjort af et stof, som romansuccesser gøres af, fordi den tager almindelige mennesker (læs kvinder) og deres trivielle hverdagsliv alvorligt.
Hendes næste bog, romanen Kvinder (1977) blev en overvældende succes, læserne tog begge hendes udstrakte hænder. Hver gang, Marilyn French siden har fået udgivet en bog, er det sket med henvisning til Kvinder. Den blev bestseller og er oversat til 20 sprog. Bogens titel hentyder til det dametoilet, hvor Mira Ward har gemt sig, inden hun som 38-årig igen skal starte på universitetet. Ordet "Damer" er overstreget og erstattet af "Kvinder". Mira tør ikke møde de yngre studerende, hun ønsker på samme tid at være både synlig og usynlig. Denne åbningsscene er uforglemmelig.
Marilyn French fortæller Miras historie, fra barn til hun er 40 år, men samtidig blive det historien om de mange kvinder, hun møder. Er Mira Ward lig med Marilyn French) (pigenavn: Marilyn Edwards). Det er egentlig underordnet, for det er en almengyldig kvindeskildring.
