"Kvinder: de tager sig af børnene eller ender med dem på en eller anden måde, enten man vil det eller ej, man nægter at forlade dem. Vi kan ikke opgive dem. Det er så sjældent, at når vi gør det, skriver aviserne om det".
Dette citat kunne stå som motto for Sin mors datter (1987), Marilyn French´s tredje roman. Den er på 872 sider i den danske billigbogsudgave, og den er afgjort for lang og amøbeagtigt udflydende. Der er gentagelser, sidehandlinger, der virker uvedkommende og matte. Men trods dette slår det een som læser: hvor er Marilyn French en god fortæller, og hvor er romanen mageløs stærk og ærlig, hvor den er bedst. Og bedst er den i optakten: de polske emigranters liv i New York omkring århundredeskiftet.
Sin mors datter beskriver fire generationer af amerikanske kvinder: Frances, indvandret fra Polen, datteren Isabella, datterdatteren Anastasia og oldebørnene Arden og Franny. Oldemoderen Frances bliver alene med 4 børn, da hendes mand dør, og hun må overgive 3 af børnene til et børnehjem og beholder kun datteren Isabella hos sig. Frances arbejder på fabrik 10 timer om dagen, 6 dage om ugen, og når hun kommer hjem til den 9-årige Isabella, er hun helt udslidt og kan kun græde og græde ved tanke om de tre på børnehjemmet. Senere bliver de fire søskende forenet, men Isabella er mærket for livet, hun kan aldrig glemme sin triste barndom.
Isabellas datter Anastasia udtrykker det således: "Det, jeg ville undslippe, var ikke fortiden, men smerten og for mig var de identiske, for da jeg blev 16, kendte jeg min mors historie og hendes mors og jeg så det blodige bånd, der forbandt os. Jeg gjorde mig klar til at bide mig fri".
"Sandheden er at det ikke er fædrenes synder, der rammer tre generationsled, men mødrenes sorger".
Men også Anastasia er "sin mors datter", hun bliver aldrig fri af mormors og sin mors lidelseshistorie. Anastasia er bogens heltinde: hun forsøger at forene ægteskab, børn og erhvervsarbejde. Det lykkes ikke, men hun bliver en kendt fotograf, lever en mands tilværelse og dyrker fri kærlighed. Dog - en lille orm gnaver, det evige dilemma: børn kontra arbejde. Marilyn French forsvarer hende bravt, men som romanfigur, som "moderne" kvinde er hun ikke særlig interessant, det er derimod hendes mor Isabella (kaldet Isabelle, Bella eller Belle). Af alle kvindeskikkelserne i bogen, træder hun tydeligst frem. (Bemærk: romanen er tilegnet Marilyn French´s egen mor Isabelle). For at gengive tidsbilledet vises i bogen en række fotografier, taget dels af professionelle fotografer som Jacob A. Riss, dels af Marilyn French selv. Et af dem viser en nydelig midaldrende dame med håret sat i pæne mørke krøller, på ansigtet et lille smil. Hun sidder i en havestol med en rose i hånden. Det kunne være Isabella, båret gennem sit voksenliv af en tilbedende ægtemand, af to hengivne døtre. Den perfekte, sparsommelige husmor, den pligtopfyldende hustru og mor, men uden varme, uden kærlighed, uden livsglæde, fortvivlet over sin mistede barndom.