Katarina Frostensons primære genre er lyrikken, og den sprogbevidsthed og egen lovmæssighed, der er signifikant for hendes digte, afspejler sig også i resten af forfatterskabet. Fra lyrikken henter hun en løssluppenhed, der bevirker at andre af hendes værker ikke nødvendigvis lever op til de gængse genrekrav. F.eks. skabte hun med sin debut som dramatiker ”4 monodramaer” (1990) en ny form for dramatik, der af anmelderne blev kritiseret for at være mere lyrik end drama.
Det er karakteristisk for Frostensons billedsprog, at det er opbrudt, samt at digtene umiddelbart kan virke svært tilgængelige, fordi hun afviser både brugen af metaforer og et afsluttet handlingsforløb. Digtene er i stedet fragmentariske og ufuldendte. Det er rytmen, sprogets musik, betydningsforskydninger, bogstavlyde og klange, der kæder strofer og vers sammen.
Hun bruger ofte modsætningspar i digtene. Ligheder og forskelle stilles op over for hinanden, og på samme tid som stilen kan virke arkaisk i kraft af brugen af figurer fra den græske mytologi og referencer til klassisk litteratur, indgår også reklameslogans og børneremser. Intertekstualitet er et flittigt brugt greb, og eksempelvis indflettes citater fra Inger Christensens lyrik i både ”Flodtid” og ”Tre vägar”.
Tematisk er det at se og blive set, gåture, hukommelse, glemsel, familieliv og barndom nogle af de ting, Frostenson vender tilbage til igen og igen. Hun er en alvorlig digter, der sanser og sørger, men også kan blive vred, vrængende og udstille det, hun mener, der er problematisk i den moderne verden. Som teksternes typografi er menneskene splittede. Stederne er upersonlige, som byen, der ofte er rammen i Frostensons flimrende og emotionelle univers.