katarina frostenson
Foto: Doris Poklekowski / Ritzau Scanpix

Katarina Frostenson

cand.mag. Louise Rosengreen, iBureauet/Dagbladet Information. 2013.
Top image group
katarina frostenson
Foto: Doris Poklekowski / Ritzau Scanpix
Main image
Frostenson, Katarina
Foto: Wikipedia

Indledning

Selvom hendes digte kan virke svært tilgængelige med deres sprængte syntaks og opbrudte vers spredt ud på siderne, er Katarina Frostenson efterhånden ved at indtage positionen som frontkvinde for sin generation i svensk lyrik. Hun er særdeles lydhør over for ord, men forholdet til sproget er ambivalent. Intet er givet, alt er i bevægelse, også hendes eget sprog, hvori betydninger forskydes og nye ord dannes undervejs.

Frostensons digte kan læses som små protester mod den materialistiske, fortravlede og fornuftsorienterede verden. Hun orienterer sig hellere i forhold til følelser og sanser, og det er næppe tilfældigt, at hun nævner de svenske romantikere som sine inspirationskilder.

 

29798109

Blå bog

Født: Den 5. marts 1953 i Stockholm, Sverige.

Uddannelse: Litteratur, film- og teatervidenskab ved Stockholms Universitet.

Debut: I mellan. Korpen, 1978.

Litteraturpriser: Gerard Bonniers lyrikpris, 1988. De Nios store pris, 1989. Sveriges Radios Lyrikpris, 1996. Henrik-Steffens-Preis, 2004. Ekelöfprisen, 2007. Nordisk Råds Litteraturpris, 2016.

Seneste udgivelse:  K. Polaris Förlag, 2019. Litterært forsvarsskrift.

Inspiration: Erik Johan Stagnelius, Carl Jonas Love Almqvist og Inger Christensen.

 

 

 

 

Artikel type
voksne

Baggrund

”Du spørger Hvad er et sprog/ Det er dig// at stå i regn hele tiden”

”Flodtid”, s. 78.

Katarina Frostenson er opvokset i den svenske forstad til Stockholm Hägersten. Hendes familie værdsatte både musik og litteratur, og farbroren var salmedigter. Allerede som barn begyndte hun at interessere sig for ordenes lyde og sprogets melodier. Som 20-årig begyndte hun at skrive, og hun debuterede i 1978 med digtsamlingen ”I mellan”. Siden har hun skrevet over tyve bøger, hvoraf de fleste er lyrik, men også dramatik, en poetik og senest bogen ”Tre vägar” (2013), der kombinerer poetik, digt og essaystik.

Op gennem 1980'erne voksede Frostensons position som indflydelsesrig digter i hjemlandet støt. Hun regnes i dag for en af de førende lyrikere i nyere svensk litteratur, men selv opfatter Frostenson sig mere som en europæisk forfatter. Dette skyldes bl.a., at hun har boet flere år i Frankrig, og hun har blandt flere oversat Marguerite Duras og Georges Bataille til svensk. Herudover har hun udgivet flere fotobøger i samarbejde med sin mand, den franske fotograf Jean-Claude Arnault. De to opstartede endvidere galleriet Forum i 1989, en stockholmsk scene for samtidskunst som stadig i dag faciliterer arrangementer med musik, litteratur, filosofi, teater, kunst og meget mere.

Som den yngste kvinde nogensinde blev Frostenson i 1992 medlem af Det Svenske Akademi, hvor hun på livstid sidder på stol nr. 18 og er med til at uddele Nobelprisen i litteratur. Det er indtil videre kun en lille del af hendes digte, som er blevet oversat til dansk, f.eks. findes et uddrag af ”Joner” (1991) i tidsskriftet Hvedekorn.

”Flodtid” (2011) udkom i 2013 i dansk oversættelse, og i den forbindelse sagde Frostenson i et interview til Politiken: ”Jeg synes ikke, man kan styre poesien ved at have et projekt. Jeg selv arbejder meget skitseagtigt og intuitivt. Selvfølgelig kan man som digter beslutte, at man vil skrive 20 digte om skyer eller 30 om jernbaner, men det har ikke lige været noget for mig. Jeg har nok haft noget af en mere romantisk poesiopfattelse.” (Kim Skotte: Svensk 'doldis' udkommer endelig på dansk. Politiken, 2013-08-31).

 

Rena land

”System mekanik/ Sadist? Sköna onda svarta/ kors, grymna hand/ flå fula! Rats. Rats/ iskalla fingrar// läs skriften blickarna!”
”Rena land”, s. 43.

”Rena land” (1980) er Katarina Frostensons anden digtsamling. Den indledte et årti, hvor hendes lyrik blev mere og mere toneangivende i takt med, at hun udgav flere og mere stilistisk flossede og tematisk samfundsproblematiserende digtsamlinger. Digtene i ”Rena land” er stadig mestendels konventionelle med afgrænsede strofer, hvor ordene er visuelt fastlåste til venstremargen. Men et par af digtene har den løssluppenhed og opbrudte syntaks, som senere er blevet Frostensons vartegn.

Samlingen består i alt af 21 digte og tre kortprosatekster og er opdelt i to: skaftet på min hammare glöder og det var ett land. I digtet ”Huset er kvinnligt” er jeget en observatør, der betragter en by i nattens mørke og beskriver bygningernes farver og former ved at besjæle husene. Facaderne er kvindeansigter, vinduerne er øjne. Bag husets øjne er der klaustrofobisk, søvnigt, og den eneste bevægelse kommer fra en mand, der går gennem værelserne. Menneskene befinder sig i en døs. Ingen flygter, men alle holder øje med alle, selvom ingen kommer hinanden ved. Digtet kritiserer på samme tid den konforme måde man bor på, og den kønsstereotype opfattelse af hjemmet som et kvindeligt domæne.

Digtene udtrykker en modstand mod ukritisk at efterleve samfundets firkantede normer. Stemningen er dyster, f.eks. i ”Kvadraternas stad”, hvor stroferne står spredt på siderne, og Frostenson danner nye ord, f.eks. dødsforberedelse, ved at sammensætte alternative substantiver, så nye betydninger opstår. I prosateksten ”De Rena” portrætteres en gruppe mennesker, der har slået sig ned i det rene land, og som i fællesskab prædiker renhed i kraft af deres egen frelste selvforståelse.

Frostensons poetiske stil og stemme er kendetegnet ved forskydninger, luften mellem linjerne og de selvopfundne sammensatte ord, der skaber en ophakket, men alligevel musisk, flydende rytme. Et udvalg af digtene fra ”Rena land” er genudgivet i ”Fra Rena land till Korallen” (2000), et personligt udvalg af Frostensons digte fra 1980'erne og 1990'erne.

 

Kristallvägen & Safirgränd

”KLARA Stig minns en massa historier, och detaljer, han minns allt, namn och datum. Han mindes en annan påskhelg, för tre år sen, som nästen slutade i katastrof, vi glömde ljusen!”
”Safirgränd”, s. 119-120.

”Kristallvägen & Safirgränd” (2000) er titlerne på to af Katarina Frostensons skuespil. De to stykker er forbundet på flere planer, idet både den geografiske placering, karaktererne og brugen af en fremmed person som vendepunkt går igen. Kristallvägen og Safirgränd er også navnene på to gader i Hägersten, hvor Frostenson selv er vokset op. Hun fik ideen til stykkerne på en lang gåtur, da hun som fyrreårig vendte tilbage til sin barndomsegn efter lang tids fravær.

”Kristallvägen” blev opsat på det Jødiske teater i Stockholm i 2002. I stykket mødes en forstadsfamilie til en påskefrokost skærtorsdag i forældrenes stue. Sønnen Stig er vendt hjem fra rejser rundt om i verden, mens datteren Klara heller ikke kommer så ofte hos forældrene, selvom hun bor ganske tæt på. Først deler Stig og Klara gensynets glæde, hvorefter Karl, deres far, og senere også moren Rosa kommer hjem. Familiemedlemmernes kærlighedserklæringer får undertiden en incestuøs undertone. De skal spise hare, en delikatesse lavet efter Karls families opskrift, men når aldrig så langt. Maden brænder på, og stemningen i stuen bliver mere hektisk, da den udenlandske køkkenhjælp, som viser sig at være Stigs tidligere kæreste Freskia, blander sig.

”Safirgränd” er en uafhængig fortsættelse af Kristallvägen. Klara vender hjem fra familiearrangementet til sin kæreste, den 40 år ældre Marcel. Han bor i en etværelseslejlighed og elsker at fortælle historier. Han spørger ind til påskemiddagen hos forældrene, gensynet med broderen, og Klara beskriver det for ham. Hun spørger også til Marcel, men han har en regel om, at hun højest må spørge ham om en ting om dagen. Pludselig banker det på døren, og den fremmede Nedim kommer med pizzaer. De spiser, drikker vin, og Nedim og Klara danser og synger på Marcels opfordring.

Handlingsforløbene i de to stykker er parallelle. De umiddelbart normale familieliv afsløres som aparte gennem karakterernes dialoger. Rutiner og traditioner brydes, når fremmede trænger ind i de private rum og roder op i fortiden med alle dens fortrængninger.

 

Flodtid

”usselhed ved intet at føle// ikke ville hjælpe som et vendepunkt/ ikke ville en ændring – nej/ forbliv// pludselig glæde, ubegribelig afmagtskraft ved tanken om/ en tilsvarende sorg for alle”
”Flodtid”, s. 46-47.

Katarina Frostensons ”Flodtid” fra 2011 (”Flodtid”, 2013) blev nomineret til Nordisk Råds Litteraturpris og er den eneste af hendes digtsamlinger, der er udkommet på dansk. Den er tredje del i en trilogi, som også tæller ”KARKAS” (2004) og ”Tal och Regn” (2008).

”Flodtid” er inddelt i de tre passager Bare linjer, Ordene mod og Flodtid. Alle digtene er betitlede, flere helt enkelt med vokalerne A, O, I og Å. Andre titler bliver genbrugt, men har alligevel forskudt sig i forhold til udgangspunktet og ændret betydning, ligesom digtene ændrer tematik. Eksempelvis hedder et digt ”Journal sort” og senere kommer ”Journal lys”, og ”Det reddende” bliver til ”Det rendende”. Transformationen går altså begge veje. Fra mørkt til lyst, fra det forhåbningsfulde til det desillusionerende, og fra et negativt vredesudbrud til glæden ved at skrive og kunne finde ro i sproget.

29798109

Netop sprogets strømmen tematiseres i Flodtid, hvor sproget løber ud i et delta af mangetydighed og dermed i en udvidelse af bevidstheden,” skriver Pia Tafdrup i oversættelsens efterskrift. Digtene flyder gennem den moderne verden, og det er ikke et kønt, det som Frostensons sprog samler op af vraggods. Der er forurening, ensomhed, sorg, alvor, gråd og krise – både på et personligt plan og i økonomisk forstand. Digtene tegner et billede af en tid, hvor der er lavvande i de moralske værdier og medmenneskelighed er en mangelvare. Men der er også håb at finde i enkelthederne – i det oprindelige, det banale og ikke mindst i sproget. Efter oversvømmelsen vokser nyt liv frem, frø spirer og hver dag står solen op igen. Jeget søger trøst i floden i munden, som sproget livsbekræftende benævnes, for: ”Så længe sproget findes findes du” (”Flodtid”, s. 101).

Digtene er fyldt med intertekstuelle referencer til f.eks. Gunnar Björling, William Shakespeare og Ovid. Inger Christensens omkvæd fra ”Alfabet” (1981), hvor eksistensen besynges via verbet findes, bliver hos Frostenson også en bitter konstatering: ”her/ findes svigt/ fandtes drab/ findes knap forladelse og ingen trøst” (”Flodtid”, s. 122).

 

Tre vägar

”j a b o r t f r å n a l l t i n g g å r a l l t/ hur kan allt upphöra/ dö?// dö dö dö/ dö du är död”
”Tre vägar”, s. 96.

Katarina Frostensons ”Tre vägar” (2013) består af tre tekster, der er internt forbundet via stemning, tematik og fortællerstemme, samtidig med at de hver har deres selvstændige afsæt og forløb. Teksterne ligger genremæssigt tættest op ad essayet, en blandingsform af skønlitteratur og en mere faktuel stil, som ofte tager udgangspunkt i personlige følelser eller registreringer, for dermed at kunne reflektere over noget mere alment. I ”Tre vägar” blander Frostenson en egen poetik med læsninger og citater af andres digte, hun skriver rejsebeskrivelser, sansninger og barndomsminder frem og ind i hinanden. Prosaen flyder over i digte, og samtaler afbrydes af fortællerens indre monologer.

Teksternes underliggende grundstemning er sorg. Fortælleren sørger over at have mistet sin mor og reagerer ved at begræde, mindes og undres. I forlængelse heraf skifter den sproglige tone mellem melankoli, poesi og ind imellem aggressivitet.

Den første tekstsuite hedder Svartmålningen og er en nostalgisk meditation over barndom, sprog og tro. Her vandrer jeget rundt i Hägersten, Frostensons barndomskvarter, og betragter og mindes. Anledningen er en koncert af Bach, der skal spilles i den lokale kirke. Frostenson fletter beskrivelser af stedets hasseltræer og arkitektur sammen med læsninger af bl.a. Shakespeares sonetter, Gennadij Ajgis og Sylvia Plaths digte samt beskrivelser af Louise Bourgeois kunstværker.

Anden del foregår på en strand, mellem hav og himmel, og er den tekst, der formmæssigt ligner mest et digt. I tredje del Konstvandringen rejser jeget rundt ved det sorte hav, går på kunstmuseer i Wien, går sine fødder til blods på vej mod Kromeriz i Tjekkiet for at se et maleri af den mytiske figur Marsyas. De ydre sår vokser sig større og mere pinsomme i forsøget på at flygte fra smerten.

Lidelse er et tilbagevendende motiv i teksterne. Som det hedder et sted: ”Gå, se och sår. Orden syns oupplösligt förbundna med varann.” (”Tre vägar”, s. 20). Bogen undersøger gennem sproget, hvordan man lever videre efter at have mistet sin mor, samtidig med at den sammenfatter nogle af hovedsporene i Frostensons forfatterskab: byen, stranden og vandringen.

 

Genrer og tematikker

Katarina Frostensons primære genre er lyrikken, og den sprogbevidsthed og egen lovmæssighed, der er signifikant for hendes digte, afspejler sig også i resten af forfatterskabet. Fra lyrikken henter hun en løssluppenhed, der bevirker at andre af hendes værker ikke nødvendigvis lever op til de gængse genrekrav. F.eks. skabte hun med sin debut som dramatiker ”4 monodramaer” (1990) en ny form for dramatik, der af anmelderne blev kritiseret for at være mere lyrik end drama.

Det er karakteristisk for Frostensons billedsprog, at det er opbrudt, samt at digtene umiddelbart kan virke svært tilgængelige, fordi hun afviser både brugen af metaforer og et afsluttet handlingsforløb. Digtene er i stedet fragmentariske og ufuldendte. Det er rytmen, sprogets musik, betydningsforskydninger, bogstavlyde og klange, der kæder strofer og vers sammen.

Hun bruger ofte modsætningspar i digtene. Ligheder og forskelle stilles op over for hinanden, og på samme tid som stilen kan virke arkaisk i kraft af brugen af figurer fra den græske mytologi og referencer til klassisk litteratur, indgår også reklameslogans og børneremser. Intertekstualitet er et flittigt brugt greb, og eksempelvis indflettes citater fra Inger Christensens lyrik i både ”Flodtid” og ”Tre vägar”.

Tematisk er det at se og blive set, gåture, hukommelse, glemsel, familieliv og barndom nogle af de ting, Frostenson vender tilbage til igen og igen. Hun er en alvorlig digter, der sanser og sørger, men også kan blive vred, vrængende og udstille det, hun mener, der er problematisk i den moderne verden. Som teksternes typografi er menneskene splittede. Stederne er upersonlige, som byen, der ofte er rammen i Frostensons flimrende og emotionelle univers.

 

Beslægtede forfatterskaber

I et digt i ”Flodtid” optræder et tilbudsskilt fra kiosken 7-11. Forbrugersamfundets og reklameverdenens sprogbrug inspirerer Frostenson, fordi den er så dominerende. Hun forklarer: ”Den modvilje digtet udtrykker, handler først og fremmest om en afsky for de udsagn, som eksponeres overalt i de her butikker, spisesedlernes linjer og de højtråbende reklamer, de grelle farver, de konstante, vedvarende lyde.” (Elisabeth Friis: Katarina Frostenson – Fire spørgsmål. Kritik, 2013-04).

I svensk litteratur er Sonja Åkesson (1926-1977) en forgænger for en lignende kritik af materialismens sprog. Hun sammenstiller ord og udtryk fra varekataloger, aviser og dameblade. Frostenson og Åkesson har også fascinationen af sprogets fonetiske principper til fælles, især vokalernes forskellige lyde er et stof, begge trækker på i deres digte. I Åkessons digt ”Neeijjj” lyder et vers ”haih eh haih ehh haih ehh” (Sonja Åkesson: Vara vit mans slav, s. 140). Digtet ”Mâchoire primaire de l’amour” i Frostensons ”Tal och Regn” lyder ”aoa ä ao    o/ ljud jag måste ha er nu/ vokalhelvete” (”Tal och Regn”, s. 120.)

Systemdigtningen, der er mere fremtrædende hos Åkesson end i Frostensons lyrik, er i en dansk kontekst særligt forbundet med Inger Christensen (1935-2009). I ”Flodtid” bruger Frostenson et citat af Inger Christensen som omdrejningspunkt for digtet ”Å”, men stilistisk er der langt mellem de to. ”Jeg tror ikke, mine digte minder særlig meget om Inger Christensens, men hun er alligevel en slags ledestjerne. Hun er en virkelig stor digter, og dem er der ikke mange af!” (Kim Skotte: Svensk 'doldis' udkommer endelig på dansk. Politiken, 2013-08-31) siger Frostenson.

Pia Tafdrup har oversat ”Flodtid” til dansk, og tematisk dyrker hun, som Frostenson, en affektion for sanserne, kroppen og væsker. Tafdrups ”Dronningeporten” (1998) er bygget op i dele, der hver knytter sig til en væske i bestemt form: regnen, dråben, søen, floden mm. Væskerne hos begge forfattere kan tolkes som et billede på evig bevægelse og foranderlighed. Ligesom tiden kan vandet ikke fastholdes.

 

Bibliografi

Digte

Frostenson, Katarina:
I mellan. Korpen, 1978.
Frostenson, Katarina:
Rena land. Wahlström & Widstrand, 1980.
Frostenson, Katarina:
Den andra. Wahlström & Widstrand, 1982.
Frostenson, Katarina:
I det gula: Tavlor, resor, ras. Wahlström & Widstrand, 1985.
Frostenson, Katarina:
Samtalet. Wahlström & Widstrand, 1987.
Frostenson, Katarina:
Stränderna. Wahlström & Widstrand, 1989.
Frostenson, Katarina:
Överblivet (sammen med Jean-Claude Arnault). Katten Förlag, 1989.
Frostenson, Katarina:
Moira. Stockholm & Münster, 1990.
Frostenson, Katarina:
Joner. Wahlström & Widstrand, 1991.
Frostenson, Katarina:
3 × Katarina Frostenson. Wahlström & Widstrand, 1992.
Frostenson, Katarina:
Tankarna. Wahlström & Widstrand, 1994.
Frostenson, Katarina:
Jan Håfström. Rooseum, 1994.
Frostenson, Katarina:
Vägen till öarna (Fotobog sammen med Jean-Claude Arnault). Wahlström & Widstrand, 1996.
Frostenson, Katarina:
Korallen. Wahlström & Widstrand, 1999.
Frostenson, Katarina:
Från Rena land till Korallen (udvalgte digte). Wahlström & Widstrand, 2000.
Frostenson, Katarina:
Endura. (Fotobog sammen med Jean-Claude Arnault). Wahlström & Widstrand, 2002.
Frostenson, Katarina:
Karkas. Wahlström & Widstrand, 2004.
Frostenson, Katarina:
Ordet. Wahlström & Widstrand, 2006.
Frostenson, Katarina:
Tal och Regn. Wahlström & Widstrand, 2008.
Frostenson, Katarina:
Flodtid. Gyldendal, 2013. Oversat af Pia Tafdrup. (Flodtid. Wahlström & Widstrand, 2011).
Frostenson, Katarina:
Sånger och formler. Wahlström & Widstrand, 2015.
Frostenson, Katarina: Sju grena. Wahlström & Widstrand, 2018.

Dramatik

Frostenson, Katarina:
4 monodramer. Wahlström & Widstrand, 1990.
Frostenson, Katarina:
2 Skådespel: Traum; Sal P. Wahlström & Widstrand, 1996.
Frostenson, Katarina:
Staden – en opera. Wahlström & Widstrand, 1998.
Frostenson, Katarina:
Kristallvägen. Wahlström & Widstrand, 2000.

Essays

Frostenson, Katarina:
Raymond Chandler och filmen. Korpen, 1978.
Frostenson, Katarina:
Skallarna (sammen med Aris Fioretos). Bonniers, 2001.
Frostenson, Katarina:
Tre Vägar. Wahlström & Widstrand, 2013.

Prosa

Frostenson, Katarina:
Berättelser från dom. Wahlström & Widstrand, 1992.

Andet

K. Polaris Förlag, 2019.

Om forfatterskabet

Video

Video hvor forfatteren fortæller om ”Flodtid” i anledning af nomineringen til Nordisk Råds litteraturpris.

Artikler

Arnald, Jan: Stol nr 18 - Katarina Frostenson. Svenskaakademien.se. Det Svenske Akademis præsentation af forfatteren.
Witt-Brattström, Ebba: Katarina Frostenson. Litteraturbanken.se, 2006. Artikel om Frostensons poetik, dramatik og en læsning af digtsamlingen ”Joner”.

Søgning i bibliotek.dk

Emnesøgning på Katarina Frostenson

Kilder citeret i portrættet

Fagbog

Åkesson, Sonja:
Vara vit mans slav – och helt andra dikter i urval av Jenny Tunedal. Nordstedts, 2007.

Artikler

Friis, Elisabeth:
Katarina Frostenson – Fire spørgsmål. Kritik nr. 207. Gyldendal, 04-2013.
Skotte, Kim:
Svensk 'doldis' udkommer endelig på dansk. Politiken, 2013-08-31.