Katarina Frostenson

Artikel type
voksne
cand.mag. Louise Rosengreen, iBureauet/Dagbladet Information. 2013.
Main image
Frostenson, Katarina

Selvom hendes digte kan virke svært tilgængelige med deres sprængte syntaks og opbrudte vers spredt ud på siderne, er Katarina Frostenson efterhånden ved at indtage positionen som frontkvinde for sin generation i svensk lyrik. Hun er særdeles lydhør over for ord, men forholdet til sproget er ambivalent. Intet er givet, alt er i bevægelse, også hendes eget sprog, hvori betydninger forskydes og nye ord dannes undervejs.

Frostensons digte kan læses som små protester mod den materialistiske, fortravlede og fornuftsorienterede verden. Hun orienterer sig hellere i forhold til følelser og sanser, og det er næppe tilfældigt, at hun nævner de svenske romantikere som sine inspirationskilder.

29798109

Blå bog

Født: Den 5. marts 1953 i Stockholm, Sverige.

Uddannelse: Litteratur, film- og teatervidenskab ved Stockholms Universitet.

Debut: I mellan. Korpen, 1978.

Litteraturpriser: Gerard Bonniers lyrikpris, 1988. De Nios store pris, 1989. Sveriges Radios Lyrikpris, 1996. Henrik-Steffens-Preis, 2004. Ekelöfprisen, 2007. Nordisk Råds Litteraturpris, 2016.

Seneste udgivelse: Sånger och formler. Wahlström & Widstrand, 2015. Digte.

Inspiration: Erik Johan Stagnelius, Carl Jonas Love Almqvist og Inger Christensen.

 

 

Baggrund

”Du spørger Hvad er et sprog/ Det er dig// at stå i regn hele tiden”

”Flodtid”, s. 78.

Katarina Frostenson er opvokset i den svenske forstad til Stockholm Hägersten. Hendes familie værdsatte både musik og litteratur, og farbroren var salmedigter. Allerede som barn begyndte hun at interessere sig for ordenes lyde og sprogets melodier. Som 20-årig begyndte hun at skrive, og hun debuterede i 1978 med digtsamlingen ”I mellan”. Siden har hun skrevet over tyve bøger, hvoraf de fleste er lyrik, men også dramatik, en poetik og senest bogen ”Tre vägar” (2013), der kombinerer poetik, digt og essaystik.

Op gennem 1980'erne voksede Frostensons position som indflydelsesrig digter i hjemlandet støt. Hun regnes i dag for en af de førende lyrikere i nyere svensk litteratur, men selv opfatter Frostenson sig mere som en europæisk forfatter. Dette skyldes bl.a., at hun har boet flere år i Frankrig, og hun har blandt flere oversat Marguerite Duras og Georges Bataille til svensk. Herudover har hun udgivet flere fotobøger i samarbejde med sin mand, den franske fotograf Jean-Claude Arnault. De to opstartede endvidere galleriet Forum i 1989, en stockholmsk scene for samtidskunst som stadig i dag faciliterer arrangementer med musik, litteratur, filosofi, teater, kunst og meget mere.

Som den yngste kvinde nogensinde blev Frostenson i 1992 medlem af Det Svenske Akademi, hvor hun på livstid sidder på stol nr. 18 og er med til at uddele Nobelprisen i litteratur. Det er indtil videre kun en lille del af hendes digte, som er blevet oversat til dansk, f.eks. findes et uddrag af ”Joner” (1991) i tidsskriftet Hvedekorn.

”Flodtid” (2011) udkom i 2013 i dansk oversættelse, og i den forbindelse sagde Frostenson i et interview til Politiken: ”Jeg synes ikke, man kan styre poesien ved at have et projekt. Jeg selv arbejder meget skitseagtigt og intuitivt. Selvfølgelig kan man som digter beslutte, at man vil skrive 20 digte om skyer eller 30 om jernbaner, men det har ikke lige været noget for mig. Jeg har nok haft noget af en mere romantisk poesiopfattelse.” (Kim Skotte: Svensk 'doldis' udkommer endelig på dansk. Politiken, 2013-08-31).

 

Rena land

”System mekanik/ Sadist? Sköna onda svarta/ kors, grymna hand/ flå fula! Rats. Rats/ iskalla fingrar// läs skriften blickarna!”
”Rena land”, s. 43.

”Rena land” (1980) er Katarina Frostensons anden digtsamling. Den indledte et årti, hvor hendes lyrik blev mere og mere toneangivende i takt med, at hun udgav flere og mere stilistisk flossede og tematisk samfundsproblematiserende digtsamlinger. Digtene i ”Rena land” er stadig mestendels konventionelle med afgrænsede strofer, hvor ordene er visuelt fastlåste til venstremargen. Men et par af digtene har den løssluppenhed og opbrudte syntaks, som senere er blevet Frostensons vartegn.

Samlingen består i alt af 21 digte og tre kortprosatekster og er opdelt i to: skaftet på min hammare glöder og det var ett land. I digtet ”Huset er kvinnligt” er jeget en observatør, der betragter en by i nattens mørke og beskriver bygningernes farver og former ved at besjæle husene. Facaderne er kvindeansigter, vinduerne er øjne. Bag husets øjne er der klaustrofobisk, søvnigt, og den eneste bevægelse kommer fra en mand, der går gennem værelserne. Menneskene befinder sig i en døs. Ingen flygter, men alle holder øje med alle, selvom ingen kommer hinanden ved. Digtet kritiserer på samme tid den konforme måde man bor på, og den kønsstereotype opfattelse af hjemmet som et kvindeligt domæne.

Digtene udtrykker en modstand mod ukritisk at efterleve samfundets firkantede normer. Stemningen er dyster, f.eks. i ”Kvadraternas stad”, hvor stroferne står spredt på siderne, og Frostenson danner nye ord, f.eks. dødsforberedelse, ved at sammensætte alternative substantiver, så nye betydninger opstår. I prosateksten ”De Rena” portrætteres en gruppe mennesker, der har slået sig ned i det rene land, og som i fællesskab prædiker renhed i kraft af deres egen frelste selvforståelse.

Frostensons poetiske stil og stemme er kendetegnet ved forskydninger, luften mellem linjerne og de selvopfundne sammensatte ord, der skaber en ophakket, men alligevel musisk, flydende rytme. Et udvalg af digtene fra ”Rena land” er genudgivet i ”Fra Rena land till Korallen” (2000), et personligt udvalg af Frostensons digte fra 1980'erne og 1990'erne.