”Rena land” (1980) er Katarina Frostensons anden digtsamling. Den indledte et årti, hvor hendes lyrik blev mere og mere toneangivende i takt med, at hun udgav flere og mere stilistisk flossede og tematisk samfundsproblematiserende digtsamlinger. Digtene i ”Rena land” er stadig mestendels konventionelle med afgrænsede strofer, hvor ordene er visuelt fastlåste til venstremargen. Men et par af digtene har den løssluppenhed og opbrudte syntaks, som senere er blevet Frostensons vartegn.
Samlingen består i alt af 21 digte og tre kortprosatekster og er opdelt i to: skaftet på min hammare glöder og det var ett land. I digtet ”Huset er kvinnligt” er jeget en observatør, der betragter en by i nattens mørke og beskriver bygningernes farver og former ved at besjæle husene. Facaderne er kvindeansigter, vinduerne er øjne. Bag husets øjne er der klaustrofobisk, søvnigt, og den eneste bevægelse kommer fra en mand, der går gennem værelserne. Menneskene befinder sig i en døs. Ingen flygter, men alle holder øje med alle, selvom ingen kommer hinanden ved. Digtet kritiserer på samme tid den konforme måde man bor på, og den kønsstereotype opfattelse af hjemmet som et kvindeligt domæne.
Digtene udtrykker en modstand mod ukritisk at efterleve samfundets firkantede normer. Stemningen er dyster, f.eks. i ”Kvadraternas stad”, hvor stroferne står spredt på siderne, og Frostenson danner nye ord, f.eks. dødsforberedelse, ved at sammensætte alternative substantiver, så nye betydninger opstår. I prosateksten ”De Rena” portrætteres en gruppe mennesker, der har slået sig ned i det rene land, og som i fællesskab prædiker renhed i kraft af deres egen frelste selvforståelse.
Frostensons poetiske stil og stemme er kendetegnet ved forskydninger, luften mellem linjerne og de selvopfundne sammensatte ord, der skaber en ophakket, men alligevel musisk, flydende rytme. Et udvalg af digtene fra ”Rena land” er genudgivet i ”Fra Rena land till Korallen” (2000), et personligt udvalg af Frostensons digte fra 1980'erne og 1990'erne.