Sofies verden

Vi lever ikke alene i vores tid. Vi bærer også vores historie med os ...

Heldigvis dukkede Sofie op, og da hun var kommet fra skole og havde fundet sedlen med spørgsmålet: Hvor kommer verden fra? - ja, så var Sofies verden, romanen om filosofi, i fuld gang.

Den mystiske seddel er starten på et kursus i filosofiens historie, hvor Sofie på næsten 15 år er eneste elev og hvor læreren i starten gemmer sig bag adskillige røgslør. Senere træder han frem som person, og brevkurset udvikler sig til en dialog mellem Sofie og ham.

Som Sokrates i det gamle Grækenland stiller læreren spørgsmål, lader måske som om han er uvidende og hjælper på den måde sin samtaleparter til indsigt - for virkelig erkendelse må komme indefra, fra personen selv. Sofie bliver dybt fascineret og suger til sig i en grad, som skræmmer omgivelserne, især hendes mor, som er Gaarders prototype på den overfladiske voksen, der lukker helt af for nye, måske ubekvemme tanker.

For Sofie bringer hver dag noget nyt og spændende med sig, men også foruroligende - for der foregår noget mystisk med postkort til en, der hedder Hilde, og som alligevel er til Sofie, noget med spring i tid og rum, som om der er større og usynlige kræfter på spil.

Ganske rigtigt. Sofie når i filosofihistorien frem til begyndelsen af 1700-tallet og til filosoffen Berkeley, som ikke kunne anerkende eksistensen af en materiel verden uden for menneskets bevidsthed:
"Vi kan ikke vide mere om verden, end det som vi sanser." Og her blive Sofie temmelig nervøs og må stille det skræmmende spørgsmål:
"Er det ikke engang sikkert, at vi eksisterer?"
Er Sofie og hendes filosofilærer produkter af vilje og ånd hos en FN-major, hvis datter hedder Hilde?? Livet er som en drøm - det synes Sofie er en bitter indsigt at få, dagen før man fylder 15 år.

Herefter skifter synsvinklen fra Sofie til Hilde, og rammehistorien - romanhandlingen - bliver mere og mere hæsblæsende, mens filosofikurset fortsætter; der er meget, der skal nås endnu, inden Sofies lærer må frem til vor tids tænkere - og til Hildes far tager over, eller hvad han nu gør.

Forfatteren bruger efterhånden flere lag af fiktion og kører læseren godt rundt mellem dem; Sofie er således mere virkelig end Hilde, indtil hun blive en ´dobbelt-fiktiv´ person, også i sin egen bevidsthed ... - her svimler det for læseren, og det er præcis forfatterens mening. Hvis det nu føles nærmest uretfærdigt, at Sofie - måske - forsvinder, kan læseren erindre gamle Berkeley´s tanker; så er Sofie måske virkelig nok??

Men bortset fra Sofie er personerne mere typer end levende mennesker, og som roman kan der findes svagheder ved bogen. Alligevel er det fiktionsrammen, som giver bogen den rytme og driver, den "levende måde at fremstille filosofien på og få læseren selv til at tænke". Eller som Jostein Gaarder også siger: "Det gør ikke så meget, at nogle blader lidt hurtigt hen over visse af filosofferne - i første omgang.

Det vigtigste er, at de kommer i gang med at stille spørgsmål (og så er der register bagi, så bogen også kan bruges som opslagsbog, når det behov opstår)." Og da Sofies verden så var færdig, tænkte han, at interessen ville være begrænset til ret få mennesker og var bange for den "skulle sætte sig mellem samtlige stole. Det er jo både en ungdomsbog og en voksenbog, både fag og fiktion. Men i stedet landede den på alle stolene" og - kan andre tilføje - er blevet en eksempelløs succes med gigantiske salgstal i mange lande.