De onde er de faldne. Dem der er faldet.
Er det ikke uretfærdigt? Alting falder jo.
Før eller senere falder alt.”
Jonas Gardell blev født lidt uden for Stockholm i 1963. Han voksede op i en kristen familie, der var medlemmer af Baptistkirken i Sverige, og han havde en svær opvækst fyldt med mobning og ensomhed. Som 14-årig blev han voldtaget, og efterfølgende forsøgte han at tage sit eget liv ved at hoppe ned foran et tog. På morens opfordring holdt han det hemmeligt i 33 år, indtil han i 2011 udtalte sig offentligt om hændelsen.
Gardells mor var uddannet psykolog og stærkt troende, og han har flere gange i interviews nævnt hende som en stor støtte i sit liv – også da han som 15-årig sprang ud som bøsse – modsat faren, som svigtede. Igennem hele sit liv er Gardell forblevet troende, og kristendommen er i alle hans romaner klart nærværende. Udover romaner har Jonas Gardell skrevet filosofiske og religionshistoriske essaysamlinger om kristendommen, og i 2007 blev han belønnet af Lunds Universitet med udnævnelsen som hædersdoktor i teologi.
I 1979 debuterede Jonas Gardell med digtsamlingen ”Den tigande talar” under pseudonymet 4937 og debuterede sidenhen under sit eget navn med romanen ”Passionsspelet” i 1985. Han har især oplevet succes med sin trilogi ”Tør aldrig tårer bort uden handsker”, der udkom i 2012 og 2013, og som skildrer bøssemiljøet i Stockholm i 1980’erne, da aidsepidemien ramte. Romantrilogien har både politisk, kommercielt og folkeligt gennemslagskraft, og anmelderne udråbte den straks som en klassiker i svensk litteratur. I 2013 blev trilogien dramatiseret af svensk tv og med manuskript af Jonas Gardell. Siden udgivelsen har Gardell høstet priser for både romanerne og tv-serien. I 2013 blev han kåret som Årets bøsse ved prisuddelingen Gaygalan, hvor den svenske kronprinsesse personligt overrakte ham prisen.
Jonas Gardell er i det hele taget en betydelig personlighed i den svenske offentlighed og har ud over sit forfattervirke også beskæftiget sig med teater, tv, musik og stand up. Blandt andet har han skrevet manuskript til Susanne Bier-filmene ”Pensionat Oskar” og ”Hånden på hjertet”.
Jonas Gardell mødte sin nuværende mand, tv-værten Mark Levengood, i september 1986. I 1995 fik de registreret deres partnerskab, og i 2011 giftede de sig. Sammen med et lesbisk par har de fået to børn, sønnen Amos i 2002 og datteren Olga i 2006. Familien bor i Stockholm.