jonas gardell
Foto: Tiderne skifter

Jonas Gardell

Artikel type
voksne
stud.mag. Maria Høher-Larsen, iBureauet/Dagbladet Information, 2015.
Top image group
jonas gardell
Foto: Tiderne skifter
Main image
Gardell, Jonas

I foråret 2015 udkom tredje del af den svenske forfatter Jonas Gardells romansuite ”Tør aldrig tårer bort uden handsker”. Det er en bevægende og dybt personlig beretning i tre dele om en tid og en generation af homoseksuelle mænd, som ikke kun skulle kæmpe mod hiv-virussen, men også samfundets foragt. Skildringen af den ensomme outsider er central i Gardells forfatterskab, og særligt i sine tidlige værker behandler han outsiderens position med skarp humor og provokerende ligefremhed. Gardell skriver rammende om at være menneske på godt og ondt; om knuste forhåbninger og utilstrækkelighed, men også om menneskets uudslukkelige og brændende begær.

51700511 

Blå bog

Født: 2. november 1963 i Enebyberg, Stockholm.

Uddannelse: Hædersdoktor ved teologi på Lunds Universitet i 2007, og i medicin ved Linköpings Universitet i 2013.

Debut: Passionsspelet. Författarförlaget, 1985.

Litteraturpriser: Årets voksenbog, 2012 (Svenska bokhandelsmedhjälpareföreningen (BMF)).

Seneste udgivelse: Tør aldrig tårer bort uden handsker: 3. Døden. Tiderne Skifter, 2015. (Torka aldrig tårar utan handskar: 3. Döden. 2013). Oversat af Kamilla Jørgensen. Roman.

Inspiration: Astrid Lindgren og Meryl Streep.

Hobby: ”Jeg skriver bøger og læser, for jeg har ingen hobby. Mit erhverv er min hobby.” (Vaxjönytt.se, 2010-10-23. Egen oversættelse).

 

 

Baggrund

”Mens Juha ligger og prøver at falde i søvn, forsøger han gang på gang at overtale sig til at tro at englen må være god, men Juha ved ikke om englen vil ham godt eller dårligt. At der både er gode og onde engle, det ved han.
De onde er de faldne. Dem der er faldet.
Er det ikke uretfærdigt? Alting falder jo.
Før eller senere falder alt.”
”En komikers opvækst”, s. 11.

Jonas Gardell blev født lidt uden for Stockholm i 1963. Han voksede op i en kristen familie, der var medlemmer af Baptistkirken i Sverige, og han havde en svær opvækst fyldt med mobning og ensomhed. Som 14-årig blev han voldtaget, og efterfølgende forsøgte han at tage sit eget liv ved at hoppe ned foran et tog. På morens opfordring holdt han det hemmeligt i 33 år, indtil han i 2011 udtalte sig offentligt om hændelsen.

Gardells mor var uddannet psykolog og stærkt troende, og han har flere gange i interviews nævnt hende som en stor støtte i sit liv – også da han som 15-årig sprang ud som bøsse – modsat faren, som svigtede. Igennem hele sit liv er Gardell forblevet troende, og kristendommen er i alle hans romaner klart nærværende. Udover romaner har Jonas Gardell skrevet filosofiske og religionshistoriske essaysamlinger om kristendommen, og i 2007 blev han belønnet af Lunds Universitet med udnævnelsen som hædersdoktor i teologi.

I 1979 debuterede Jonas Gardell med digtsamlingen ”Den tigande talar” under pseudonymet 4937 og debuterede sidenhen under sit eget navn med romanen ”Passionsspelet” i 1985. Han har især oplevet succes med sin trilogi ”Tør aldrig tårer bort uden handsker”, der udkom i 2012 og 2013, og som skildrer bøssemiljøet i Stockholm i 1980’erne, da aidsepidemien ramte. Romantrilogien har både politisk, kommercielt og folkeligt gennemslagskraft, og anmelderne udråbte den straks som en klassiker i svensk litteratur. I 2013 blev trilogien dramatiseret af svensk tv og med manuskript af Jonas Gardell. Siden udgivelsen har Gardell høstet priser for både romanerne og tv-serien. I 2013 blev han kåret som Årets bøsse ved prisuddelingen Gaygalan, hvor den svenske kronprinsesse personligt overrakte ham prisen.

Jonas Gardell er i det hele taget en betydelig personlighed i den svenske offentlighed og har ud over sit forfattervirke også beskæftiget sig med teater, tv, musik og stand up. Blandt andet har han skrevet manuskript til Susanne Bier-filmene ”Pensionat Oskar” og ”Hånden på hjertet”.

Jonas Gardell mødte sin nuværende mand, tv-værten Mark Levengood, i september 1986. I 1995 fik de registreret deres partnerskab, og i 2011 giftede de sig. Sammen med et lesbisk par har de fået to børn, sønnen Amos i 2002 og datteren Olga i 2006. Familien bor i Stockholm.

 

Præriehundene

” – Sagde mor, at hun ville være skuespiller? Det siger hun altid, og så tilføjer hun et eller andet spydigt om fars drøm om at få lov til at komponere. De bygger deres korthus hver især og slår den andens i stykker. Det er deres eneste fornøjelse, deres hævn, på den måde får de livet til at gå. Og egentlig er de tilfredse med livet som mislykkede, bare de kan få sådan nogen som dig hjem som tilskuer engang imellem.”
”Præriehundene”, s. 158.

”Präriehundarna” fra 1987 (”Præriehundene”, 1988) er den første bog af Jonas Gardell, der er oversat til dansk. Den følger Lena, hvis drøm om at blive skuespiller er blevet reduceret til et arbejde i billetkontoret ved teatret. Hendes mand Percy har ligeledes haft store ambitioner om at få lov til at komponere, men arbejder nu i en bank, hvor han aldrig bliver forfremmet, og derhjemme udspionerer han genboen eller udveksler modbydeligheder med Lena.

Deres voksne søn Reine har kun foragt tilovers for sine forældre. Selv forsøger han sig som kunstner, men oplever efter kortvarig succes på en enkelt kunstudstilling, hvordan også hans talent er middelmådigt og utilstrækkeligt. Da han møder den jævnaldrende Anders, vender han al sin lidenskab væk fra kunsten og mod denne nye ven og elsker, der minder så meget om en engel.

Stilmæssigt skifter synsvinklen fra person til person, og nogle kapitler består nærmest udelukkende af monologer og dialoger. Når romanen antager en manuskriptlignende form, er det tydeligt, at Jonas Gardell ikke kun er forfatter, men også begår sig i teatrets verden. Konkrete referencer til scenekunsten understreger det, som for eksempel når Lena bruger uanede mængder tid på at sminke sig ved sit sminkebord, inden hun kan gå ud. Desperat klamrer hun sig til en drøm om, at hun kan flygte fra sin triste tilværelse og blive en anden, hvis bare hun kan tilegne sig den rette maske.

06797687

”Præriehundene” handler om menneskers forfejlede forsøg på at være dem, de gerne vil være, at leve op til et bestemt ideal og at få det, som de begærer. Følelsen af utilstrækkelighed, skuffelse og bitterhed vibrerer i dialogerne mellem dem, og det er slående, hvor kyniske og ondskabsfulde de er over for hinanden. ”Det gode menneske er godt, fordi det aldrig har været udsat for det onde,” hedder det på én af siderne, og i ”Præriehundene” er det gode menneske rent ud sagt en mangelvare, hvilket også antydes i titlen. Præriehunde lever forholdsvist fredeligt sammen i tusindvis nede i underjordiske gange, men æder også af og til hinanden. Kun i forholdet mellem Reine og Anders synes noget ægte, rent og godt at være på spil – noget næsten guddommeligt – men også det forhold viser sig at være dødsdømt.