Jonas Gardell

Jonas Gardell blev født lidt uden for Stockholm i 1963. Han voksede op i en kristen familie, der var medlemmer af Baptistkirken i Sverige, og han havde en svær opvækst fyldt med mobning og ensomhed. Som 14-årig blev han voldtaget, og efterfølgende forsøgte han at tage sit eget liv ved at hoppe ned foran et tog. På morens opfordring holdt han det hemmeligt i 33 år, indtil han i 2011 udtalte sig offentligt om hændelsen.

Gardells mor var uddannet psykolog og stærkt troende, og han har flere gange i interviews nævnt hende som en stor støtte i sit liv – også da han som 15-årig sprang ud som bøsse – modsat faren, som svigtede. Igennem hele sit liv er Gardell forblevet troende, og kristendommen er i alle hans romaner klart nærværende. Udover romaner har Jonas Gardell skrevet filosofiske og religionshistoriske essaysamlinger om kristendommen, og i 2007 blev han belønnet af Lunds Universitet med udnævnelsen som hædersdoktor i teologi.

I 1979 debuterede Jonas Gardell med digtsamlingen ”Den tigande talar” under pseudonymet 4937 og debuterede sidenhen under sit eget navn med romanen ”Passionsspelet” i 1985. Han har især oplevet succes med sin trilogi ”Tør aldrig tårer bort uden handsker”, der udkom i 2012 og 2013, og som skildrer bøssemiljøet i Stockholm i 1980’erne, da aidsepidemien ramte. Romantrilogien har både politisk, kommercielt og folkeligt gennemslagskraft, og anmelderne udråbte den straks som en klassiker i svensk litteratur. I 2013 blev trilogien dramatiseret af svensk tv og med manuskript af Jonas Gardell. Siden udgivelsen har Gardell høstet priser for både romanerne og tv-serien. I 2013 blev han kåret som Årets bøsse ved prisuddelingen Gaygalan, hvor den svenske kronprinsesse personligt overrakte ham prisen.

Jonas Gardell er i det hele taget en betydelig personlighed i den svenske offentlighed og har ud over sit forfattervirke også beskæftiget sig med teater, tv, musik og stand up. Blandt andet har han skrevet manuskript til Susanne Bier-filmene ”Pensionat Oskar” og ”Hånden på hjertet”.

Jonas Gardell mødte sin nuværende mand, tv-værten Mark Levengood, i september 1986. I 1995 fik de registreret deres partnerskab, og i 2011 giftede de sig. Sammen med et lesbisk par har de fået to børn, sønnen Amos i 2002 og datteren Olga i 2006. Familien bor i Stockholm.

”Präriehundarna” fra 1987 (”Præriehundene”, 1988) er den første bog af Jonas Gardell, der er oversat til dansk. Den følger Lena, hvis drøm om at blive skuespiller er blevet reduceret til et arbejde i billetkontoret ved teatret. Hendes mand Percy har ligeledes haft store ambitioner om at få lov til at komponere, men arbejder nu i en bank, hvor han aldrig bliver forfremmet, og derhjemme udspionerer han genboen eller udveksler modbydeligheder med Lena.

Deres voksne søn Reine har kun foragt tilovers for sine forældre. Selv forsøger han sig som kunstner, men oplever efter kortvarig succes på en enkelt kunstudstilling, hvordan også hans talent er middelmådigt og utilstrækkeligt. Da han møder den jævnaldrende Anders, vender han al sin lidenskab væk fra kunsten og mod denne nye ven og elsker, der minder så meget om en engel.

06797687

Stilmæssigt skifter synsvinklen fra person til person, og nogle kapitler består nærmest udelukkende af monologer og dialoger. Når romanen antager en manuskriptlignende form, er det tydeligt, at Jonas Gardell ikke kun er forfatter, men også begår sig i teatrets verden. Konkrete referencer til scenekunsten understreger det, som for eksempel når Lena bruger uanede mængder tid på at sminke sig ved sit sminkebord, inden hun kan gå ud. Desperat klamrer hun sig til en drøm om, at hun kan flygte fra sin triste tilværelse og blive en anden, hvis bare hun kan tilegne sig den rette maske.

”Præriehundene” handler om menneskers forfejlede forsøg på at være dem, de gerne vil være, at leve op til et bestemt ideal og at få det, som de begærer. Følelsen af utilstrækkelighed, skuffelse og bitterhed vibrerer i dialogerne mellem dem, og det er slående, hvor kyniske og ondskabsfulde de er over for hinanden. ”Det gode menneske er godt, fordi det aldrig har været udsat for det onde,” hedder det på én af siderne, og i ”Præriehundene” er det gode menneske rent ud sagt en mangelvare, hvilket også antydes i titlen. Præriehunde lever forholdsvist fredeligt sammen i tusindvis nede i underjordiske gange, men æder også af og til hinanden. Kun i forholdet mellem Reine og Anders synes noget ægte, rent og godt at være på spil – noget næsten guddommeligt – men også det forhold viser sig at være dødsdømt.