jonas gardell
Foto: Tiderne skifter

Jonas Gardell

stud.mag. Maria Høher-Larsen, iBureauet/Dagbladet Information, 2015.
Top image group
jonas gardell
Foto: Tiderne skifter
Main image
Gardell, Jonas
Foto: Wikipedia

Indledning

I foråret 2015 udkom tredje del af den svenske forfatter Jonas Gardells romansuite ”Tør aldrig tårer bort uden handsker”. Det er en bevægende og dybt personlig beretning i tre dele om en tid og en generation af homoseksuelle mænd, som ikke kun skulle kæmpe mod hiv-virussen, men også samfundets foragt. Skildringen af den ensomme outsider er central i Gardells forfatterskab, og særligt i sine tidlige værker behandler han outsiderens position med skarp humor og provokerende ligefremhed. Gardell skriver rammende om at være menneske på godt og ondt; om knuste forhåbninger og utilstrækkelighed, men også om menneskets uudslukkelige og brændende begær.

 

47206332

Blå bog

Født: 2. november 1963 i Enebyberg, Stockholm.

Uddannelse: Hædersdoktor ved teologi på Lunds Universitet i 2007, og i medicin ved Linköpings Universitet i 2013.

Debut: Passionsspelet. Författarförlaget, 1985.

Litteraturpriser: Årets voksenbog, 2012 (Svenska bokhandelsmedhjälpareföreningen (BMF)).

Seneste udgivelse: Til minde om en betingelsesløs kærlighed. Turbine, 2019. (Till minne av en villkorslös kärlek, 2018). Oversat af Karen Fastrup. Erindringsroman.

Inspiration: Astrid Lindgren og Meryl Streep.

 

 

 

 

Artikel type
voksne

Baggrund

”Mens Juha ligger og prøver at falde i søvn, forsøger han gang på gang at overtale sig til at tro at englen må være god, men Juha ved ikke om englen vil ham godt eller dårligt. At der både er gode og onde engle, det ved han.
De onde er de faldne. Dem der er faldet.
Er det ikke uretfærdigt? Alting falder jo.
Før eller senere falder alt.”
”En komikers opvækst”, s. 11.

Jonas Gardell blev født lidt uden for Stockholm i 1963. Han voksede op i en kristen familie, der var medlemmer af Baptistkirken i Sverige, og han havde en svær opvækst fyldt med mobning og ensomhed. Som 14-årig blev han voldtaget, og efterfølgende forsøgte han at tage sit eget liv ved at hoppe ned foran et tog. På morens opfordring holdt han det hemmeligt i 33 år, indtil han i 2011 udtalte sig offentligt om hændelsen.

Gardells mor var uddannet psykolog og stærkt troende, og han har flere gange i interviews nævnt hende som en stor støtte i sit liv – også da han som 15-årig sprang ud som bøsse – modsat faren, som svigtede. Igennem hele sit liv er Gardell forblevet troende, og kristendommen er i alle hans romaner klart nærværende. Udover romaner har Jonas Gardell skrevet filosofiske og religionshistoriske essaysamlinger om kristendommen, og i 2007 blev han belønnet af Lunds Universitet med udnævnelsen som hædersdoktor i teologi.

I 1979 debuterede Jonas Gardell med digtsamlingen ”Den tigande talar” under pseudonymet 4937 og debuterede sidenhen under sit eget navn med romanen ”Passionsspelet” i 1985. Han har især oplevet succes med sin trilogi ”Tør aldrig tårer bort uden handsker”, der udkom i 2012 og 2013, og som skildrer bøssemiljøet i Stockholm i 1980’erne, da aidsepidemien ramte. Romantrilogien har både politisk, kommercielt og folkeligt gennemslagskraft, og anmelderne udråbte den straks som en klassiker i svensk litteratur. I 2013 blev trilogien dramatiseret af svensk tv og med manuskript af Jonas Gardell. Siden udgivelsen har Gardell høstet priser for både romanerne og tv-serien. I 2013 blev han kåret som Årets bøsse ved prisuddelingen Gaygalan, hvor den svenske kronprinsesse personligt overrakte ham prisen.

Jonas Gardell er i det hele taget en betydelig personlighed i den svenske offentlighed og har ud over sit forfattervirke også beskæftiget sig med teater, tv, musik og stand up. Blandt andet har han skrevet manuskript til Susanne Bier-filmene ”Pensionat Oskar” og ”Hånden på hjertet”.

Jonas Gardell mødte sin nuværende mand, tv-værten Mark Levengood, i september 1986. I 1995 fik de registreret deres partnerskab, og i 2011 giftede de sig. Sammen med et lesbisk par har de fået to børn, sønnen Amos i 2002 og datteren Olga i 2006. Familien bor i Stockholm.

Præriehundene

” – Sagde mor, at hun ville være skuespiller? Det siger hun altid, og så tilføjer hun et eller andet spydigt om fars drøm om at få lov til at komponere. De bygger deres korthus hver især og slår den andens i stykker. Det er deres eneste fornøjelse, deres hævn, på den måde får de livet til at gå. Og egentlig er de tilfredse med livet som mislykkede, bare de kan få sådan nogen som dig hjem som tilskuer engang imellem.”
”Præriehundene”, s. 158.

”Präriehundarna” fra 1987 (”Præriehundene”, 1988) er den første bog af Jonas Gardell, der er oversat til dansk. Den følger Lena, hvis drøm om at blive skuespiller er blevet reduceret til et arbejde i billetkontoret ved teatret. Hendes mand Percy har ligeledes haft store ambitioner om at få lov til at komponere, men arbejder nu i en bank, hvor han aldrig bliver forfremmet, og derhjemme udspionerer han genboen eller udveksler modbydeligheder med Lena.

Deres voksne søn Reine har kun foragt tilovers for sine forældre. Selv forsøger han sig som kunstner, men oplever efter kortvarig succes på en enkelt kunstudstilling, hvordan også hans talent er middelmådigt og utilstrækkeligt. Da han møder den jævnaldrende Anders, vender han al sin lidenskab væk fra kunsten og mod denne nye ven og elsker, der minder så meget om en engel.

06797687

Stilmæssigt skifter synsvinklen fra person til person, og nogle kapitler består nærmest udelukkende af monologer og dialoger. Når romanen antager en manuskriptlignende form, er det tydeligt, at Jonas Gardell ikke kun er forfatter, men også begår sig i teatrets verden. Konkrete referencer til scenekunsten understreger det, som for eksempel når Lena bruger uanede mængder tid på at sminke sig ved sit sminkebord, inden hun kan gå ud. Desperat klamrer hun sig til en drøm om, at hun kan flygte fra sin triste tilværelse og blive en anden, hvis bare hun kan tilegne sig den rette maske.

”Præriehundene” handler om menneskers forfejlede forsøg på at være dem, de gerne vil være, at leve op til et bestemt ideal og at få det, som de begærer. Følelsen af utilstrækkelighed, skuffelse og bitterhed vibrerer i dialogerne mellem dem, og det er slående, hvor kyniske og ondskabsfulde de er over for hinanden. ”Det gode menneske er godt, fordi det aldrig har været udsat for det onde,” hedder det på én af siderne, og i ”Præriehundene” er det gode menneske rent ud sagt en mangelvare, hvilket også antydes i titlen. Præriehunde lever forholdsvist fredeligt sammen i tusindvis nede i underjordiske gange, men æder også af og til hinanden. Kun i forholdet mellem Reine og Anders synes noget ægte, rent og godt at være på spil – noget næsten guddommeligt – men også det forhold viser sig at være dødsdømt.

En komikers opvækst

”Det eneste Juha vil er at være som de andre. Instinktivt efteraber han de ting han opfatter som rigtige. Ord, gestus, miner – som en kamæleon tilpasser han sig omgivelserne. Han skaber sig og aber efter. Retter sine holdninger, korrigerer sine meninger efter Lennart og Stefan, Pia, ja selv Eva-Lena, selvom han i al hemmelighed foragter hende og synes at hun simpelthen bare er for meget!”
”En komikers opvækst”, s. 72-73.

Jonas Gardells roman ”En komikers uppväxt”, 1992 (”En komikers opvækst”, 1993) handler om den succesfulde komiker Juha, der ser angerfuldt tilbage på sin barndom i en lille satellitby til Stockholm, Sävbyholm. Selvom byen burde være den perfekte ramme om en tryg middelklasseopvækst, er hans minder langt fra fyldt med ren forstadsidyl – tværtimod. I Sävbyholm trives den konforme forstadsmentalitet, hvor outsideren er den person, der lader sit ukrudt gro ind i naboens have, eller som bager en kage, der ikke er svensk.

I skolen er 12-årige Juha konstant optaget af at være nogen i de andre børns øjne, og hans overlevelsesstrategi i klassens sociale hierarki bliver at memorere vittigheder og sjove historier, som han kan fyre af i klassens time. Skoledagene er én lang kamp for at passe ind, og Juha oplever, hvordan han må vælge mellem sit venskab med Thomas og Jenny eller at blive accepteret af de toneangivende børn i sin klasse. Det bliver ikke kun et valg mellem godhed og ondskab, men også et valg mellem at vælge sig selv frem for at tørste efter andres anerkendelse – en konflikt, der stadig hjemsøger Juha som voksen, når han står på scenen.

Jonas Gardell skildrer i ”En komikers opvækst” det absurde i, at folk kan leve så tæt sammen og være så ens og alligevel have travlt med at håne hinanden og være sin egen lykkes smed. Et tilbagevendende tema i Gardells forfatterskab er menneskets søgen efter identitet i et fællesskab og igennem andres anerkendelse – og det er et tema, som han personligt undersøger ud fra et kristent dogme om næstekærlighed. I et interview i 2006 forholder han sig til dette: ”Jeg bliver først oprørt, når nogen får mennesker til at tro, at de ikke er elskede. Det er vores alles opgave at minde hinanden om, at vi er elskede. Det er en af de få store synder ikke at gøre det.” (Johan Åkesson: Du måste bestämma dig för att tro mig. Fokus.se, 2006-06-22. Egen oversættelse).

Kristendommens budskab om at elske sin næste gennemsyrer værket, og ligesom i andre af Gardells bøger optræder englen som motiv og symbol. I ”En komikers opvækst” viser englen sig flere gange: aldrig som den frelsende, men derimod som den dæmoniske og hævnende som et symbol på menneskets synd og fald; et symbol på det korrumperede gode i mennesket. Trods den 12-årige Juhas ellers sympatiske væsen og gode hensigter i begyndelsen må også han erkende, at han blot er et menneske, der af og til falder.

Så gik den dag

”Sådan er deres liv skrumpet ind, gået i stå, sådan har det lukket sig om dem. Man tager trepunktsseler, ABS-bremser og airbag. Blander med Fritidsrejser, Den forenklede Selvangivelse og Amelia. Hælder bagefter sæddræbende glidecreme over det alt sammen og griller det i ti minutter ved jævn varme i den børnesikrede ovn.”
”Så gik den dag”, s. 115.

Jonas Gardells roman Så går en dag ifrån vårt liv och kommer aldrig åter fra 1998 (”Så gik den dag”, 1999) handler om bitre mennesker, der begærer noget mere end blot deres daglige rutiner; den handler om ensomheden og det usagte i en familie, hvor alle er sig selv nærmest, og om menneskers ubehjælpsomme famlen efter hinanden.

Romanen skildrer en række personer i en svensk middelklassefamilie, der hver især befinder sig i en form for livskrise: Pia er midt i trediverne og universitetsuddannet, men har ikke arbejde og heller ingen mand og børn, og hun føler, at hendes liv er så godt som slut. Hendes søster Anna lever derimod et helt andet liv som hjemmegående husmor, mor til to og gift med Håkan. Det ægteskabelige samliv er dog langt fra lykkeligt. Begge er de gået i stå i dagligdagens rutiner og gøremål. Anna magter ikke at få lagt vasketøjet sammen, og Håkan bliver på kontoret lillejuleaften for at slippe for at være derhjemme. Ingen i familien evner at tale med hinanden, og julemiddagen ender i en absurd scene, hvor familieidyllen brutalt afsløres som en påtaget forestilling for vanens, traditionens og normalitetens skyld.

Det er et særegent kendetegn i Jonas Gardells forfatterskab at ville portrættere sine fiktive personer i al deres menneskelighed – på godt og ondt. I ”Så gik den dag” skildres personernes selvmedlidenhed, forbitrelse og egoisme skarpt, ironisk og humoristisk, men aldrig hånligt. Tematisk er romanen en skildring af, hvordan mennesker higer efter anerkendelse i alle menneskelige relationer, hvad enten de sidder alene og forladt i deres alderdom og svarer på læserbreve som Håkons far eller lever i et ægteskab som Anna og Håkan.

Det er en skildring af, hvordan hverdagen langsomt og sikkert kan gnave hul på sjælen med sin forudsigelighed og trygge rammer, men som samtidig kan være med til at holde kaos og meningsløshed for døren. Jonas Gardell viser, hvordan lykken pludselig kan slå ned midt i hverdagen, og når man mindst venter det, blandt hjemmets tøjbamser og vasketøj eller på et tomt dansegulv nytårsnat.

Tør aldrig tårer bort uden handsker 1. Kærligheden

” ”Der er et begreb, som kaldes vitalitet – en hvid elg kan ganske vist være vital som individ, men øger ikke populationens vitalitet, ja, kan på længere sigt simpelthen svække den! Arten, hele populationen, hele elgstammen, er vigtigere end den enkelte elg, det enkelte individ, særligt et individ som så at sige er…”

Han tøver, før han siger det sidste ord, og han har straks lyst til at tage det tilbage.

”…råddent.” ”
”Tør aldrig tårer bort uden handsker: 1. Kærligheden”, s. 67.

Jonas Gardells ”Torka aldrig tårar utan handskar” (”Tør aldrig tårer bort uden handsker”) blev udgivet i tre dele i 2012 og 2013 og fik med det samme litterær klassikerstatus i Sverige. Trilogien skildrer, hvordan aidsepidemien – i folkemunde kaldet ”bøssepesten” – umærkeligt spredte sig i Stockholms bøssemiljø i begyndelsen af firserne, og hvordan den svenske offentlighed lukkede øjnene. Mange syge døde alene i hospitalssengen – enten af frygt for smitten eller fordi familien af skam havde slået hånden af dem. Sygdommen brændemærkede sine ofre og skabte frygt og sorg i en tid, hvor de homoseksuelle ellers håbefuldt begyndte at frigøre sig fra deres stigmatiserede position i samfundet.

Første del ”Kärleken” (”1. Kærligheden”, 2013) handler om den unge Rasmus, der flygter til Stockholm for at udforske hovedstadens homoseksuelle miljø og ikke mindst at finde én at elske. I Stockholm tager han på bøssebaren Club Timmy og går rundt om aftenen på Klara Norra Kyrkogata (Stockholms svar på Istedgade) for at have sex med andre mænd, der også er ude for at spejde. Det er på en af disse natlige gåture, at han møder den venlige og imødekommende Paul, der inviterer ham hjem til jul. Til julemiddagen er også inviteret den jævnaldrende Benjamin, som er Jehovas Vidne, men som på trods af sine religiøse overbevisninger forelsker sig hovedkulds i Rasmus.

50790134

Første del af trilogien er opbygget som en rammefortælling og begynder og ender med scenen, hvor Reine – en ven af Rasmus, Benjamin og Paul – ligger for døden i en hospitalsseng. Indimellem fortælles historien om Rasmus og Benjamin på tværs af tid og rum, og synsvinklen skifter ikke kun mellem Benjamin og Rasmus, men også Paul og Rasmus’ mor Sara. Fortællingen bliver yderligere brudt op af essayistiske passager om de homoseksuelles historiske vilkår i Sverige samt historien om aids-virussens oprindelse og udbredelse. Romantrilogien er ikke kun fortællingen om to unge mænds tragiske kærlighed, men også i et bredere samfundsperspektiv historien om en generation af unge mænd, der døde i hobetal, uden at man talte om det.

 

 

Tør aldrig tårer bort uden handsker: 2. Sygdommen

”De homoseksuelle med deres såkaldte bøssekontakter, de var ikke smittede – de var smittespredere!
De var de pestbefængte rotter, som, hvis det blev dem tilladt at løbe frit omkring, snart ville inficere hele samfundet.
Og de var ikke til at stole på.”
”Tør aldrig tårer bort uden handsker: 2. Sygdommen”, s. 90.

I 2013 udkom ”Sjukdomen” (”Sygdommen”, 2014), som er anden del i Jonas Gardells romantrilogi ”Torka aldrig tårar utan handskar” (”Tør aldrig tårer bort uden handsker”), en beretning om aidsepidemien i det Stockholmske bøssemiljø i 1980'erne og et anklageskrift mod det svenske samfund, som i foragt og uvidenhed svigtede en gruppe af mennesker, da de var allermest sårbare.

I første del, ”Kærligheden, flytter den unge Rasmus fra provinsen til Stockholm og forelsker sig i den jævnaldrende Benjamin, som er Jehovas Vidne. I ”Sygdommen” er de to unge mennesker stadig sammen og lykkeligt integreret i det homoseksuelle kollektiv omkring den altid positive og spydigt sarkastiske Paul. Men da Rasmus og Benjamin flytter sammen i en fælles lejlighed, må de begge kæmpe med at fortælle deres familier om deres kærlighed. Særligt for den religiøse Benjamin viser det sig at blive en nærmest umulig opgave. Hvis han åbent vedkender sig sin egen seksualitet, må han ikke kun forlade det religiøse fællesskab, Jehovas Vidner, men også sige farvel til sin familie. Samtidig spøger den mystiske virus skæbnesvangert i baggrunden, og Rasmus og Benjamin ser snart venner sygne hen.

51234820

Ligesom i første del får læseren her ikke kun Rasmus' og Benjamins historie. Fortællingen drives frem i forskellige spor: i historien om deres kammerat Reine, som af skam og skyld vælger at dø alene i en hospitalsseng afsondret fra verden; den feterede unge skuespiller Bengt, hvis lovende karriere ender brat en solskinsfyldt junidag, da han står med en positiv hivtest i hånden, og ikke mindst forældrenes dybe angst for at miste deres børn.

Dokumentariske passager bryder den fiktive fortælling og refererer i en harmfuld tone den svenske mediedækning af aidsepidemien, hvor overskrifter som ”Dem, der spreder aids er mordere” dominerede nyhedsstrømmen. Myndighedspersoner foreslog ligefrem i øjeblikke af folkelig panik, at homoseksuelle skulle registreres og interneres for at undgå, at smitten spredte sig. Jonas Gardells romantrilogi er derfor ikke kun en fiktionaliseret beretning om en generations rædsler, som han personligt oplevede tæt på egen krop. Det er også historien om og opgøret med et mørkt kapitel i Sveriges historie.

Tør aldrig tårer bort uden handsker: 3. Døden

”I en by hvor de fleste fortsætter med at leve deres liv som om intet var hændt, uden overhovedet at vide hvad der foregår, bliver unge mænd syge, taber sig, sygner hen og dør.
Ja, det er som en krig udkæmpet i fredstid.
En følelse af at leve i de sidste tider.
De er alle besejrede. Ligger der på jorden. Et reb rulles ud.
Med et reb udmåles de, der skal få lov at leve.”
”Døden”, s. 152-153.

”Döden” fra 2013 (”Døden”, 2015) er sidste del i Jonas Gardells romantrilogi ”Torka aldrig tårar utan handskar” (”Tør aldrig tårer bort uden handsker”), som skildrer en gruppe unge mænds skæbner i 1980'ernes Stockholm, da aidssygdommen spreder sig i storbyens bøssemiljø. Handlingens omdrejningspunkt er kærlighedsforholdet mellem de to unge mænd Benjamin og Rasmus. I trilogiens første del møder de hinanden hjemme hos den outrerede og excentriske Paul, som hvert år holder jul for sine venner i sit lille bøssekollektiv. I anden del bliver Rasmus smittet med hiv, ligesom omfanget af sygdommen lige så langsomt går op for det svenske samfund.

I tredje del, ”Døden”, svinder den seks mand store vennekreds ind, indtil kun Benjamin og Seppo er tilbage. Også Benjamin går rundt med virussen i sig, men i løbet af 1990'erne får han som mange andre gavn af ny medicin, som forhindrer virussen i at gå i udbrud. Han er heldig, men han er også alene: Udover at have mistet Rasmus er han blevet forladt af sin familie, der på grund af religiøse overbevisninger ikke vil kendes ved ham. Rasmus' familie ønsker heller ikke at vide af ham efter deres søns død. Han er end ikke inviteret til sin kærestes begravelse, for hans tilstedeværelse vil afsløre over for venner og familie, at Rasmus var homoseksuel, og at sønnen døde af ”bøssepesten”.

51700511

Ligesom i de foregående bøger er den lille historie om Rasmus og Benjamin brudt op af faktuelle passager, hvori Jonas Gardell beskriver det svenske samfunds håndtering af aidsepidemien: sundhedsvæsenets manglende vilje til at hjælpe de syge og pressens hetz mod de homoseksuelle. Der tegnes et billede af et konformt samfund, som var irrationelt bange og fordømmende over for alt, der var anderledes. Med andre ord er det tragiske i Gardells beretning ikke kun de mange unge mennesker, som døde, men også samfundets mangelfulde omsorg for dem. De homoseksuelle blev på ny stemplet som groteske afvigere, og denne stigmatisering, isolation og skam synes i romanerne at være den værste konsekvens ved sygdommen. Titlen på tredje del, ”Døden”, henviser således ikke kun til den fysiske død, men også til smerten ved ikke at blive accepteret som den, man er.

Genrer og tematikker

I et interview i forbindelse med udgivelsen af ”Tør aldrig tårer bort uden handsker” sagde Jonas Gardell om sin skrivestil: ”Jeg er ikke en specielt god stilist, jeg skriver ikke som en gud. Jeg tænker til og med på at skrive så dårligt som muligt – og med det mener jeg, at jeg ikke skal strø om mig med lignelser og metaforer. Derimod er jeg meget god til dramaturgien. Denne bog hviler helt og holdent på dramaturgi, den er opbygget meget gennemtænkt.” (Hanna Glansholm: Nu ska Jonas Gardell fira livet. LitteraturMagazinet, 2013-09-09. Egen oversættelse.)

Rå ligefremhed og mangel på berøringsangst kendetegner Jonas Gardells skrivestil, men det betyder ikke, at han udelukkende er prosaisk i sin stil. Sproglige billeder som metaforer og symboler er også karakteristisk for ham, selvom han måske frasiger sig det. Ret ofte bruger han bibelske skriftsteder som billede på tematikken i fortællingen, og englen som symbol indgår f.eks. i mange af hans bøger.

Jonas Gardells kristne opdragelse er et element, som han integrerer på den ene eller den anden måde i alle sine bøger. En af de overordnede tematikker i Gardells forfatterskab er at skildre mennesket på godt og ondt. Hans romanpersoner er langt fra kun gode mennesker, men også ofte egoistiske, selvmedlidende og grundlæggende mest optagede af sig selv. Det er mennesker, som i deres forhold til andre er sig selv nærmest og i deres begær efter at blive socialt anerkendt, selv glemmer at anerkende andre. Helt eksplicit bliver denne tematiske afsøgning af næstekærligheden oprullet i ”En komikers opvækst”, hvor mobning ødelægger Juhas barndom.

I forlængelse heraf er et andet overordnet tema konflikten mellem at være sig selv og at spille en rolle for at passe ind i en given social kontekst eller et bestemt verdenssyn, som for eksempel når Benjamin i ”Tør aldrig tårer bort uden handsker” må vælge mellem sit eget begær og sin families religiøse overbevisning. En rød tråd i forfatterskabet er at ville skildre outsiderens tilværelse, og det kan måske have noget at gøre med Jonas Gardells egen identitet som homoseksuel.

I et interview om ”Tør aldrig tårer bort uden handsker” sagde han om homoseksuelles status i det svenske samfund: ”Samfundet har altid behov for en gruppe, som er de Fremmede Andre. I dag er det muslimer. Dengang var det homoseksuelle. Homoseksuelle blev altid skrevet om som ”de homoseksuelle” (…) I dag bliver den her roman nok taget imod som en stor vigtig svensk roman. Men da jeg skrev min første bog Passionsspelet (1985), skrev Expressen ”afskyen og afsmagen vælter sig over læseren”. I dag er det umuligt, at en avis overhovedet ville skrive så nedladende om homoseksuelle. Men dengang var det ikke bare muligt, men en helt normal tiltale. Og vi var vanvittige over at blive tiltalt på den måde.” (Petter Wallenberg: Jonas Gardell. Faktum.se, 2012-09-01. Egen oversættelse.)

Beslægtede forfatterskaber

Med ”En komikers opvækst” skriver Jonas Gardell sig ind i en litterær tradition i forhold til at skildre den barske barndom i skolegården med mobning og vold. Ligesom den svenske forfatter Jan Guillou i ”Ondskab” (1993) og danske Knud Romer i ”Den som blinker er bange for døden” (2006) skriver Gardell om den svære barndom, om at være outsider og om dilemmaet mellem at gøre det gode og retfærdige og at må give efter for ondskaben for at redde sit eget skind. I ”Den der blinker er bange for døden” er det hovedpersonen, hvis mor er tysk outsider, mens det i Gardells ”En komikers opvækst” er mobbeofferet Thomas’ mor, der hånes for sin tyske oprindelse.

Jonas Gardell har desuden meget til fælles med den danske forfatter Helle Helle, der gør hverdagens rum til genstand for sine romaner. Med sin minimalisme skildrer Helle de små og umærkelige ting i hverdagen, der på trods af deres umiddelbare ligegyldighed viser sig at være fundamentet for en persons levede liv og identitetsskabelse. Hos Jonas Gardell skildres dette syn på hverdagens tilværelse tydeligst i ”Så gik den dag”. Selvom der reelt ikke sker særligt meget, er handlingen alligevel fortættet af personernes apati, frustrationer og usagte konflikter.

Jonas Gardell og Helle Helle har dermed en specifik forståelse af identitet til fælles, idet de begge afsøger muligheden for, at identitet er socialt konstrueret – at identitet skabes i dagligdagens rutiner og interaktionen med andre mennesker.

Bibliografi

Romaner

Gardell, Jonas:
Odjurets tid. 1986.
Gardell, Jonas:
Præriehundene. Tiderne Skifter, 1988. (Präriehundarna, 1987). Oversat af Annelise Malmgren.
Gardell, Jonas:
Vill gå hem. 1988.
Gardell, Jonas:
Fru Björks skæbne og eventyr. Tiderne Skifter, 1991. (Fru Björks öden och äventyr, 1990). Oversat af Claus Clausen.
Gardell, Jonas:
En komikers opvækst. Tiderne Skifter, 1993. (En komikers uppväxt, 1992). Oversat af Annelise Malmgren.
Gardell, Jonas:
Frestelsernas berg. 1995.
Gardell, Jonas:
Så gik den dag. Tiderne Skifter, 1999. (Så går en dag ifrån vårt liv och kommer aldrig åter, 1998). Oversat af Kamilla Jørgensen.
Gardell, Jonas:
En ufo gør entré. Tiderne Skifter, 2002. (Ett ufo gör entré, 2001). Oversat af Hans Kragh-Jacobsen.
Gardell, Jonas:
Jenny. 2006.
Gardell, Jonas:
Tør aldrig tårer bort uden handsker: 1. Kærligheden. Tiderne Skifter, 2013. (Torka aldrig tårar utan handskar: 1. Kärleken, 2013). Oversat af Kamilla Jørgensen.
Gardell, Jonas:
Tør aldrig tårer bort uden handsker: 2. Sygdommen. Tiderne Skifter, 2014. (Torka aldrig tårar utan handskar: 2. Sjukdomen. 2013.). Oversat af Kamilla Jørgensen.
Gardell, Jonas:
Tør aldrig tårer bort uden handsker: 3. Døden. Tiderne Skifter, 2015. (Torka aldrig tårar utan handskar: 3. Döden. 2013.). Oversat af Kamilla Jørgensen.
Gardell, Jonas: Til minde om en betingelsesløs kærlighed. Turbine, 2019. (Till minne av en villkorslös kärlek, 2018). Oversat af Karen Fastrup. Erindringsroman.

Digte

Gardell, Jonas:
Den tigande talar. 1979.

Teater

Gardell, Jonas:
Lena och Percy (bygget på Præriehundene). 1989.
Gardell, Jonas:
Ömheten. 1989.
Gardell, Jonas:
En fulings bekännelser. 1989.
Gardell, Jonas:
Isbjörnarna. 1990.
Gardell, Jonas:
Mormor gråter. 1991.
Gardell, Jonas:
Cheek to cheek. 1992.
Gardell, Jonas:
Människor i solen. 1997.
Gardell, Jonas:
Scheherzad. 1999.
Gardell, Jonas:
Helvetet är minnet utan makt att förändra. 2005.

Essaysamlinger

Gardell, Jonas:
Oskuld och andra texter. 1998.
Gardell, Jonas:
Om Gud. 2003.
Gardell, Jonas:
Om Jesus. 2009.
Gardell, Jonas:
Har man inget liv får man köpa ett som alla andra: Samlade visdomsord 2012-2011. 2011.
Gardell, Jonas:
Jesus sista ord på korset var INTE ”Härifrån ser man hela Mariannelund!”. 2012.

Om forfatterskabet

Søgning i bibliotek.dk

Emnesøgning på Jonas Gardell

Kilder citeret i portrættet

Glansholm, Hanna: Nu ska Jonas Gardell fira livet. LitteraturMagazinet, 2013-09-09.
Åkesson, Johan: Du måste bestämma dig för att tro mig. Fokus.se, 2006-06-22.