”Präriehundarna” fra 1987 (”Præriehundene”, 1988) er den første bog af Jonas Gardell, der er oversat til dansk. Den følger Lena, hvis drøm om at blive skuespiller er blevet reduceret til et arbejde i billetkontoret ved teatret. Hendes mand Percy har ligeledes haft store ambitioner om at få lov til at komponere, men arbejder nu i en bank, hvor han aldrig bliver forfremmet, og derhjemme udspionerer han genboen eller udveksler modbydeligheder med Lena.
Deres voksne søn Reine har kun foragt tilovers for sine forældre. Selv forsøger han sig som kunstner, men oplever efter kortvarig succes på en enkelt kunstudstilling, hvordan også hans talent er middelmådigt og utilstrækkeligt. Da han møder den jævnaldrende Anders, vender han al sin lidenskab væk fra kunsten og mod denne nye ven og elsker, der minder så meget om en engel.
06797687
Stilmæssigt skifter synsvinklen fra person til person, og nogle kapitler består nærmest udelukkende af monologer og dialoger. Når romanen antager en manuskriptlignende form, er det tydeligt, at Jonas Gardell ikke kun er forfatter, men også begår sig i teatrets verden. Konkrete referencer til scenekunsten understreger det, som for eksempel når Lena bruger uanede mængder tid på at sminke sig ved sit sminkebord, inden hun kan gå ud. Desperat klamrer hun sig til en drøm om, at hun kan flygte fra sin triste tilværelse og blive en anden, hvis bare hun kan tilegne sig den rette maske.
”Præriehundene” handler om menneskers forfejlede forsøg på at være dem, de gerne vil være, at leve op til et bestemt ideal og at få det, som de begærer. Følelsen af utilstrækkelighed, skuffelse og bitterhed vibrerer i dialogerne mellem dem, og det er slående, hvor kyniske og ondskabsfulde de er over for hinanden. ”Det gode menneske er godt, fordi det aldrig har været udsat for det onde,” hedder det på én af siderne, og i ”Præriehundene” er det gode menneske rent ud sagt en mangelvare, hvilket også antydes i titlen. Præriehunde lever forholdsvist fredeligt sammen i tusindvis nede i underjordiske gange, men æder også af og til hinanden. Kun i forholdet mellem Reine og Anders synes noget ægte, rent og godt at være på spil – noget næsten guddommeligt – men også det forhold viser sig at være dødsdømt.