Sissel-Jo Gazan blev født den 20. december 1973 i Aarhus, hvor Sjællandsgade-kvarteret dannede rammen om en idyllisk 1970’er stemning med hygge og fællesspisning i gården. Hendes far er journalisten Paul Gazan og hendes mor Janne Hejgård - en energisk og slagkraftig folkeskolelærer og fagbogsforfatter. Da Sissel-Jo Gazan var fem år gammel blev hendes forældre skilt, og hendes mor tog hende med ud på skibet Shearwater, hvor de sejlede rundt i Middelhavet i tre år. På rejsen skrev Sissel-Jo hjem om smidige delfiner og duftende appelsiner. Hun begyndte også hurtigt at opfinde fantasifulde og dramatiske historier.
Som barn og ung boede Sissel-Jo Gazan forskellige steder i Danmark, og i de år etablerede hun en rodløshed, der har haft indflydelse på hendes bøger, fordi de er skrevet rundt omkring i verden. Hun debuterede som 21-årig med den fabulerende kærlighedsroman “Når man kysser i august”. Den blev til i Lissabon, hvor den unge forfatter lejede sig ind hos excentriske Dona Rosa og skrev uafbrudt.
Ved siden af skriverierne begyndte Gazan at studere biologi og blev færdig i 2004 med speciale i dinosaurer. Hun siger selv, at hun hovedsageligt læste biologi for at bevise, at hun kunne. Inderst inde vidste hun, at hun ville være forfatter. I 1996 mødte hun Martin, som hun blev gift og fik datteren Ea-Viola med. Alt var lykke og succes, troede hun, men pludselig ville Martin skilles. Datteren var kun lige blevet et år, da han efterlod dem alene. Sissel-Jo Gazans tro på kærligheden fik sig et gevaldigt knæk.
Bruddet har hun brugt på en åben og selvbearbejdende måde i medierne. Hun lavede i 2005 et projekt sammen med fotograf Sif Meincke, hvor de tog rundt i Danmark og snakkede med forskellige præster om kærlighed og den høje skilsmisserate i dagens Danmark. Dette blev til bogen “Sig ja! – hvad præster ved om kærlighed”, og konceptet blev i foråret 2008 udvidet til tv-programmet “Kærlighedens bud” på DR2, hvor Sissel-Jo Gazan i samtale med forskellige præster bruger sin egen personlige historie.
Det helt store gennembrud fik Sissel Jo-Gazan i 2008 med kriminalromanen “Dinosaurens fjer”, som indbragte hende DR Romanprisen.