I 1995 udkom Sissel-Jo Gazans debutroman “Når man kysser i august”. Det er en dramatisk fortælling om pigen April og hendes familie, der lever i Byen på Bakken i et unavngivet land engang i forrige århundrede. Aprils mor hedder Liljanna, og hun finder sin udkårne, Xavier Sommer, ved at bladre i en liste over byens beboere. Hun synes, det er et smukt navn og drømmer om at få en datter, der er født i april og hedder April Sommer. Hun føder dog to sønner, inden hun får April – i maj.
Xavier bliver en anerkendt træskærer, der laver vidunderlige figurer. April er et smukt og mystisk barn, hvis bedste ven er den gamle Miss Mattie, der har gråt opsat hår og hader mænd. Da April er blevet ældre, får Miss Mattie en lysekrone, der er lavet af jagthorn, men da April tager den med hjem for at få Xavier til at reparere den, kommer hun til at stikke begge hans øjne ud med de skarpe spidser. Nu ser April det som sin skæbne også at blive træskærer, så hun kan hjælpe sin far. Hun er ydermere en dygtig historiefortæller, og Valiant, der indtil da kun har haft forhold til andre mænd, falder pladask for hende til en sommerfest. Kærligheden er et vægtigt tema, og den romantiske drøm om den eneste ene ligger som konstant undertone i romanen.
Der er en varm og lidt gammeldags stemning i romanen malet med ord som lilla, tusmørke, lommekniv og ‘sydvest af koskind’. Det er, som om romanen selv gør noget ud af at være svært bestemmelig i tid og sted. I beskrivelsen af Valentins ungdom i Paris er der lidt mere miljø og genkendelige signaturer som: Gauloise-cigaretter, croissanter med marcipan og café au lait.
Det ubestemmelige miljø på bakken kan skyldes ambitionen om at hæve personernes psykologiske skæbner op til noget alment. Det er ikke en historisk roman om, hvordan folk elskede hinanden i gamle dage, men et forsøg på at indfange menneskelivets universelle komplikationer.
51494032
Sproget er mættet med så heftige metaforer, at det næsten overtager handlingen. Realisme og mystik bliver blandet sammen, da det til sidst bliver så koldt i byen, at Mattie dør af kulde. Den traditionelle metafor om, at hjertet kan fryse til is, bliver til virkelighed. Dette står i forbindelse med tidligere anvendte vendinger i sproget om kærligheden: “hendes hår brændte i julisolen, kun overgået af gløderne i hjertet, der flammede op og blev til bål.” (Side 96). Der er vendinger så vulgært følsomme, at man skulle tro, det gakkede over og blev ironisk. Men der er en indædt alvorlighed bag projektet.
Fortællerstemmen er som eventyrets. I datid fortæller den om de ting, som kun vi kan vide – eller om ting vi ikke bliver indviet i. Stemmen er med til at underbygge fornemmelsen af en vis skæbnetro. Dette underbygges også af, at fortællingen har en slags egenlogik. Hvis Liljanna helst vil have børn i april, er det bare sådan, og da hun først rigtigt får tid til Xavier efter, at hendes syvkabale er gået op, er det komisk men også sandsynligt inden for romanens eget univers. Dette smadrer dog ikke ambitionen om psykologisk realisme. Der er indlevende og nuancerede beskrivelser af de sociale relationer mellem forældre, børn, ægtefolk og venner. Det er en slags fabel. En historie om sanselighed og skæbne, der er pakket ind i fortællinger, skøn natur og englehår.