Patriarken

Citat
“‘De slår deres koner! De låser deres børn inde! Hvordan kan du forsvare sådan noget?! De pakker deres kvinder ind i burkaer med fængselstremmer for øjnene!’ ‘Er det bedre med anorektiske teenagere med bart maveskind og bøjle på tænderne?’ råbte Helle.”
"Patriarken", s. 17.

I 2006 udkom Trisse Gejls ”Patriarken”, som foregår i en unavngiven storby i et nutidigt Danmark. Harald Hügler går på pension fra et redaktørjob på avisen, hvor han har haft en fast klumme. De sidste mange år har han og datteren Helle, der er forfatter, udelukkende kommunikeret gennem hadefulde indlæg om indvandrere. Harald siger selv, at: ”Nogle gange ved han ikke, om det er en politisk dialog eller bare et evigt far-datter skænderi de har.” (s. 15). Og romanen er netop både en politisk dialog og en far-datter konflikt. Helle og Harald finder først sammen, da der sker noget dramatisk med Helles datter, der gør, at Haralds hjælp bliver nødvendig.

26387884

Et fælles omdrejningspunkt i fortællingen er morens Kjerstins død. Kjerstin bliver fremstillet som et ufejlbarligt og velovervejet, men også psykisk ustabilt gemyt, hvis død får det hele til at ramle sammen. Helle og Harald formår ikke at mødes i sorgen, men deres indre tanker om kærligheden til deres kone og mor giver læseren sympati for begge. Helle er alkoholiseret og har tvangstanker. Hendes politiske overbevisning fremstår som paradoksal, fordi hun skriver lange romaner om flygtninges skæbner, men er overbevist om, at indvandrerfamilien inde ved siden af i virkeligheden er terrorister. Hun får integration og kulturmøder tæt ind på sin egen krop, da hendes lille datter, der er halvt grønlandsk, har svært ved at fungere i skolen, fordi hun slår dyr ihjel og skræmmer de andre børn med rituelt åndemaneri.

”Patriarken” berører mange emner som familiefølelser, misbrug og fremmedhad. Persongalleriet består umiddelbart af stereotyper: Harald er den brovtne islamofobiske læserbrevstosse, Helle er pladderhumanisten – en såkaldt godtroende kulturrelativist -, og Birgitte er damebladskvinden, der går mest op i, hvilken farve gardinerne har. Men ved hjælp af beskrivelser af det nære hverdagsliv og rørende detaljer skriver Trisse Gejl sig ned under huden på klicheerne, og det er svært at generalisere et menneske, man føler man kender. Trisse Gejl siger selv: ”Bogen er ikke en politisk roman, men jeg giver et portræt af en tid, hvor jeg har forsøgt at spejle træk og handlemønstre, vi plejer at forbinde med de fremmede i en temmelig almindelig dansk middelklassefamilie.” (Bent Blüdnikow: Portræt af en dansk familie 2006. Berlingske Tidende, 2006-09-16).