Trisse Gejl

Artikel type
voksne
stud. mag. Mette-Marie Zacher Sørensen, iBureauet/Dagbladet Information. 2008. Opdateret af cand.mag. Anne Vindum, 2016.
Main image
Gejl, Trisse
Foto: People's Press

Trisse Gejl har vundet anmeldernes hjerte med sine følsomme og velskrevne romaner, der ofte er skabt på baggrund af personlige oplevelser. Hun skriver om ungdommens svære valg og om oplevelser med stoffer og psykisk sygdom på en indlevende og billedrig måde. Den virkelighedstro beskrivelse af menneskelige skæbner rummer ofte en politisk, samtidskritisk undertone, der kan vise sit blege ansigt i form af sociale problemer, omgivelsernes implicitte krav eller damebladenes selviscenesættelsestyranni. 

 

Minimalisme i 1990'erne

 

52203201

Blå bog  

  • Født: Den 20. januar 1968 i Aarhus.
  • Uddannelse: Cand. mag. i Æstetik og Kultur fra Aarhus Universitet, 1999.
  • Debut: Hvor mælkebøtter gror. Centrum, 1995.
  • Litteraturpriser: Albert Dams mindelegat, 2010.
  • Seneste udgivelse:  Ulvekvinten. People's Press, 2016. Roman.
  • Inspiration: Richard Ford og Tom Kristensen.

 

Hør lydklip fra 'Siden blev det for pænt'

 

 

 

 

Baggrund

"Hans har allerede knappet en øl op til sig selv og sidder nu og glor på maden. - Hvad er det? spørger han, men peger ikke på noget bestemt. - Det er en utrolig dejlig lækker pølse, japper Birgitte, - måske er den spansk, hva´ Harald, kan den være spansk?"
"Patriarken", s. 258.

Trisse Gejl er født den 20. januar 1968 i Aarhus, hvor hun voksede op med tre brødre. Hun har vestjyske aner og oplevede en anden verden, når hun var på besøg vestpå, fordi der var helt stille, og luften var mættet af en tyk duft af roser. Hun led gennem hele ungdommen af udlængsel, og efter gymnasiet drog hun ud i verden med en rygsæk og levede et nomadeagtigt liv i tre år. Hun plukkede druer i Frankrig, blev forelsket i London og rejste videre til Indien, Nepal, Tyrkiet og Grækenland. Selv siger hun, at: ”Lige siden har jeg forsøgt at komme hjem. Jeg erindrer en graffiti et sted i Nepal: ’Now, even in my own town I sleep like a traveller.’” (Fra Trisse Gejls hjemmeside, www.trissegejl.dk).

Under opholdet i London sad hun ofte om aftenen og skrev på en tekst, der handlede om hendes egen destruktive forelskelse i en mand. Hun skrev i dagbogsform på en engelsk skrivemaskine, og bagefter måtte hun tålmodigt tilføje boller og streger på æ, ø og å. Der skulle imidlertid gå fem år, før hendes debutroman ”Hvor mælkebøtter gror” blev udgivet i 1995. Den handler om oplevelserne i London, men er skrevet om til fiktion. På det tidspunkt var hun vendt hjem til Danmark og var begyndt på Aarhus Universitet, hvorfra hun i 1999 blev cand.mag. i Æstetik og Kultur. Hun er blevet ved med at skrive bøger, der tager afsæt i personlige oplevelser på den ene eller anden måde.

Trisse Gejl laver dog også andet end at skrive romaner. Hun arbejder freelance som kulturjournalist, underviser i kreativ skrivning og er foredragsholder. I perioden 2000-2010 var hun redaktør på Dansk Forfatterforenings blad ”Forfatteren”. I perioden 2011-13 udpeget medlem af Statens Kunstfonds Litteraturudvalg.

Trisse Gejl bor i København med sin mand og deres tre sønner. 

Hvor mælkebøtter gror

"- Hvad er der sket? - Det sædvanlige - Kan du forlade ham? - Jeg kan prøve - Hvorfor får du ham ikke indlagt? Du kan sgu ikke hjælpe ham alene. Nogen gange tror jeg han er ravende sindssyg, sukkede hun. - Det er han også nogen gange, svarede jeg."
"Hvor mælkebøtter gror", s. 208.

Trisse Gejls debutroman ”Hvor mælkebøtter gror” fra 1995 er en voldsom og realistisk fortælling om det at rejse, ungdommens møde med en benhård social virkelighed og farlig forelskelse. Vi følger Johanne og veninden Caroline, der efter gymnasiet har taget en rygsæk på og er draget på rejse rundt i Europa. De har arbejdet på frugtplantager i Syden, men da det bliver vinter, slår de sig ned i et råt London og må tage de rengøringsjobs, de kan få. Scenen er sat i slutfirserne, og de to veninder bliver hurtigt en del af det lokale BZ-miljø. De flytter ind i en gammel fornem ambassade sammen med en gruppe af flippere, punkere og narkomaner. Her møder Johanne smukke Gary, som hun smaskforelsker sig i, men hans fortid med Jehovas Vidner, racistiske overgreb fordi han er sort og efterfølgende selvmordsforsøg, har givet ham en forstyrret og dæmonisk psyke, der får ham til at gå amok i anfald, hvor han slår og skærer i sig selv. Efter cirka et halvt år med syretrips og en psykisk syg Gary bliver det dog for meget for hende, og de to veninder rejser videre.

I et metaformættet og konstaterende sprog beskriver jegfortælleren Johanne sine oplevelser. Udover jegfortællerens beskrivelser er der kursiverede sekvenser, hvor en 3. persons-fortæller giver et indblik i Garys tanker. De to forskellige stemmer formår samlet set at fremstille paletten af følelser på nuanceret vis, fordi man får beskrevet konflikter og følelser fra hver af de involveredes synsvinkel. Den samlede fremstilling har en tvetydighed, fordi der balanceres mellem urealistiske momenter og nøgtern virkelighed. Johanne prøver for eksempel LSD for første gang og tror, hun er en havfrue: ”Jeg kiggede op mod det grønne gardin, der bølgede let i trækken fra vinduet. Mod mig kom det smukkeste sejlskib bygget i træ med tusinde master og sejl.” (s. 78). Det er naturligvis urealistisk, at der pludselig sejler et skib ind i huset, men det sker jo virkelig i hendes hoved. Det er psykologisk realistisk. På samme måde forholder det sig i beskrivelsen af Garys neuroser, fordi helt fordrejede opfattelser af virkeligheden kan være den skære virkelighed for en psykisk syg person. Historien svinger – på trods af sin klare realisme – mellem virkelighed og uvirkelighed.

Man bliver som læser konfronteret med et valg. Hvornår er et kærlighedsliv for udslettende, og hvornår skal man blive og kæmpe? Hvad er rigtigt, og hvad er forkert? Denne type spørgsmål kan også stilles i et bredere perspektiv, fordi den realistiske beskrivelse af den unge underklasse i England, der er fuld af fortabte og dopede typer, konfronterer samtidens politiske system i England.