t gejl
Foto: People's Press

Trisse Gejl

stud. mag. Mette-Marie Zacher Sørensen, iBureauet/Dagbladet Information. 2008. Opdateret af cand.mag. Anne Vindum, 2016.
Top image group
t gejl
Foto: People's Press
Main image
Gejl, Trisse
Foto: People's Press

Indledning

Trisse Gejl har vundet anmeldernes hjerte med sine følsomme og velskrevne romaner, der ofte er skabt på baggrund af personlige oplevelser. Hun skriver om ungdommens svære valg og om oplevelser med stoffer og psykisk sygdom på en indlevende og billedrig måde. Den virkelighedstro beskrivelse af menneskelige skæbner rummer ofte en politisk, samtidskritisk undertone, der kan vise sit blege ansigt i form af sociale problemer, omgivelsernes implicitte krav eller damebladenes selviscenesættelsestyranni. 

 

Minimalisme i 1990'erne

 

52203201

Blå bog  

  • Født: Den 20. januar 1968 i Aarhus.
  • Uddannelse: Cand. mag. i Æstetik og Kultur fra Aarhus Universitet, 1999.
  • Debut: Hvor mælkebøtter gror. Centrum, 1995.
  • Litteraturpriser: Albert Dams mindelegat, 2010.
  • Seneste udgivelse:  Ulvekvinten. People's Press, 2016. Roman.
  • Inspiration: Richard Ford og Tom Kristensen.

 

Hør lydklip fra 'Siden blev det for pænt'

 

 

 

 

Artikel type
voksne

Baggrund

"Hans har allerede knappet en øl op til sig selv og sidder nu og glor på maden. - Hvad er det? spørger han, men peger ikke på noget bestemt. - Det er en utrolig dejlig lækker pølse, japper Birgitte, - måske er den spansk, hva´ Harald, kan den være spansk?"
"Patriarken", s. 258.

Trisse Gejl er født den 20. januar 1968 i Aarhus, hvor hun voksede op med tre brødre. Hun har vestjyske aner og oplevede en anden verden, når hun var på besøg vestpå, fordi der var helt stille, og luften var mættet af en tyk duft af roser. Hun led gennem hele ungdommen af udlængsel, og efter gymnasiet drog hun ud i verden med en rygsæk og levede et nomadeagtigt liv i tre år. Hun plukkede druer i Frankrig, blev forelsket i London og rejste videre til Indien, Nepal, Tyrkiet og Grækenland. Selv siger hun, at: ”Lige siden har jeg forsøgt at komme hjem. Jeg erindrer en graffiti et sted i Nepal: ’Now, even in my own town I sleep like a traveller.’” (Fra Trisse Gejls hjemmeside, www.trissegejl.dk).

Under opholdet i London sad hun ofte om aftenen og skrev på en tekst, der handlede om hendes egen destruktive forelskelse i en mand. Hun skrev i dagbogsform på en engelsk skrivemaskine, og bagefter måtte hun tålmodigt tilføje boller og streger på æ, ø og å. Der skulle imidlertid gå fem år, før hendes debutroman ”Hvor mælkebøtter gror” blev udgivet i 1995. Den handler om oplevelserne i London, men er skrevet om til fiktion. På det tidspunkt var hun vendt hjem til Danmark og var begyndt på Aarhus Universitet, hvorfra hun i 1999 blev cand.mag. i Æstetik og Kultur. Hun er blevet ved med at skrive bøger, der tager afsæt i personlige oplevelser på den ene eller anden måde.

Trisse Gejl laver dog også andet end at skrive romaner. Hun arbejder freelance som kulturjournalist, underviser i kreativ skrivning og er foredragsholder. I perioden 2000-2010 var hun redaktør på Dansk Forfatterforenings blad ”Forfatteren”. I perioden 2011-13 udpeget medlem af Statens Kunstfonds Litteraturudvalg.

Trisse Gejl bor i København med sin mand og deres tre sønner. 

Hvor mælkebøtter gror

"- Hvad er der sket? - Det sædvanlige - Kan du forlade ham? - Jeg kan prøve - Hvorfor får du ham ikke indlagt? Du kan sgu ikke hjælpe ham alene. Nogen gange tror jeg han er ravende sindssyg, sukkede hun. - Det er han også nogen gange, svarede jeg."
"Hvor mælkebøtter gror", s. 208.

Trisse Gejls debutroman ”Hvor mælkebøtter gror” fra 1995 er en voldsom og realistisk fortælling om det at rejse, ungdommens møde med en benhård social virkelighed og farlig forelskelse. Vi følger Johanne og veninden Caroline, der efter gymnasiet har taget en rygsæk på og er draget på rejse rundt i Europa. De har arbejdet på frugtplantager i Syden, men da det bliver vinter, slår de sig ned i et råt London og må tage de rengøringsjobs, de kan få. Scenen er sat i slutfirserne, og de to veninder bliver hurtigt en del af det lokale BZ-miljø. De flytter ind i en gammel fornem ambassade sammen med en gruppe af flippere, punkere og narkomaner. Her møder Johanne smukke Gary, som hun smaskforelsker sig i, men hans fortid med Jehovas Vidner, racistiske overgreb fordi han er sort og efterfølgende selvmordsforsøg, har givet ham en forstyrret og dæmonisk psyke, der får ham til at gå amok i anfald, hvor han slår og skærer i sig selv. Efter cirka et halvt år med syretrips og en psykisk syg Gary bliver det dog for meget for hende, og de to veninder rejser videre.

52912776

I et metaformættet og konstaterende sprog beskriver jegfortælleren Johanne sine oplevelser. Udover jegfortællerens beskrivelser er der kursiverede sekvenser, hvor en 3. persons-fortæller giver et indblik i Garys tanker. De to forskellige stemmer formår samlet set at fremstille paletten af følelser på nuanceret vis, fordi man får beskrevet konflikter og følelser fra hver af de involveredes synsvinkel. Den samlede fremstilling har en tvetydighed, fordi der balanceres mellem urealistiske momenter og nøgtern virkelighed. Johanne prøver for eksempel LSD for første gang og tror, hun er en havfrue: ”Jeg kiggede op mod det grønne gardin, der bølgede let i trækken fra vinduet. Mod mig kom det smukkeste sejlskib bygget i træ med tusinde master og sejl.” (s. 78). Det er naturligvis urealistisk, at der pludselig sejler et skib ind i huset, men det sker jo virkelig i hendes hoved. Det er psykologisk realistisk. På samme måde forholder det sig i beskrivelsen af Garys neuroser, fordi helt fordrejede opfattelser af virkeligheden kan være den skære virkelighed for en psykisk syg person. Historien svinger – på trods af sin klare realisme – mellem virkelighed og uvirkelighed.

Man bliver som læser konfronteret med et valg. Hvornår er et kærlighedsliv for udslettende, og hvornår skal man blive og kæmpe? Hvad er rigtigt, og hvad er forkert? Denne type spørgsmål kan også stilles i et bredere perspektiv, fordi den realistiske beskrivelse af den unge underklasse i England, der er fuld af fortabte og dopede typer, konfronterer samtidens politiske system i England. 

Spradefuglen

"Langt ude af Silkeborgvej overhaler hun en flyttevogn efter at have ligget bag den længe. 3 x 34, står der på siden af den. Hun bliver kold et øjeblik. Den hellige treenighed. Mormoren, moren, datteren. Et varsel om, at de alle kun vil blive 34 år."
"Spradefuglen", s. 60-61.

Spradefuglen” fra 1998 handler om billedkunstneren Marie, der venter sit andet barn. Under graviditeten bliver Marie besat af tanken om, at hun skal gentage sin mors liv og selv vil få en datter, blive psykisk syg og tage sit eget liv, når datteren er fire år og Marie 34. Man følger Marie i tiden, fra hun bliver gravid og til lige efter, hun har født. Hun opsøger morens familie, laver et kunstprojekt og har knas i ægteskabet, mens tankerne i hendes hoved bliver mere og mere tvangsprægede.

Romanen udspiller sig i et autentisk miljø i Aarhus med et atelier i Møllegade og besøg på Café Englen i tiden efter Prinsesse Dianas død i 1997. De faktuelle omgivelser er med til at give læseren fornemmelsen af, at der er tale om en ”virkelig” kvinde. Man lærer Marie at kende, men både på det fortælletekniske og det indholdsmæssige plan anvendes en teknik, der skiftevis giver indlevelse og kritisk distance. Den gravide Marie ryger og drikker og optræder på en måde, så man som læser synes, hun er egoistisk og barnlig. Man er som læser nødt til at tage afstand til hendes tvangsprægede tanker. Men hendes destruktive opførsel forstår man alligevel godt, når man lever sig ind i hendes situation. Hun har mange følelsesmæssige og familierelaterede lig i lasten. Det er som om, morens selvmord aldrig er blevet bearbejdet. Selvmordets filosofi bliver et fyldigt tema, og elementer som skyldfølelse og vrede dukker op.

22277707

3. person-fortælleren er helt inde i Maries hoved og beskriver, hvordan hun har det, og der er en sproglig nøgternhed til stede med makabre vendinger som at ”smutte ud fra femte sal” og parlivstrætte kommentarer om forholdet til ægtemanden. Så selvom der opstår en afstandtagen til Maries tanker, får sproget os tilbage til nærværet og hjælper på indlevelsen med dets nøgterne betragtninger og sanselige beskrivelser.

I Maries verden er den æstetiske sans en integreret del af hverdagen, men hendes sensibilitet medvirker også til hendes neuroser. Liv og værk hænger sammen, og da hun får den idé at lave en model af universet i korrekt målestoksforhold, der fordeles rundt i hele byen, er det tydeligvis et ønske fra hendes side om kontrol og orden. Kunstprojektet er et slags opgør med Gud, en personlig ambition om at kunne overskue og fremstille universet og dets kompleksitet. Gud skal ikke have patent på overblikket. Derudover maler hun billeder, der portrætterer relationen til moren. Denne sammenfletning af eksistentielle overvejelser og kreativ produktion får Maries position til at fremstå som en slags almen refleksion over en kunstnerisk praksis, der er umulig at adskille fra det levede liv.

Maries mærkelige logik og indbildning bliver realistisk begrundet til sidst med, at hun har været i livskrise og haft en slags fødselsdepression. Dette giver anledning til at overveje, om Marie kun kunne skabe det, hun gjorde, fordi hun var syg? 

Bombay-blues

"Jeg så igennem ham, jeg så ham som varme, som lilla varme, jeg så en verden, der flimrede i ham, ikke en krop, men en hel verden. Jeg så hvad det var den krogede kvinde med bladene i panden havde set, da hun udstødte en jubellatter: Skønhed. Måske var det Krishna, hun havde set, den blå gud."
"Bombay-blues", s. 47.

Trisse Gejls ”Bombay-blues” er en ungdomsroman fra 2000. Den foregår i et samtidigt miljø i Sønderborg, hvor den unge Eva, som lige har afsluttet gymnasiet, rejser alene til Indien og falder pladask for spirituelle tanker i almindelighed og den karismatiske franskmand Gide i særdeleshed. Det er en ulykkelig forelskelse, og alligevel bruger hun det sidste af rejsens tre måneder på at rejse rundt og forsøge at finde ham. Da Eva kommer hjem til Sønderborg, Dieseljeans og danseremixes igen, føler hun, at hun har udviklet sig ganske meget i forhold til bedsteveninden, der har problemer med en alkoholisk mor. Langsomt går det dog op for Eva, at livet og vennerne derhjemme betyder mest. Dette fremstår soleklart, da Gide pludselig står på hendes adresse en aften, hvor hun holder fest med sine venner og en moderigtig kjole med imiterede pelskanter på. Hun føler sig anderledes, end da hun rejste rundt i solen med bare tæer og eksperimenterede med stoffer. Alligevel er mødet med Gide sundt for hende, fordi han pludselig bliver et rigtigt menneske og ikke en uvirkelig drøm. Ja, faktisk er det slet ikke rart, da hun endelig får lov til at røre ved ham. Drømmen er bristet hurtigere end en tyggegummiboble.

Romanen består af kontrasten mellem det at rejse og hverdagens mere stille liv. Sproget er med til at underbygge det oversanselige og drømmeagtige ved opholdet i Indien. Slummen i Bombay er beskrevet, så man kan mærke krybene og se de fattige børn lige ind i øjnene. Som ofte i Trisse Gejls romaner bliver der eksperimenteret med stoffer, og oplevelsen af hallucinationer beskrives indgående. Den sproglige sensibilitet hænger desuden sammen med Evas fornyede oplevelser af tilværelsen. Jegfortælleren anvender tunge metaforer for lyde og lugte, der trænger ind som små bitte glasskår, og der er klippesten, der ligger tilfældigt spredt som om, de er blevet kastet af en kæmpemæssig hånd. Jegfortælleren Evas oplevelser hænger helt konkret sammen med sproget: ”Talemåden ‘at sætte sig ind i tingene’ fik en helt ny betydning for mig. Man må trænge ind i tingene for at forstå deres væsen.” (s. 34).

Romanen handler om, hvor meget en rejse eller en kort periode i livet kan påvirke en, men den handler også om at træde i karakter og at erkende, hvad man synes er vigtigt i livet. Det ville være ærgerligt at gå som Eva og forherlige en eller anden sommerforelskelse resten af livet. 

Stilleben

"Jeg føler mig privilegeret ved at bo i et hjem, hvor Le Monde ligger og flyder på sofabordet. Jeg lader den ligge fremme, når mødregruppen kommer, hvis ikke datoen er alt for gammel."
"Stilleben", s. 42-43.

Trisse Gejls ”Stilleben” fra 2002 foregår i et samtidigt miljø i nærheden af Aarhus. Hovedpersonen Julie går hver dag alene hjemme med sin nyfødte søn Leif, indtil hendes franskfødte mand Pierre kommer hjem fra arbejde. Julie har fået konstrueret sit liv således, at selv hendes umulige mor er tilfreds. Hendes egen insisteren på, at hun lever et glansbilledligt liv, krakelerer, da hun finder en fremmed bon på rejer, slikasparges, blomster og champagne. Hun opsøger den kvinde, som hun tror er sin mands elskerinde, og en absurd scene opstår.

Julie længes tilbage til en sommerrejse til Athen, hvor hun eksperimenterede med stoffer og farlig forelskelse. Hun ved, at hun aldrig kan komme tilbage dertil, og alligevel virker det, som om hendes nuværende liv er forkert. Minderne fra Athen bliver en kontrast til denne umulige erkendelse. Hun tænker tilbage på tiden som billeder inde i hovedet: “og det er det mest perfekte øjeblik i mit liv, selvom jeg godt ved, at det er snyd, at det slet ikke er mig.” (s. 21).

24082806

Stilleben betyder ‘stille liv’ på tysk, og er et kunsthistorisk begreb om en opstilling af ting, som man maler, for eksempel en frugtskål, en vase eller lignende. Man kan sige, at titlen refererer til Julies liv, der er både stille og rutinepræget, men også enormt opstillet. Modvilligt sliber hun sine fødder, køber sylteglas og laver spinatsnegle, fordi det står der i damebladene at man skal, og hun føler selv, hun er med i en film, når hun og Pierre sidder på terrassen foran rækkehuset og drikker hvidvin. Men Julies fortæller-jeg afslører iscenesættelsen. Det bliver beskrevet, hvordan Julie sked under fødslen, og læseren bliver helt bevidst om iscenesættelsen, da Julie langsomt indrømmer, at Pierre ikke kommer fra et idyllisk sted i Frankrig, hvor der er bedstemødre med store skørter, men fra en boligblok i et usselt kvarter. Derfor hænger hun postkort op fra Paris, der hvor familiefotoerne skulle have været.

Romanens dramatiske slutning gør den til en ren forfaldshistorie om bristede forhåbninger og umuligheden af en genoprettelse. Det er ikke blot en skildring af en livskrise, men en advarsel om, at man kan lade sig forblænde og træffe de helt forkerte valg.

Patriarken

“‘De slår deres koner! De låser deres børn inde! Hvordan kan du forsvare sådan noget?! De pakker deres kvinder ind i burkaer med fængselstremmer for øjnene!’ ‘Er det bedre med anorektiske teenagere med bart maveskind og bøjle på tænderne?’ råbte Helle.”
"Patriarken", s. 17.

I 2006 udkom Trisse Gejls ”Patriarken”, som foregår i en unavngiven storby i et nutidigt Danmark. Harald Hügler går på pension fra et redaktørjob på avisen, hvor han har haft en fast klumme. De sidste mange år har han og datteren Helle, der er forfatter, udelukkende kommunikeret gennem hadefulde indlæg om indvandrere. Harald siger selv, at: ”Nogle gange ved han ikke, om det er en politisk dialog eller bare et evigt far-datter skænderi de har.” (s. 15). Og romanen er netop både en politisk dialog og en far-datter konflikt. Helle og Harald finder først sammen, da der sker noget dramatisk med Helles datter, der gør, at Haralds hjælp bliver nødvendig.

26387884

Et fælles omdrejningspunkt i fortællingen er morens Kjerstins død. Kjerstin bliver fremstillet som et ufejlbarligt og velovervejet, men også psykisk ustabilt gemyt, hvis død får det hele til at ramle sammen. Helle og Harald formår ikke at mødes i sorgen, men deres indre tanker om kærligheden til deres kone og mor giver læseren sympati for begge. Helle er alkoholiseret og har tvangstanker. Hendes politiske overbevisning fremstår som paradoksal, fordi hun skriver lange romaner om flygtninges skæbner, men er overbevist om, at indvandrerfamilien inde ved siden af i virkeligheden er terrorister. Hun får integration og kulturmøder tæt ind på sin egen krop, da hendes lille datter, der er halvt grønlandsk, har svært ved at fungere i skolen, fordi hun slår dyr ihjel og skræmmer de andre børn med rituelt åndemaneri.

”Patriarken” berører mange emner som familiefølelser, misbrug og fremmedhad. Persongalleriet består umiddelbart af stereotyper: Harald er den brovtne islamofobiske læserbrevstosse, Helle er pladderhumanisten – en såkaldt godtroende kulturrelativist -, og Birgitte er damebladskvinden, der går mest op i, hvilken farve gardinerne har. Men ved hjælp af beskrivelser af det nære hverdagsliv og rørende detaljer skriver Trisse Gejl sig ned under huden på klicheerne, og det er svært at generalisere et menneske, man føler man kender. Trisse Gejl siger selv: ”Bogen er ikke en politisk roman, men jeg giver et portræt af en tid, hvor jeg har forsøgt at spejle træk og handlemønstre, vi plejer at forbinde med de fremmede i en temmelig almindelig dansk middelklassefamilie.” (Bent Blüdnikow: Portræt af en dansk familie 2006. Berlingske Tidende, 2006-09-16).

 

Skjul

"Jeg skulle ikke være taget herop. Det minder mig om alt det, jeg ikke har mere. Jeg væmmes ved kassen med tommer flasker på terrassen. Jeg væmmes ved måden, jeg voldtager min egen barndom på ved at sidde her og svine den til. Ikke at det var nogen særlig barndom, men der var stadig håb."
"Skjul", s. 30.

Livskrisen ruller i Trisse Gejls roman ”Skjul” fra 2008. Fanny er suspenderet fra sit job som gymnasielærer, fordi hun har haft et forhold til eleven Jannik. Nu har hun søgt tilflugt i barndomshjemmet i Nordjylland. Man følger Fanny, mens hun opholder sig i huset og drikker whisky og sidder omhyllet i et tæppe på terrassen. Imens udfoldes hendes liv gennem flash backs og besøgende fra hendes liv, der hjælper minderne på vej.

Hun har sønnen Bob Anker på tretten år, der bor med sin far i Tyskland. Fanny har gået meget op i sin karriere og har derfor ikke haft meget kontakt med sit barn. Nu forsøger hun sig med en slags forsoning. Hun har selv været udsat for svigt i barndommen, og morens manglende kontrol gik mest ud over storesøsteren Hope. Hope er forsvundet på Svalbard år forinden, og man følger Fannys minder om dengang, hun tog op til det iskolde og mørke ”ikke-sted” for at komme tættere på søsteren.

27373909

Barndomshjemmet er også et slags ikke-sted i perioden, hvor Fanny opholder sig der. Hun ved ikke, hvad hendes faglige fremtid vil bringe. Da Bob Anker er på besøg, ved hun ikke, om deres relation kan reddes. Der er i det hele taget en stemning af uhygge og usikkerhed i huset, og denne stemning forstærkes på en krimiagtig måde ved, at Fanny fornemmer, at der bor nogen i laden. Naboerne er også mystiske, og konen i huset kommer med mad til Fanny – måske for at snage. Måske fordi hun ved noget, som Fanny ikke kender til.

Portrættet af en kvindelig antihelt er nuanceret, og gennem fortidens minder bliver livskrisen begrundet. Det er et ret modigt portræt, fordi der er noget atypisk over en kvindelig figur, der opgiver sin søn og indleder et seksuelt forhold til en syttenårig elev. Gennem en jegfortællers stemme følger læseren Fannys tanker, og denne effekt giver på en gang indlevelse, samt lyst til at give hende et spark i røven. Sproget er malende men til tider fyldt med tør og barsk frustration. Som da Fanny tænker over hendes far, der var en gammel mand, moren havde fundet: ”Nogle gange tænker jeg på, om jeg er, som jeg er, fordi jeg er lavet af gammel træt sæd.” (s. 44).

”Skjul” forsøger at ruske de gængse forestillinger om et kvindeliv. Det er bestemt ikke entydigt, hvad begær er, eller hvordan en familierelation skal være skruet sammen.

Siden blev det for pænt

”Jeg vil give længslen værdigheden tilbage. (…) Jeg længes efter et rigtigt liv, hvor det er mig selv, der mærker regnen på huden, og ikke en eller anden fiktiv figur.”
”Siden blev det for pænt”, s. 18.

Jeg-fortælleren Trine Vedel er i Trisse Gejls seneste roman ”Siden blev det for pænt” (2011) i krise. Som forfatter er hun gået i stå, som kvinde vil hun forløses, og hendes ægteskab balancerer på kanten af et ophør.

I romanens begyndelse er Trine Vedel i Brooklyn, hvor hendes forlag har udstyret hende med en rå fabrikslejlighed som skriverefugium. I stedet for at skrive og skabe kontakter drikker hun øl og lader tankerne flyve. Da hun kommer hjem og finder et langt hår i dobbeltsengen, indleder hun en stille razzia mod ægtemanden Johannes. På sine mange konferencer ender hun oftest i baren eller under dynerne med en ny mand, der skal ”give hende værdigheden tilbage”. Det er, som om hun har sluppet tøjlerne og lader sig drive mod afgrunden for at fremkalde en eller anden reaktion – hos sig selv eller sin mand.

28747721

Sammen med de frugtesløse forsøg på at skrive en kærlighedsroman går dagene med at forsøge at holde sammen på familien, der udover Johannes består af Sofie, hans teenagedatter fra et tidligere forhold, og deres fælles søn Tobias på otte. De modarbejder hinanden og lader deres egne frustrationer gå ud over familien.

Med tiden finder Trine Vedel ud af, at en anden har overtaget hendes identitet og skriver kronikker og kontakter forlag i hendes navn. Hun reagerer ikke på det, for den falske Trine skaffer hende jobs, der kan hjælpe med at banke hendes skattegæld på 300.000 ned. Det er nemmest, og hvad kan der ske ved det?

I en munter og humoristisk stil skriver Trisse Gejl en kriseroman om en kvinde, der ikke længere kan mærke noget. Alt hvad hun har, er noget hun havde engang, som hun selv siger. Hun vil føle noget, men verden er på uopnåelig afstand, og det er nærmest kun i minderne om og savnet efter sin døde bror Mads, at hun kan være til og være sig selv. Familiens ødegård i Sverige går under navnet Tiefland og det er netop det, hun søger: dybde, ægthed og patos.

Gejl navigerer sikkert rundt i forskellige miljøer og rammer tonen hos både sure teenagere, litterater og sleske bankmænd, og omgivelserne træder helt tydeligt frem i romanen. Med sin skarpe persontegning og afvæbnende humor er ”Siden blev det for pænt” et portræt af den moderne kvinde, der har det hele, men ikke kan mærke det.

Romanen blev nomineret til DR-romanprisen 2012.

Ulvekvinten

”– Jeg troede, den var god. Men den er ond. Du må ikke stole på nogen, Frederik. Heller ikke på mig.
Han fører skeen ned i havregrynene igen og ved godt, hvad det er, hun siger, men han ved også godt, at det er noget, hun bare siger, og det gælder om at fordele havregrynene som en jævn sø eller grød og ikke rejse sig lige nu, selvom klokken er otte, og han skal være i skole om ti minutter.”
”Ulvekvinten”, s. 150.

Kvinden Zoe er hovedperson i Trisse Gejls roman ”Ulvekvinten” fra 2016. Hendes historie fortælles af hendes niårige søn Frederik og hendes livslange veninde Beate, der på skift har synsvinklen. Gennem dem hører man om Zoe, der er pianist og underviser på konservatoriet og er gift med Thomas, der er forsker og ofte er væk flere dage ad gangen. De to har et fredeligt liv med Frederik, der mest interesserer sig for at spille computer og skak, og som er god til matematik. Han mødes med sin ven Gustav eller med sine onlinevenner, som han spiller computer med.

Beate er fotograf og er netop blevet forladt af den noget ældre Bjørn efter et langt forhold. Hans søn Jonathan er blevet en vigtig person i Beates liv, og hun skal til at finde ud af, hvem hun er nu – uden mand og uden den snart voksne Jonathan. Hun skal lære at se sine fotografier med egne øjne og ikke med Bjørns kritiske blik, og hun skal finde en balance i at overtage omsorgsopgaver for Zoe, som langsomt forsvinder ind i sin egen verden.

52203201

Zoe tager små skridt – som først kun sønnen Frederik opdager – ind i sin psykiske sygdom, indtil den bryder ud i lys lue, og hun må indlægges. Hun føler et ansvar for alle lidende børn i Syrien, for al verdens ondskab og meningsløshed, og hun anklager de andre for at lukke øjnene for det. Frederik oplever sin mor fuld, utilregnelig og afvisende, og han prøver på bedste vis at fungere, selvom hans lille familie er i opløsning. Flere gange tager Zoe ham med i bilen og kører af sted uden mål og med, og han kan ikke gøre andet end at følge med og tilpasse sig sin syge mor.

Skildringen af en mors forsvinden ind i depression set med hendes søn og venindes øjne optegner problematikkerne omkring psykisk sygdom. Burde man have opdaget det, og hvad skulle og kunne man have gjort? Hvilket ansvar har man som pårørende, og hvordan støtter man en familie, der rammes af sygdom? Hvad gør det ved ens omgivelser, at man er syg?

Trisse Gejl stiller i denne roman spørgsmål i stedet for at svare klokkeklart og tegner samtidig et rørende portræt af en lille dreng, der tvinges til at forholde sig til voksenalvor alt for tidligt i sit liv. 

Genrer og tematikker

Trisse Gejl skriver med et engagement igangsat af begivenheder, der har rørt hende personligt. Hendes rejseoplevelser har sat deres tydelige spor i et sanseligt sprog, der får læseren til at se slummen i Bombay eller baggården i London tydeligt for sig. Hendes fars død i 2000 og hendes efterfølgende depression var afsættet til at skrive ”Patriarken”, der handler om at miste på flere planer. Den er dog ikke egentlig selvbiografisk. Psykisk sygdom er også handlingens omdrejningspunkt i romanen ”Ulvekvinten” fra 2016. Trisse Gejl siger selv om udviklingen i sit forfatterskab: ”Hvis man kan tale om en tråd er den næppe rød. Jeg er startet i det noget selvbiografiske og har bevæget mig længere og længere ind i fiktionen, hvor jeg er i stand til mere med mine figurer.” (Gitte Fangel: Sproget er motor. Litteratursiden, 2006-09-11).

I sit samlede forfatterskab bevæger Trisse Gejl sig fra de nære psykologiske udviklingshistorier til den mere politiske og almene fortælling. Forskellen på for eksempel ”Spradefuglen” og ”Patriarken” er autenticiteten i miljøerne. Førstnævnte foregår konkret i Aarhus, mens ”Patriarken” finder sted i et mere alment dansk univers. Måske hænger denne udvikling sammen med den bevægelse, Trisse Gejl selv beskriver, hvor det selvbiografiske bliver mindre og mindre præsent og fiktionen tager over.

I ”Patriarken” og ”Skjul” forstærkes beskrivelsen af Danmark af i dag. Der er familier i opløsning, der ikke formår at kommunikere med hinanden, og i ”Patriarken” kan de nære beskrivelser af personerne overføres på samfundet generelt.

Følelserne er altid nærværende hos Trisse Gejl, og man kommer tæt på de agerende karakterer og deres historier. Fortællerstemmerne har ofte en næsten umærkelig distance til karaktererne. Der er dog altid en indlevelse i og sympati for de involverede. Man får en lille bid af en skæbne, men også en luns af omgivelserne, der er med til at forme og bevæge. Det kan være England i slutfirserne eller Danmark i samtiden. Fælles er, at omgivelserne påvirker den personlige skæbne og historie. Trisse Gejls romaner dykker altid ned i en vigtig periode i et liv, hvor der sker en omvending eller erkendelse. De grundige beskrivelser med et på en gang hverdagsligt og billedrigt sprog af det nære liv, man er omsluttet af, giver dybde og realisme til fortællingerne.

Temaerne kredser tit om drømme, der ikke er blevet til noget, eller valg, der skulle have været truffet tidligere. Der er ofte stoffer eller misbrug, der er psykiske problemer og nødvendige erkendelser. Fælles er, at lige meget hvor syret et trip eller en indbildning kan virke, er det altid realistisk funderet. Man kan således være rigtig mærkelig i Trisse Gejls univers: Man kan være overtroisk med tal, dæmonisk eller tro, at man er en havfrue, men der er aldrig tale om mystik eller mytologi. Hendes figurers adfærd er altid psykologisk eller socialt begrundet, og der er derfor tale om stjerneklar realisme. Der er en historisk og følelsesmæssig autenticitet, der også er med til at give indlevelse. Hun anvender nogle gange flere fortællerstemmer, der gør det muligt at se en sag fra flere sider og lære flere af de involverede godt at kende. Sproget er med til at forstærke følelser og stemninger, men Trisse Gejl skriver ikke romaner for sprogbearbejdelsens og spillets skyld. 

Beslægtede forfatterskaber

Trisse Gejls realistiske fortællinger, der oftest følger en kvinde og hendes vanskeligheder i livet, kan give mindelser om Hanne-Vibeke Holsts forfatterskab. Hun skaber også portrætter, hvor figurerne er præget af omgivelserne og samtidens miljø, og hvor man får adgang til deres indre liv. En lighed er også, at begge de to kvinders romaner i større eller mindre grad følger forfatterens eget livsforløb. De ungdomsorienterede romaner fra Trisse Gejls hånd kan ydermere sammenlignes med Lotte Inuks hjerteblødende og dramatiske "Regina"- trilogi.

"Stilleben" kan med sin ironiske fremstilling af en kvindes iscenesættelse, dens talesprogsagtige vendinger a la "Nå, men..." og tonen, der ligger i grænsefeltet mellem det registrerende og det plaprende, minde lidt om stilen i "Nynnes dagbog". Blot er Julie ikke ligeså selvironisk som fortællerstemmen lægger op til, og der er en meget mere brutal konsekvens bag det bristede selvbillede.

Trisse Gejls nære beskrivelser viser, hvordan en personlig oplevelse eller et minde kan være katalysator for et kraftfuldt og indlevende sprog, og forfatterkollegaen Morten Ramsland trækker for eksempel på sin egen baggrund i "Hundehoved", der er baseret på hans egen slægts historie.

 

Bibliografi

Romaner

Gejl, Trisse:
Hvor mælkebøtter gror. Centrum, 1995.
Gejl, Trisse:
Spradefuglen. Centrum, 1998.
Gejl, Trisse:
Bombay-blues. Dansklærerforeningen, 2000.
Gejl, Trisse:
Stilleben. Centrum, 2002.
Gejl, Trisse:
Patriarken. Lindhardt & Ringhof, 2006.
Gejl, Trisse:
Skjul. People's Press, 2008.
Gejl, Trisse:
Siden blev det for pænt. People's Press, 2011.
Gejl, Trisse:
Vejen. Klingbjerg, 2014.
Gejl, Trisse:
Ulvekvinten. People's Press, 2016.

Skuespil

Gejl, Trisse:
Æblefugl. Forlaget Drama, 2004.
Gejl, Trisse, Jens Blendstrup, Karen Marie Edelfeldt og Tove Haraldsted:
En lille én. 2006. Skuespil.
Gejl, Trisse:
Et aparte barn, 2009.

Bidrag til antologier

Egelund, Marianne og Nanna Gyldenkerne (red.):
Spotlight – nærbilleder af forbilleder – Portrætinterviews med forskellige kulturpersonligheder. Agertofts Forlag, 1993.
Dansk udsyn. Antologi. Askov Højskole, 1999.
Godnathistorier til Århus og det 20. århundrede (oplæsningshappening sammen med blandt andet Svend Åge Madsen, Peter Laugesen og Pablo Llambías). Forlaget Sesam, 1999.
Gejl, Trisse (red.):
Fortællere og steder i Norden – 11 nordiske forfattere på Hald Hovedgård 2002. Trisse Gejl er redaktør, bidragyder og fotograf. Dansk Forfatterforening, 2002.
Mygind, Anne Marie & Mai Rasmussen:
Brev til mit yngre jeg. Teksten ”Hold fast i ungdommens ideer”. Pretty Ink, 2007.
Bresson, Lene Rikke (red.):
Midtjyske Fortællinger. Det Danske Forfatter- og Oversættercenter Hald, 2008.
Berenth, Else og Ivar G. Jonsson (red.):
Spor i tiden. Forlaget Frydenlund, 2008.
Mogensen, Nanna og Klaus Rothstein (red.):
Kort fortalt – danske noveller 2000-2010. Novellen ”Vejen”. Tiderne skifter, 2010.
NNV-korridorer – en tekstsamling (i ord, i lyd, i billeder). Forlaget Korridor, 2010.

Om forfatterskabet

Kilder

Trisse Gejls egen hjemmeside har en fyldig biografi, bibliografi og nyheder om oplæsninger og foredrag.
Her er der både et interview med Trisse Gejl om Patriarken og en analyse af romanen.
Holck, Mette:
At Kysse grænsen til det absolutte vanvid. Interview med Trisse Gejl i anledning af debutromanen ”Hvor mælkebøtter gror” i Griflen nr. 16, 1995.
Fangel, Gitte:
Sproget er en motor. Litteratursiden, 2006-09-11 Sproget er en motor. Litteratursiden, 2006-09-11
Blüdnikow, Bent:
Portræt af en dansk familie. Berlingske Tidende, 2006-09-16.
Nordgren, Malin:
Förluster röd tråd i familjehistoria. Dagens Nyheter, 2008-01-05.
Thorup, Mette-Line:
Nu kan kvinden også være et skvat. Information, 2008-09-04.
Litteratursiden, 2011-07-05.

Søgning i bibliotek.dk

Emnesøgning på Trisse Gejl

Kilder citeret i portrættet

Kilder

Blüdnikow, Bent:
Portræt af en dansk familie. Berlingske Tidende, 2006-09-16.
Fangel, Gitte:
Sproget er en motor. Litteratursiden, 2006-09-11.
Citat fra hjemmesiden.