En stor pokal pryder forsiden af Maria Gerhardts anden udgivelse, digtsamlingen ”Amagermesteren”, der udkom i 2015. Et vigtigt motiv i bogen er da også ønsket om at vinde, blive den bedste og være noget ganske særligt – både som sportsudøver og i livet. I Gerhardts digte bliver det en bestræbelse, der kædes sammen med ungdommens selvtillid og almagtsfølelse: ”Den største/ den bedste/ den stærkeste/ det er min brist/ min unge mund der taler” (s. 49).
52077583
Ligesom i Gerhardts første bog er der også her tale om et autofiktivt udgangspunkt med et digterjeg, der færdes omkring Hollænderhallen på Amager, kæmper med at finde ud af sin egen kønsidentitet og som den første i familien får kræft. Bogens fortællende digte skildrer episoder fra barndom og ungdom og er præget af selvironi og tilbageblikkets melankoli. Som det hedder om det lyriske jegs fascination af sportsfilm: ”Først bliver man født og kan ingenting, så øver man sig og øver sig og lige så langsomt bliver man den bedste.” (s. 9). Sportsmetaforikken bruges i Gerhardts digte ligeledes til sætte spørgsmålstegn ved den logik, at man enten tilhører det ene eller det andet hold. En gennemgående tematik er følelsen af ikke at passe ind i fastlagte kategorier og være splittet mellem to sider, ligesom skilsmissebarnet i samlingens første digt, hvis hoved svinger fra side til side, fra sin mor til sin far, ligesom i en tenniskamp.
Digterjegets oplevelse af familieliv og køn er ligeledes præget af kompleksitet, flertydighed og oplevelsen af ikke at være som de fleste: ”På det allersidste billede/ har jeg krænget kjolen af/ sidder i sandaler/ imellem min far og min mor (…) jeg er seks år gammel/ jeg ved/ at dette/ er det forkerte hold” (s. 47). Det samme gælder i skildringen af den spirende seksualitet: ”I bad med et hold nøgne piger/ der lugter af jord og parfume/ starter jeg øvelsen/ kunsten/ at kigge ingen steder hen/ det er en/ gentlemans sport” (s. 15).
Maria Gerhardt blev nomineret til Politikens litteraturpris 2015 for ”Amagermesteren”.