Den korteste tekst er på en linje og den længste på en side i Maria Gerhardts kortprosasamling ”Transfervindue – Fortællinger om de raskes fejl” fra 2017, som indeholder to spor. Det første er en science fiction-fortælling, hvor en del af Nordsjælland er omdannet til et luksuriøst hospice med juicebarer, cannabisolie, vinterbadning og virtual reality-butik, hvor man kan genopleve mindeværdige stunder fra sit liv. Området fra Tuborgflasken til Bellevue er tilpasset de terminalt syge: ”Alle tøjbutikker er væk. Der er ikke flere poloer eller sorte ting med pels. Et par butikker har specialiseret sig i hvide accessories” (s. 38), som det hedder med Maria Gerhardts velkendte satiriske tone. Hospice-fablen skildrer et område, hvor patienterne er sammen med ligesindede og befriet fra de raskes velmenende råd og emojis. Som patient i hospiceområdet slipper man også for hele tiden at være den, der gør dem, man holder af, kede af det med sin sygdom: ”Jeg skal intet i dag ud over at pleje min krop og nyde mit liv, som man siger. Jeg har ingen at skuffe, ingen at belaste” (s. 41).
52983150
Bogens andet spor lægger sig i forlængelse af Maria Gerhardts debutroman med autofiktive tekststykker om livet som kræftpatient og om kærligheden til især kæresten og barnet. Med en jeg-fortæller, der henvender sig til primært et du og et han, skildrer Gerhardt i tilbageblik bl.a. vreden, fortvivlelsen og oplevelsen af uretfærdighed over at være blevet ramt af en dødelig sygdom i så ung en alder – og de glimt af lykke, hvor det for et øjeblik glemmes, at ”katastrofen ikke er på vej, katastrofen er her allerede” (s. 7). Bogen indeholder også hjerteskærende erindringsbilleder om ensomhed og et forandret forhold til de nærmeste: ”Jeg sagde til mig selv, igen og igen, at det var okay, at det var okay, at han ikke ville have mig som forælder, når nu jeg snart skulle dø”. (s. 25).
Nutidsniveauet i de autofiktive tekststykker er præget af vemodighed men også af en afklaret tro på, at der venter noget på den anden side af døden. Ligesom i fodboldverdenens transfervindue er jeget i et grænseland med noget ukendt forude. Det stærkeste budskab i samlingen synes dog at være, at kærligheden vil fortsætte med at eksistere og bæres videre: ”Det smukke i, at du aldrig finder en, der kan erstatte mig. Det smukke i, at du gør.” (s. 76).