Signe Gjessing er født i 1992 og opvokset i den lille by Ranum ved Limfjorden i Vesthimmerland. I dag er hun bosat i København, men den tætte relation til naturen, som bruges som afsæt for refleksion og erkendelse, har hun taget med sig, og æstetiseringen af naturen udgør det mere eller mindre eksplicitte grundlag for hendes digte.
Hun er datter af præsten, billedkunstneren og lokalpolitikeren Ninni Lodahl Gjessing og lægen Per Gjessing, som begge i kraft af en grundlæggende poetisk tilgang til tilværelsen har skabt en kreativ og inspirerende baggrundskulisse for Signe Gjessings opvækst. Det var dog først på Vester Thorup Efterskole, at Gjessing for alvor fik øjnene op for poesiens verden: ”At åbne øjnene for en sart, men uforfinet, nær opfattelse af alt omkring os, tror jeg mange digtere drømmer om. Da jeg på efterskolen blev introduceret for digte og poesi, fandt jeg ud af, at det også var, hvad jeg drømte om.” (Vesthimmerlands Gymnasium og HF: Poeten Signe. Skoleblad, 2011-12).
I gymnasietiden på Vesthimmerlands Gymnasium og HF var Gjessing særdeles aktiv og engagerede sig blandt andet i musik, billedkunst, fodbold og politik. Kendetegnende for hendes tilgang uafhængigt af disciplin var en insisteren på at gøre tingene på sin egen måde; at male ekspressive abstrakte billeder, at spille klaver uden brug af noder osv. Denne tilgang gælder i høj grad også for Gjessings digte, hvoraf nogle blev publiceret i kunst- og lyriktidsskriftet Hvedekorn, mens Gjessing stadig gik i gymnasiet.
I 2012 blev Signe Gjessing optaget på Forfatterskolen og har her markeret sig som en af de mest særegne stemmer i dansk litteratur i øjeblikket. Allerede i februar 2014, mens hun stadig gik på skolen, udkom hendes debutsamling ”Ud i det u-løse”, som har høstet enorm anerkendelse for sit sproglige overskud og dybt originale billedsprog.
Signe Gjessing er både i sin egen tilværelse og i sin digtning draget og inspireret af kristendommen, og i slutningen af sine 20’ere konverterede hun til katolicismen. Det giver hende et fast holdepunkt, når hendes tanker ellers svæver, har hun udtalt i et interview. I samme interview beskriver hun, hvordan hun har viet sit liv til poesien alene og de sidste ti år kun har levet af legater: ”Digte er en enorm lidenskab for mig. Det vedkommer mig dybere end noget andet. Min seneste digtsamling har handlet om intensitet, kun intensitet. En af mine yndlingsdigtere, tyske Nelly Sachs, skriver: ’Ej går hun på vandring/ med sit silende støv/ hun spiser den søde søndagsdessert/ og kysser stenen og lytter til dens blå sprog.’ Det handler om at blive, hvor man er, i sin lille firkantede lejlighed, men derfra nå til en særlig intens virkelighed. Det tror jeg meget på.” (Marta Sørensen: Universet backpacker igennem mig. Weekendavisen, 2024-03-26).