Blaffende rum nænnende alt

Citat
”nye sideskilninger, du er/ en sideskilning i midten/ af tiden, jeg reder din tid// med en børste af stjerners bange anelser”
”Blaffende rum nænnende alt”, s. 6.

I sin anden digtsamling, ”Blaffende rum nænnende alt” (2015), fortsætter Signe Gjessing sin valfart ud i det kosmiske verdensrum. Ligesom debuten, ”Ud i det u-løse”, påkalder Gjessings anden samling sig opmærksomhed allerede ved sin fysiske fremtoning. Den er trykt i et usædvanligt stort format med stift omslag, og der er en slående uoverensstemmelse mellem dette og samlingens beskedne omfang på 32 sider.

51747666

Allerede med den fysiske indpakning er man altså som læser bragt på gyngende grund. Det konventionelle, regelbundne er kastet i grams. Det samme gælder for digtene, og det underbygges af deres fremtræden på siderne, hvor det store format giver ordene lejlighed til at boltre sig i en hulter til bulter-æstetik, der afspejler digtenes betydningskerne – her slippes tanker løs, logikker opløses, og rammer brydes. Universer kolliderer, nye billeder og nye ord opstår: ”nedfaldskinder”, ”værensknitren”, ”edderdunsatom”, ”stjernebede”, ”kontinentkantsten”, ”citrusverdensrum”, ”højtrykshorisonter”. Samlingens byggesten er de uvante sammenstillinger.

Fascinationen af det kosmiske, det gigantiske og det uendelige er også i denne samling drivkraften, og ligesom ”Ud i det u-løse” bindes dette sammen med brudstykker fra personsfæren. Især i begyndelsen af denne anden samling er der mange forankringer i tid og sted, konkrete iagttagelser og et ’du’, der følger digterjeget. Kærligheden mellem to mennesker optræder som tema, men dyrkes ikke som et afgrænset fænomen. Snarere ses kærligheden som et bindemiddel og som en indgang til det metafysiske. I den forstand kan man spore et forløb i samlingen, hvor kærligheden bliver afsæt for et spring ud i verdensrummet. Digtene vil række endnu længere ud i dette rum end debutsamlingen – fortsætte der, hvor den slap. Blikket er hele tiden rettet mod horisonten – et ord, der optræder talrige gange – som er udtryk for det måske uopnåeligt fjerne, men også betegner samlingspunktet mellem det jordnære og det kosmiske, og netop mødet mellem de to er kardinalpunktet i Gjessings poesi.