Signe Gjessings digte er ganske umulige helt at blive klog på. De sproglige billeder giver sjældent logisk mening, de går aldrig helt op, og lige på det punkt er det altid frustrerende og utilfredsstillende at læse Gjessings digte. Dette er så udtalt, at det går hen og bliver et tema for hendesGjessings poesi generelt. En del af den debat, der er opstået omkring Gjessings digte, har gået på, om digtene lukker sig for meget om sig selv; om de med andre ord er for uforståelige.
En grundlæggende pointe er i denne sammenhæng, at digtene skal forstås med andre værktøjer end sproglig og analytisk indsigt. De skal sanses og fornemmes i deres umiddelbare udtryk, inden vores rationelle sanseapparat går i gang med at behandle det læste. Der skal via digtene etableres en kontakt til de markant større og rigere verdener, der findes bag den reducerede virkelighedsforståelse, vi trækker ned over tilværelsen. I et af digtene fra ”Ud i det u-løse” indgår denne betragtning: ”Vi nedbider gryet med tænder som forkortede/ blikke/ over en verden der ser mindre ud end den er.” (s. 44). Det er netop dette begrænsende, rationelt funderede udsyn, Gjessings digte opponerer mod.
Med deres fokus på det metafysiske, ukonkrete og abstrakte kan der synes at være langt mellem Signe Gjessings digte og andre digtere i hendes generation som Yahya Hassan (som hun delte Bodil og Jørgen Munch-Christensens Debutantpris 2014 med) og Theis Ørntoft, der har en klar politisk agenda. Ifølge Signe Gjessing er der dog altid en tæt relation mellem poesi og politik. ”Ud i det u-løse” karakteriserer hun på denne måde: ”Drivkraften for den her digtsamling er et samfundsengagement. Troen på, at ord og tanker kan ændre i sig selv. Det er ikke en protestdigtsamling eller en tale fra en stol. Det er en handling. Digtet er en aktion. Vores kroppe er hænder, der rækker ind i verden, for at redde den ud. Politik betyder at handle og ændre, og hvis det er sandt, så er der ikke nogen forskel på poesi og politik” (Matthias Dressler-Bredsdorff: Debuterende digter: ”Digtet er en aktion”. Politiken, 2014-26-02).
I Signe Gjessings senere digtsamlinger er kristendommen en tydelig referenceramme. Grundmodsætningen mellem lys og mørke, liv og død, kroppen og det uendelige kosmos finder man i forskellig udstrækning i både ”Illuminationen af alt” og ”I kan da også bare skrive om stjernerne!”, hvor kroppen i uvante sproglige billeder smelter sammen med stjernestøvet, verden, universet – alt det uden for vores fatteevne.
Ifølge Signe Gjessing er der tanker bag hendes poesi, ikke med poesien. De følger deres egen indre logik og hviler i sig selv. Faktisk er det en fast overbevisning hos hende, at poesien ikke skal indblande det politiske eller det autofiktive. Sproget skal insistere på sig selv og sin egen skaberkraft: ”Alt, der er koncentreret om, hvad jeg gør i dag. Så var jeg til tandlægen, og ved du, hvad der så skete. Det kan jeg ikke med. Poesien er suveræn, den skal have sig eget rum og ikke valse rundt i, hvad der sker lige nu.” (Marta Sørensen: Universet backpacker igennem mig. Weekendavisen, 2024-03-26).