Synet og vennen

Citat
”Jeg var ansvarlig for hans liv helt ind i uendeligheden og til alle tider … og han døde ung. Og hvorfor tager jeg det så let? Det er mit spørgsmål … hvorfor så let?”
”Synet og vennen”, s. 13-14.

Med ”Synet og vennen” (2018) fikår Signe Gjessing sin debut som prosaforfatter. Bogen består afi en mindre tekst på små 50 sider, der på forsiden betegnes som ”En fortælling”. Sorgen over en vens død er fortællingens forankring, men ellers er ”Synet og vennen” kendetegnet af en løselig form med hyppige spring i tid, sted og fokus. På samme vis er bogen trods en mere prosaisk grundform end Gjessings tidligere udgivelser præget af hendes karakteristiske vægtløse poesi med flittigt udkig til verdensrummet. Denne letbenede og svævende poesi indgår i et spændingsfelt med bogens alvorstunge tematik.

54161301

I bogens begyndelse bliver fortællerens nære ven, Florian, begravet. Efter begravelsen følger vi fortællerens umiddelbart lidt vilkårlige færden i forsøget på at komme overens med det faktum, at Florian er væk. Hvor går man hen med sin sorg, hvis det da er det, man føler? Hvor kan den rummes? Fortælleren søger mod venner, fremmede, havet, Hölderlins skove i Hardt, inden hun ender som frivillig medarbejder i en Kirkens Korshær-genbrugsbutik, ”en åben afdeling for ingenting” (s. 34).

I tillæg til Gjessings vidtfavnende billedsprog, som man kender det fra hendes digte, spiller ”Synet og vennen” også på andre tangenter. Den rummer mere håndgribelige, ofte humoristiske, hverdagsskildringer, og så har den et væsentligt større fokus på menneskelig interaktion, hvor dialogerne klinger med en beckettsk absurditet. Relationer mellem mennesker er netop kardinalpunktet i ”Synet og vennen”. Mere end noget andet handler den om, hvordan vi som mennesker tager del i andres liv og deler tilværelse med vores medmennesker, og dermed bliver døden også et komplekst fænomen, fordi de døde ikke bare forsvinder, men lever videre i os og gennem os. Om den afdøde Florian bemærker fortælleren i bogens begyndelse: ”jeg tror, at han kommer til at vise os sider af sig selv, som vi ikke vidste af” (s. 10). Menneskets væsen transcenderer dets kropslige beholder og flyder over i andre.