Digteren, dramatikeren og forfatteren Johann Wolfgang von Goethe blev født i 1749 i den allerede dengang driftige handelsby Frankfurt ved floden Main i delstaten – dengang fyrstedømmet – Hessen. Det lille von i navnet kom til senere som anerkendelse for hans indsats som minister i fyrstedømmet Weimar. Hans far var handelsmand og jurist med tilknytning til kejseren. Han voksede op i “Zu den drei Leiern” en anseelig villa, eller et byhus om man vil, gavl mod gavl med naboerne med tre stokværk og stejlt skiffertag. Han var en ud af blot to i en søskendeflok på seks, som overlevede barndommen.
Som fireårig fik han et marionetteater af sin farmor. Året efter udløste jordskælvet i Lissabon en tidlig tvivl på gud. Han oplevede splittelse i familien, da syvårskrigen (1756-63) drev en kile ned mellem hans preusservenlige far og resten af familien, som var fransk-østrigsk-stemte. Den franske besættelse af Frankfurt i krigens sidste år trak et omrejsende teater med sig. Den lille Goethe var fast mand på lægterne og fik ud over et kendskab til en række franske klassikere lært sproget – blot et af flere, han øjensynligt beherskede et eller andet sted mellem godt og fremragende.
I en opvækst, hvor tro, håb og kærlighed var udtrykt gennem strenge krav til hans præstationer fik han omfattende privatundervisning i græsk, latin, italiensk, engelsk og hebraisk. Hertil kom tegning, skønskrift og klaverspil. Omridset af den lille renæssance-mand, multitalentet, som digtede bagdelen ud af bukserne på de fleste og var ferm til det meste andet, herunder at charmere damerne, begyndte at tegne sig i årene omkring konfirmationen. Han når at lære at ride og fægte og rage sig et par forelskelser til, inden han som sekstenårig, i 1765, rejser til Leipzig for på farens ønske at blive jurist.
Da han nedfælder sine barn- og ungdomserindringer halvtreds år senere i værket Aus meinem Leben: Dichtung und Wahrheit (“Digtning og virkelighed”) er der tale om en del møder med “fortræffelige” mænd i adel, embedsværk og næringsliv, og et “muntert” selskab, når det gjaldt en kreds af jævnaldrende. I rokokobyen Leipzig havner han netop i sådan et muntert selskab, og måske er det lidt for muntert. Han er allerede distraheret af digtningen, som trækker i ham, og det går ikke for godt med studierne. Han kan hverken gøre sig fri af farens ønsker eller leve op til dem, og efter tre år slår det sig på helbredet. Han vender tilbage til Frankfurt, syg og nedbrudt og uden eksamen. Gamle Goethe er ikke imponeret, og da sønnen er kommet sig over en svulst på størrelse med en ananas, bliver han sendt til Strassburg for at fuldende, hvad han havde påbegyndt i Leipzig. I 1771 får han sin afsluttende eksamen.