Romerske elegier

I 1786 flygtede Goethe fra sine administrative opgaver til Italien og hvilede ud i armene på en luder. Sanseligheden får en passende historisk ramme i klassikkens billed- og mytemageri med kropsfokusering, frække guder, frugtbarhedskult og Bacchus-ritualer, fejret i digtsamlingen Römische Elegien fra 1795 (“Romerske elegier”, 1920). Sanseligheden udvikles som en art æstetiseret lyst og lystfuld æstetisering i mødet med kunsten og kvinden. Til gengæld skruede Goethe ned for emotionerne og orienterer sig klassisk mod en mere afdæmpet stil. Fra byen og dens klassiske monumenter glider Goethe over i dens inkarnation, romerinden, ånden, som puster liv i de klassiske monumenter:

“Glad og betaget fornemmer jeg nu den klassiske grund, mens
fortid og nutid som aldrig før taler til mig.
Efter et viseligt råd gennemblader jeg alle de gamle
værker med ivrige hænder, og dagligt med større behag.
Natten igennem har Amor dog pålagt mig anden bestilling,
bliver jeg kun halvvejs en lærd, fordobles min lykke derved.
Men jeg studerer vel også, idet jeg fornemmer og følger
brysternes runding og mærker mig hofternes form?
Da først forstår jeg skulpturen, tænker og sammenligner,
ser med et følende øje, føler med seende hånd.
Dog, vi kysses ikke bestandigt, men snakker da også fornuftigt,
sover hun, ligger jeg stille og tænker iblandt på så mangt.
Ja, jeg har tilmed tit ligget i hendes arme og digtet,
talt heksameterets takt med let og legende hånd
langs hendes ryg. For hun ånder så sødt i sin slummer,
at hendes åndedrag fylder mit indre med glød.
Amor pudser os lampen imens, og han mindes de tider,
 da han på lignende vis tjente sit triumvirat.” (side 12). 

“Romerske elegier” var et af de værker Goethe selv betragtede med størst tilfredshed. Hos den store Goethe-kender Georg Brandes giver det anledning til følgende betragtning, “maaske lidt magelig og massiv Sanselighed, der til Forskel fra Oldentidens er hedensk i den forstand, at den nyder sin Ligegyldighed overfor asketiske Forskrifter, som Antikken ikke kendte til. Det er næsten unødvendigt at meddele, hvilken indignation de fine Damer i Datiden følte over “Frækheden” i de Romerske elegier, eller hvorledes mandlige zionsvogtere tog paa dem med en ildtang.” (“Johann Wolfgang von Goethe”, bind 1, side 262). 

Tilbage i Weimar et par år senere flytter Goethe sammen med den unge Christiane Vulpius og får en del børn, hvoraf kun én overlever barndommen og ingen deres far. Goethe skriver et par klassisk inspirerede dramaer vendt mod Den Franske Revolution, som han anså for den politiske pendant til en naturkatastrofe, så kaster han sig over det civiliserede samfunds byggesten, individet. Det skal dannes, hvor dannelse forstås som mangel på fordomme, og mangel på fordomme nok også kan forstås som den store digters frihed til at leve på polsk med Christiane uden at skulle høre på “de fine damer” og “de mandlige zionsvogtere”.