Baggrund

Citat
””Høje dronning, send mig af sted!” bad han.”Tror du ikke hellere, du skulle gå ud i stalden og muge ud?” sagde ridder Tjørn og lo højt. ”Knægten er jo ikke engang ridder!” sagde en hofmand. Men dronningen smilede til Hassel og sagde: ”Hvad han ikke er, kan han blive. Du har mod. Det kan jeg lide.””
”Det fortryllede skjold”, s. 13.

Peter Gotthardt er født og opvokset i Vanløse. Bøger har altid fyldt meget i hans liv. Da han var lille, læste hans forældre højt for ham og tog ham med på Vanløse bibliotek, hvor der dengang bare var en enkelt krybbe med børnebøger. Senere, da han begyndte i skolen og lærte at læse selv, slugte han den ene bog efter den anden. Både eventyr og romaner men også faglitteratur om historie, geografi, natur, opfindelser osv. Han fik dermed en bred almen viden, hvilket har haft stor betydning for hans egne historier.

Da Vanløse bibliotek blev for lille for ham, gik han i stedet til Valby bibliotek, der dengang i 1950’erne udmærkede sig ved at have noget så enestående som en hel afdeling kun med børnebøger. ”Turen tog en time hver vej, men det gjorde ikke noget, for så kunne jeg gå og tænke på alt muligt undervejs. Jeg bruger stadig at gå en tur i fred og ro, når jeg skal få en god idé eller gennemtænke handlingen i en roman. Det er min erfaring at rytmen i kroppen er med til at skabe en god rytme i handlingen” (Peter Gotthardt: Om mig selv og mine bøger).

Peter Gotthardt blev nysproglig student i 1965, hvilket var fuldstændig i tråd med hans interesse for sprog, ord og formidling. Herefter læste han til folkebibliotekar, og fra 1971-2006 arbejdede han på et børnebibliotek. En del af arbejdet på biblioteket i de første år var at arrangere højtlæsning for børnegrupper. Her fortalte Peter Gotthardt de gamle irske eventyr om Finn og hans mænd, der senere blev til hans første udgivelse ”Finn og hans mænd og den røde heks” (1984).

Efter et par udgivelser mere holdt Peter Gotthardt en pause med skriveriet og arbejdede bl.a. som forlagsredaktør i et par år. Det gav ham et godt indblik i bogproduktion, og han lærte også, ”at selv om en bog bliver rost af anmelderne for at være stor kunst, er det ikke sikkert, den bliver solgt og læst” (Peter Gotthardt: Om mig selv og mine bøger).

I 2006 stoppede Peter Gotthardt som børnebibliotekar og har siden brugt alt sin tid på at skrive. Han er særdeles produktiv, og i 2013 rundede han udgivelse nr. 100.