Det er i det hele taget karakteristisk for Greenes forfatterskab, at der i henseende til motiver og temaer såvel som til atmosfære er et fællespræg, som hyppigt beskrives med betegnelsen "Greeneland". Det er ikke nogen bestemt geografisk lokalitet, men snarere et mentalt univers, som bøgerne udspringer af, og som sætter sit præg på skildringen af de mangfoldige steder rundt om på hele kloden, der danner rammen om Greenes historier.
Der er en betoning af fysisk og psykisk ubehag i oplevelsen af de forskellige miljøer. Greene har et skarpt blik for det snuskede og tarvelige, det truende og dystre, og i de mere humoristiske bøger det groteske og morbide i tilværelsen. Det er typisk for Greenes personer, især i den tidlige del af forfatterskabet, at de er eller føler sig på en eller anden måde jaget eller trængt. De har en stærk følelse af tilværelsens elendighed, nederdrægtighed og håbløshed og deres egen ufuldkommenhed. Ofte bærer de på en følelse af at have sveget eller svigtet eller et ønske om at unddrage sig medmenneskelige relationer.
Flugtmotivet, der skaber den spændende historie, har således sit modstykke i den psykologiske skildring. Med eller mod deres vilje bliver mennesker involveret i relationer i kraft af bånd, der knyttes af kærlighed og had, ansvarsfølelse og medlidenhed. Der er et spændingsfelt mellem på den ene side individets ønske om uafhængighed og fred, som leder ham til at undgå eller frigøre sig fra menneskelige kontakter og bånd, og på den anden side et træk fra omverdenen, som gør krav på individets engagement og en dertil svarende trang til at knytte bånd og blive involveret. Det er i dette spændingsfelt, at de konflikter, de fleste af Greenes romaner er bygget over, udspiller sig.
Der er således et fællespræg over Greenes fiktionsverden, men samtidig nogle interessante og væsentlige udviklingslinjer i hans 60-årige virke som forfatter.