Olga Grjasnowas litteratur rummer en arv fra tjekken Milan Kundera, der siden 1975 har skrevet på fransk fra sit eksil i Frankrig. Kundera og Grjasnowa har det til fælles, at de skriver i en let melankolsk tone med tendenser mod det sanselige. De skriver begge med et fraværende hjemland in mente.
Britiske Zadie Smith skriver i ”Hvide tænder” (2000) om London og om kampen for at skabe en fornuftig tilværelse i en ny storby og en ny kultur med stadig respekt for sine egne rødder. Smith er ikke som Grjasnowa emigrant, men er født i London og datter af en jamaicansk indvandrer. Smith og Grjasnowa indlemmer begge slang og fremmedsprog i deres litteratur, hvilket gør værkerne håndgribelige og autentiske.
Yoko Tawada er en anden ung, kvindelig emigrantforfatter i Berlin. Hun skriver med sin japanske kultur i bagagen og har en god evne til at fokusere på de sproglige udfordringer, man oversvømmes af som tilflytter. Hendes vigtige værker som ”Das Bad” (1989), ”Ein Gast” (1993) og ”Das nackte Auge” (2004) er ikke oversat til dansk.
Romanen ”Den hvide tiger” (2008) af indiske Aravind Adiga udfører Grjasnowas projekt med omvendt fortegn. Indiske Adiga blev fyrsteligt uddannet i udlandet og vendte senere hjem til sit hjemland med et par nu fremmede øjne. Derfor er ”Den hvide tiger” skrevet med formålet at trække alle de forkerte ting i Indien frem i lyset. Ting som man ikke let ser med indfødte øjne, der har vænnet sig til skidtet. Adigas stemme er mere humoristisk og overdreven end Grjasnowas, som er oprigtig og personlig.