o grjasnowa
Foto: Jakob Dall / Information / Ritzau Scanpix

Olga Grjasnowa

cand.mag. Christian Baun, iBureauet/Dagbladet Information. 2013.
Top image group
o grjasnowa
Foto: Jakob Dall / Information / Ritzau Scanpix
Main image
Grjasnowa, Olga
Foto: C&K Forlag APS

Indledning

Den unge aserbajdsjaner Olga Grjasnowa har samlet noget spændende op fra bunden af et flosset Europa – et potentiale som hun ser i det multikulturelle og det personlige. Her er tosproget ikke et skældsord og hendes romankarakterer er fyldige af sprog, karakter og erfaringer, om det så er fra borgerkrig, emigration, uddannelse eller deres egne tunge valg.

Hun skriver på tysk med en baggrund i new media art og drama fra sit ”hjem” i Berlin, men tror ellers ikke på sådan en størrelse. ”Hjem” er i fuld bevægelse uden mål, som også ”identitet” og som hendes litteratur, man netop ikke ved, hvor ender.

 

 

51954793

Blå bog

Født: 14. november 1984, Baku, Aserbajdsjan.

Uddannelse: Bachelor i skrivekunst, 2010.

Debut: Der Russe ist einer, der Birken Liebt. 2012. Roman.

Seneste udgivelse:  Et ægteskabs mangel på juridisk skarphed. C&K, 2015. (Die juristische Unschärfe einer Ehe, 2014).

Inspiration: Anton Tjekhov.

 

Artikel type
voksne

Baggrund

””Den går ikke, hun er jødisk,” sagde Ori. ”Nå, De er slet ikke nogen shiksa?” spurgte direktøren mig. ”Hendes bedsteforældre overlevede holocaust,” sagde Ori. ”ORI,” skreg jeg ad ham. ”Hvordan Ori? Hvis vi skal spille jøde-spillet, skal det gøres rigtigt.” ”Vil De have en kiks mere?” spurgte direktøren. Jeg tog en kiks. Den var allerede blød.”

”Russeren er en, der elsker birketræer”, s. 271.

Olga Grjasnowa bor og er uddannet i Tyskland, men kommer fra republikken Aserbajdsjan, der i hendes fødselsår 1984 hed den Aserbajdsjanske Sovjetsocialistiske Republik. Hendes sprog er i dag tysk, men hun taler adskillige: ”Når jeg taler russisk, taler jeg som et barn, men når jeg taler tysk, taler jeg som en russer.” (…) ”Jeg vil sikkert altid tale med accent. Jeg vil altid lyde som en fremmed, en tilrejsende, en indvandrer.” (Jørgen Herman Monrad: Et klaver i en stue i Baku. Weekendavisen, 2013-06-14).

I Aserbajdsjan var hendes far jurist og moderen underviste i klaver. Forældre, lillebror og Grjasnowa emigrerede i 1996 til Tyskland. Grjasnowa definerer ikke sig selv som indvandrer, men mere som tilhørende en klasse: ”Begge mine forældre er akademikere, og jeg mener, at alting handler om socialklasser. På det område er jeg faktisk en sand marxist.” (Katrine Nadia Jørgensen: Jeg var virkelig ikke den klogeste. Atlas, 2013-05-28).

I Tyskland afsluttede Olga Grjasnowa sin skolegang i Frankfurt am Main og begyndte efterfølgende at studere kunsthistorie og slaviske sprog i Göttingen, Niedersachsen. Hun skiftede dog til creative writing på Deutsche Literaturinstitut Leipzig, hvor hun erhvervede sig en bachelor. Hun har også arbejdet med new media art og har skrevet det prisvindende drama ”Mitfühlende Deutsche” (2010). Hun har desuden studeret i Warszawa, Moskva og Israel, men i dag studerer hun dans på Freie Universität og er bosat i kvarteret Kreuzberg i Berlin, omgivet af andre tilflyttere: ”Kun få af mine venner er tyskere. De fleste er tilrejsende, kosmopolitter, indvandrere, der taler med accent.” (Jørgen Herman Monrad: Et klaver i en stue i Baku. Weekendavisen, 2013-06-14).

Grjasnowa har megen familie i Israel og besøger ofte landet, med stor fornøjelse: ”Jeg elsker Tel Aviv med dens strand, dens cafeer og dens indbyggeres hedonisme og kreativitet.” (Jørgen Herman Monrad: Et klaver i en stue i Baku. Weekendavisen, 2013-06-14).

 

Russeren er en, der elsker birketræer

”Cem satte sig ved min seng og sagde, at han og hans ven havde hyret nogle grædekoner til Elias i Grækenland, og at de ville græde over Elias’ død de næste otteogfyrre timer. Jeg kunne følge dem på livestream på nettet. Han havde oprettet en YouTube-kanal specielt til det.”
”Russeren er en, der elsker birketræer”, s. 121.

I 2012 udkom Olga Grjasnowas debut ”Der Russe ist einer, der Birken Liebt” (”Russeren er en, der elsker birketræer”, 2013).

I romanen følger man Masja, som studerer til tolk i Frankfurt. Hun er som barn flygtet til Tyskland fra krig, ødelæggelse og jødeforfølgelse i Aserbajdsjan. I første del lever Masja med sin tyske kæreste Elias og drømmer om at arbejde for FN. Elias køres ned på rulleskøjter og dør efter en tid af komplikationer i benet. I anden del begraves Elias, og Masjas liv falder sammen. Hun støttes af sin ekskæreste, libaneseren Sami, og af sin tyrkiske ven Cem.

I tredje del forlader Masja sit europæiske liv i Tyskland til fordel for et job i Israel, hvor hun også har familie. Her tolker hun på fuld tid og tilbringer tiden sammen med israeleren Ori og hans søster Tal, som hun indleder et lesbisk forhold til. Hun har angstanfald og dagdrømmer om tabet af Elias. I fjerde del tager Tal, der er aktivist, Masja med på en ”mission” ind i det besatte område Vestbredden. Masja stikker af og farer vild. En åben slutning.

29917361

Romanen er skrevet i en realistisk modus med Masja som jeg-fortæller. Værket fremstår selvbiografisk, da både Masja og Grjasnowa er flygtet fra Aserbajdsjan. Få steder brydes romanens realisme med subjektive dagdrømme-sekvenser, som giver indtryk af Masjas traume over Elias’ død og barndommen i Aserbajdsjan. Temaet ”tilhørsforhold” behandles med fokus på religion, nationalitet, etnicitet, ideologi og seksualitet – Masja bølger imellem at være jøde, aserbajdsjaner, tysker, til mænd eller kvinder, og det samme gør hendes omgangskreds, f.eks. de velintegrerede indvandrere Cem og Sami.

Spørgsmålet om, hvad hjem er, bliver stillet flere steder, men aldrig besvaret. I et interview har Grjasnowa selv været inde på dette tema: ”Nej, der er ingen lokaliserbare steder, der kan kaldes hjem. Og der er heller intet sprog, som med selvfølgelighed kan kaldes modersmål. Der er kun steder, hvor man en overgang har boet, og sprog, man en overgang har talt.” (Jørgen Herman Monrad: Et klaver i en stue i Baku. Weekendavisen, 2013-06-14).

Titlen understøtter temaet med en tese om, hvad der kendetegner en russer. Grjasnowa giver med romanen stemme til en ny og moderne borger, som ikke nødvendigvis er knyttet til et land, et sprog og en stereotyp, men peger på den smeltedigel, Europa er.

 

Genrer og tematikker

Olga Grjasnowa startede sit kunstneriske virke som ung med new media art (computer-, internet-, digital-, videokunst og lign.). Dette har givet hende et moderne abstraktionsniveau, som kan minde om kunstformerne collage og assemblage. Grjasnowa er kendt for sin roman ”Russeren er en, der elsker birketræer”, men har også skrevet drama. Dramadebuten ”Mitfühlende Deutsche” vandt ”exil-DramatikerInnenpreis” fra Wiener Wortstätten i 2010. Teaterstykket, som desuden har titlen ”Das bisschen Palästina”, handler om to søstre, som ad forskellige veje emigrerer til Israel og genfinder hinanden der.

Grjasnowas debutroman ”Russeren er en, der elsker birketræer” fortsætter hendes interesse i eksillitteratur, det vil sige litteratur som behandler det at være forvist, eksileret, fra sit hjemland. ”Russeren er en, der elsker birketræer” kan også betegnes som postkolonial litteratur eller migrationslitteratur.

Grjasnowa selv modsætter sig den nedsættende betegnelse ”indvandrerlitteratur”: ”Indvandrerlitteratur lyder som om, det handler om mennesker med særlige behov,” (Katrine Nadia Jørgensen: Jeg var virkelig ikke den klogeste. Atlas, 2013-05-28). Man bør hellere betegne Grjasnowas bog som samtidslitteratur, hvor alle hendes præcise detaljer giver et billede af en zeitgeist eller tidsånd for et udvidet Europa anno 2012. Når læseren kigger Masja, Cem, Sami, Ori og Tal over skulderen, forstår han udfordringerne med at navigere i et flersproget samfund med et diffust ”hjem”.

Grjasnowa bearbejder også kulturelle fordomme om seksualitet og kønsroller. I ”Russeren er en, der elsker birketræer” er hovedpersonen Masja en meget ambitiøs og aktiv kvinde, som udfordrer mandens position og endda er biseksuel. Masja kan tage seksuelt initiativ (s. 13), er sin kæreste utro (s. 77), og hun antager gerne det maskuline blik, som objektiviserer og begærer: ”Kvindenakken i køen foran mig var så perfekt, så smal og så hvid, at der omgående opstod en længsel i mig.” (s. 89).

”Russeren er en, der elsker birketræer” har drømmesekvenser og ender åbent, hvilket giver den et islæt af postmoderne litteratur, hvor man ikke gennemgående kan stole på struktur og virkelighed. Denne form spiller sammen med, at netop også identitet, sprog og tilhørsforhold flyder i romanen. Som forfatteren selv siger det i et interview: ”Dens personer er på én gang tyskere, israelere, tyrkere og palæstinensere. Og det er hverken deres nationalitet, sprog eller køn, der afgør, hvem de omgås, eller hvem de forelsker sig i.” (Jørgen Herman Monrad: Et klaver i en stue i Baku. Weekendavisen, 2013-06-14).

Romanen kaldes i anmeldelser selvbiografisk, men Grjasnowa giver svar på tiltale: ”Min bog handler om en ung kvinde, der er født i Aserbajdsjan. Det er det eneste, den har at gøre med mit eget liv,” (Katrine Nadia Jørgensen: Jeg var virkelig ikke den klogeste. Atlas, 2013-05-28).

 

Beslægtede forfatterskaber

Olga Grjasnowas litteratur rummer en arv fra tjekken Milan Kundera, der siden 1975 har skrevet på fransk fra sit eksil i Frankrig. Kundera og Grjasnowa har det til fælles, at de skriver i en let melankolsk tone med tendenser mod det sanselige. De skriver begge med et fraværende hjemland in mente.

Britiske Zadie Smith skriver i ”Hvide tænder” (2000) om London og om kampen for at skabe en fornuftig tilværelse i en ny storby og en ny kultur med stadig respekt for sine egne rødder. Smith er ikke som Grjasnowa emigrant, men er født i London og datter af en jamaicansk indvandrer. Smith og Grjasnowa indlemmer begge slang og fremmedsprog i deres litteratur, hvilket gør værkerne håndgribelige og autentiske.

Yoko Tawada er en anden ung, kvindelig emigrantforfatter i Berlin. Hun skriver med sin japanske kultur i bagagen og har en god evne til at fokusere på de sproglige udfordringer, man oversvømmes af som tilflytter. Hendes vigtige værker som ”Das Bad” (1989), ”Ein Gast” (1993) og ”Das nackte Auge” (2004) er ikke oversat til dansk.

Romanen ”Den hvide tiger” (2008) af indiske Aravind Adiga udfører Grjasnowas projekt med omvendt fortegn. Indiske Adiga blev fyrsteligt uddannet i udlandet og vendte senere hjem til sit hjemland med et par nu fremmede øjne. Derfor er ”Den hvide tiger” skrevet med formålet at trække alle de forkerte ting i Indien frem i lyset. Ting som man ikke let ser med indfødte øjne, der har vænnet sig til skidtet. Adigas stemme er mere humoristisk og overdreven end Grjasnowas, som er oprigtig og personlig.

 

Bibliografi

Romaner

Grjasnowa, Olga:
Russeren er en, der elsker birketræer. C&K Forlag, 2013. (Der Russe ist einer, der Birken Liebt. 2012). Oversat af Aino Roscher.
Grjasnowa, Olga:
Et ægteskabs mangel på juridisk skarphed. C&K, 2015. (Die juristische Unschärfe einer Ehe, 2014).

Om forfatterskabet

Søgning i bibliotek.dk

Emnesøgning på Olga Grjasnowa

Kilder citeret i portrættet

Interviews

Jørgensen, Katrine Nadia:
Jeg var virkelig ikke den klogeste. Atlas, 2013-05-28.
Monrad, Jørgen Herman:
Et klaver i en stue i Baku. Weekendavisen, 2013-06-14.