Genrer og tematikker

Olga Grjasnowa startede sit kunstneriske virke som ung med new media art (computer-, internet-, digital-, videokunst og lign.). Dette har givet hende et moderne abstraktionsniveau, som kan minde om kunstformerne collage og assemblage. Grjasnowa er kendt for sin roman ”Russeren er en, der elsker birketræer”, men har også skrevet drama. Dramadebuten ”Mitfühlende Deutsche” vandt ”exil-DramatikerInnenpreis” fra Wiener Wortstätten i 2010. Teaterstykket, som desuden har titlen ”Das bisschen Palästina”, handler om to søstre, som ad forskellige veje emigrerer til Israel og genfinder hinanden der.

Grjasnowas debutroman ”Russeren er en, der elsker birketræer” fortsætter hendes interesse i eksillitteratur, det vil sige litteratur som behandler det at være forvist, eksileret, fra sit hjemland. ”Russeren er en, der elsker birketræer” kan også betegnes som postkolonial litteratur eller migrationslitteratur.

Grjasnowa selv modsætter sig den nedsættende betegnelse ”indvandrerlitteratur”: ”Indvandrerlitteratur lyder som om, det handler om mennesker med særlige behov,” (Katrine Nadia Jørgensen: Jeg var virkelig ikke den klogeste. Atlas, 2013-05-28). Man bør hellere betegne Grjasnowas bog som samtidslitteratur, hvor alle hendes præcise detaljer giver et billede af en zeitgeist eller tidsånd for et udvidet Europa anno 2012. Når læseren kigger Masja, Cem, Sami, Ori og Tal over skulderen, forstår han udfordringerne med at navigere i et flersproget samfund med et diffust ”hjem”.

Grjasnowa bearbejder også kulturelle fordomme om seksualitet og kønsroller. I ”Russeren er en, der elsker birketræer” er hovedpersonen Masja en meget ambitiøs og aktiv kvinde, som udfordrer mandens position og endda er biseksuel. Masja kan tage seksuelt initiativ (s. 13), er sin kæreste utro (s. 77), og hun antager gerne det maskuline blik, som objektiviserer og begærer: ”Kvindenakken i køen foran mig var så perfekt, så smal og så hvid, at der omgående opstod en længsel i mig.” (s. 89).

”Russeren er en, der elsker birketræer” har drømmesekvenser og ender åbent, hvilket giver den et islæt af postmoderne litteratur, hvor man ikke gennemgående kan stole på struktur og virkelighed. Denne form spiller sammen med, at netop også identitet, sprog og tilhørsforhold flyder i romanen. Som forfatteren selv siger det i et interview: ”Dens personer er på én gang tyskere, israelere, tyrkere og palæstinensere. Og det er hverken deres nationalitet, sprog eller køn, der afgør, hvem de omgås, eller hvem de forelsker sig i.” (Jørgen Herman Monrad: Et klaver i en stue i Baku. Weekendavisen, 2013-06-14).

Romanen kaldes i anmeldelser selvbiografisk, men Grjasnowa giver svar på tiltale: ”Min bog handler om en ung kvinde, der er født i Aserbajdsjan. Det er det eneste, den har at gøre med mit eget liv,” (Katrine Nadia Jørgensen: Jeg var virkelig ikke den klogeste. Atlas, 2013-05-28).