Russeren er en, der elsker birketræer

Citat
”Cem satte sig ved min seng og sagde, at han og hans ven havde hyret nogle grædekoner til Elias i Grækenland, og at de ville græde over Elias’ død de næste otteogfyrre timer. Jeg kunne følge dem på livestream på nettet. Han havde oprettet en YouTube-kanal specielt til det.”
”Russeren er en, der elsker birketræer”, s. 121.

I 2012 udkom Olga Grjasnowas debut ”Der Russe ist einer, der Birken Liebt” (”Russeren er en, der elsker birketræer”, 2013).

I romanen følger man Masja, som studerer til tolk i Frankfurt. Hun er som barn flygtet til Tyskland fra krig, ødelæggelse og jødeforfølgelse i Aserbajdsjan. I første del lever Masja med sin tyske kæreste Elias og drømmer om at arbejde for FN. Elias køres ned på rulleskøjter og dør efter en tid af komplikationer i benet. I anden del begraves Elias, og Masjas liv falder sammen. Hun støttes af sin ekskæreste, libaneseren Sami, og af sin tyrkiske ven Cem.

I tredje del forlader Masja sit europæiske liv i Tyskland til fordel for et job i Israel, hvor hun også har familie. Her tolker hun på fuld tid og tilbringer tiden sammen med israeleren Ori og hans søster Tal, som hun indleder et lesbisk forhold til. Hun har angstanfald og dagdrømmer om tabet af Elias. I fjerde del tager Tal, der er aktivist, Masja med på en ”mission” ind i det besatte område Vestbredden. Masja stikker af og farer vild. En åben slutning.

29917361

Romanen er skrevet i en realistisk modus med Masja som jeg-fortæller. Værket fremstår selvbiografisk, da både Masja og Grjasnowa er flygtet fra Aserbajdsjan. Få steder brydes romanens realisme med subjektive dagdrømme-sekvenser, som giver indtryk af Masjas traume over Elias’ død og barndommen i Aserbajdsjan. Temaet ”tilhørsforhold” behandles med fokus på religion, nationalitet, etnicitet, ideologi og seksualitet – Masja bølger imellem at være jøde, aserbajdsjaner, tysker, til mænd eller kvinder, og det samme gør hendes omgangskreds, f.eks. de velintegrerede indvandrere Cem og Sami.

Spørgsmålet om, hvad hjem er, bliver stillet flere steder, men aldrig besvaret. I et interview har Grjasnowa selv været inde på dette tema: ”Nej, der er ingen lokaliserbare steder, der kan kaldes hjem. Og der er heller intet sprog, som med selvfølgelighed kan kaldes modersmål. Der er kun steder, hvor man en overgang har boet, og sprog, man en overgang har talt.” (Jørgen Herman Monrad: Et klaver i en stue i Baku. Weekendavisen, 2013-06-14).

Titlen understøtter temaet med en tese om, hvad der kendetegner en russer. Grjasnowa giver med romanen stemme til en ny og moderne borger, som ikke nødvendigvis er knyttet til et land, et sprog og en stereotyp, men peger på den smeltedigel, Europa er.