Det gør du ikke

Citat
“De var ikke et par, der skændtes. Det skete, men ikke tit. De plejede ikke at gnide hinanden hårdt i ansigtet med sensitiv viden, som ægteskabets tillidspagt havde givet dem adgang til. Emma sad i den behagelige lænestol og følte sig forrevet som en hjemløs kat”.
“Det gør du ikke”, s. 118.

Hvor godt kender man egentlig de mennesker, der står en nærmest? Hvad er bevæggrunden for vores livsvalg? Og hvordan ville tilværelsen have set ud, hvis man havde valgt anderledes? De er nogle af de spørgsmål, der er centrale i Jens Christian Grøndahls roman fra 2010, “Det gør du ikke”.

Hovedpersonerne i romanen er den midaldrende advokat David og hans britiskfødte kone Emma. Synsvinklen skifter romanen igennem, således at læseren følger David og Emmas perspektiv fortalt i 3. person. Gennem en omhyggelig og detaljeret registrering af skiftende sindsstemninger og refleksioner er vi som læsere inde i hovedet på skiftevis den ene og den anden af romanens hovedfigurer. Dertil kommer ikke-kronologiske flashbacks, som er med til at oprulle familiens historie.

28990790

Vi møder familiens fortælling på et tidspunkt, hvor mange fortrængte og forliste drømme er ved at komme op til overfladen, hvilket for alvor bliver tydeligt, da David og Emmas datter præsenterer sine forældre for sin pakistanske kæreste og udstiller en kunstvideo på sin første separatudstilling. Datterens konceptkunstværk bliver det, der udløser latente konflikter om religion, generationsforskelle og personernes forskellige syn på kunst. David tvinges blandt andet til at forholde sig til sin jødiske baggrund, som han ellers har gjort alt for at lægge afstand til, og Emma konfronteres med sin egen kunstneriske karriere. Nok så vigtig er dog de overvejelser om valget af hinanden som livspartnere, som bliver nærværende for romanens to hovedpersoner.

Vigtige tematikker i bogen er således kærlighed, familie og skæbne. Derudover spiller en velkendt tematik i forfatterskabet også i denne bog en væsentlig rolle i skildringen af menneskets grundlæggende ensomhed, som kun evnen til at nå hinanden som mennesker synes at kunne afhjælpe. Som det hedder i Emmas indre samtale med veninden Louise: “Vi er hjemløse, Louise, hele kloden er, hvis vi ikke kan føle os hjemme hos hinanden” (s. 130).

Grøndahls roman lægger sig stilmæssigt umiddelbart i forlængelse af de tidligere udgivelser i et forfatterskab, som ofte har mødt en del kritik fra litteraturkritikerne. En kritik, som Grøndahl selv er inde på i flere interviews: “Mine personer taler meget, og de er mindst lige så kloge, som jeg selv er. Der er ovenikøbet det endnu mere utilgivelige, at mine historier udspiller sig i den højeste middelklasse, og det er en dårlig ide. Det er på forhånd mistænkeliggjort, for vi har en social diskurs, der forsvarer de svage. Det er dem, man skal skrive om.” (Carsten Andersen: Grøndahls unge år: Jeg var selvoptaget og selvhøjtidelig. Politiken, 2010-04-04).