Inde fra stormen

Citat
”Harriet sagde somme tider, halvt i spøg, at det virkede, som om jeg havde investeret al min indlevelse i bøgerne med det resultat, at jeg i mine egne relationer kunne være lige så blind og døv som en træstub (…) jeg kunne aldrig overdøve den indre stemme, der hviskede, at hun måske havde ret.”


”Inde fra stormen”, s. 59.

I 2019 udkom en ny roman af Jens Christian Grøndahl med titlen Inde fra stormen. Bogen er skrevet i kølvandet på #MeToo og inddrager ligeledes en række andre tidstypiske temaer som sammenbragte familier, fertilitetsbehandling og forholdet til forældre med demens. Romanen handler om forfatteren Adam Huus, der ikke har skrevet en bog i flere år og som har sit at slås med i sit familieliv. Og som om det ikke var nok, rammes han af en bølge af fordømmelse på sociale medier efter nogle hurtige udtalelser om forlagsredaktøren Eskilds grænseoverskridende adfærd over for en smuk og talentfuld men også selviscenesættende forfatter.     

46297555

Romanen er fortalt som en jegfortælling med indre synsvinkel placeret hos hovedpersonen. En stor del af historiens dramaer udspilles som tilbageblik, mens Adam i bil er på vej mod Københavns lufthavn i et kapløb med den vinterstorm, som trækker op. Titlen henviser dog også til det mediestormvejr, som i romanens sidste del rammer forfatteren. Udover at håndtere en stagneret forfatterkarriere forsøger Adam også at finde ud af sit distancerede forhold til sin voksne søn og årsagerne til den sparsomme kontakt, han har med sin datter fra første ægteskab, Rebecca, som han kæmper sig gennem stormen for at hjælpe. Samtidig reflekterer Adam over forholdet til ekskonen, forelskelsen i kvinden Harriet og den skilsmisse, som det førte til.

Som altid hos Grøndahl er kærlighedsrelationen mellem mand og kvinde vigtig. Her om mødet med den nye kvinde, som forandrede alt:Jeg så mig omkring som én, der lige var ankommet efter en lang rejse. Er det ikke begyndelsen på enhver kærlighedshistorie? Rejsen frem mod år nul, som om man endelig vågner af en drøm.” (s. 74).

Romanen er Grøndahl-klassik tilført et metaniveau, som når forlagsredaktøren kalder Adams begivenhedsrige døgn for en roman: ”Du ved godt, at jeg ikke skriver autofiktion”. ”Kald det, hvad du vil”, smilede han. ”Du kan altid lave lidt om. Eller meget. Tænk over det!”.” (s. 187).