Jernporten

Citat
”Tomheden. Jeg ved ikke, om følelsen først opstår i tilbageblik, eller om erindringen får efterbillederne af noget, der var, til at virke mere vægtløse og blafrende. En ung mand, med nød og næppe voksen, søvnløs i en mørk liggevognskupé i en anden tid, nær og dog umådelig fjern.”
”Jernporten”, s. 59-60.

En afdæmpet fortælling om en mand, som gennem sit liv rækker ud mod andre mennesker og samtidig har stort behov for sit eget rum og den kunst, han ikke kan leve uden. Det er nogle af de væsentlige ingredienser i Jens Christian Grøndahls roman ”Jernporten” fra 2014, som gennem tre dele opruller den mandlige jeg-fortællers liv.

I første del møder vi hovedpersonen som ung mand omkring det tidspunkt, hvor han mister sin mor og samtidig møder en særligt inspirerende tysklærer, der vækker hans interesse for litteratur og kunst og præsenterer ham for en anden verden end den, han er opvokset i. I romanens anden del er jeg-fortælleren blevet gift, har fået datteren Julie og er blevet installeret i et dyrt rækkehus af svigerfamilien.

51392884

I den sidste del er den nu tresårige og fraskilte jeg-fortæller taget alene til Rom for at fejre sin fødselsdag og møder her en ung kvinde. I løbet af historien berettes der i tilbageblik også om andre vigtige begivenheder og relationer i jeg-personens tilværelse, så det tilsammen danner konturerne af en livshistorie.

Romanen er bygget op omkring fortællerens indre monolog. Historien om et liv oprulles ved gengivelse af erindringsbilleder og fortæller-jegets refleksioner over tilværelsen, kærligheden, kunsten, tidens gang og erindringens karakter.

En tematik i romanen er den måde, jeg-fortælleren er drevet mod de kvinder, han møder i sit liv, mens han samtidig synes at holde en vis distance til andre mennesker i sit behov for kunst og et rigt indre liv. Også i sit eget selvbillede er han lidt af en sær snegl: ”Vi udgør et helt skyggesamfund, vi bogorme og Brahms-entusiaster” (s. 233). I slutningen af romanen synes der dog at blive sat spørgsmålstegn ved skildringen af denne ensomme knudemand splittet mellem sin drift mod kvinderne og sin tilbagetrækning til sin egen verden. Som det hedder i en dialog med den unge kvinde, jeg-fortælleren møder i Rom: ”Hvorfor havde jeg følt mig som en undskyldning for mig selv, når jeg stjal mig til Brahms og Rilke som noget ekstra? En mere eller mindre velfortjent bonus efter endnu en dags pligtopfyldende, omsorgsfuld ansvarlighed. ”Min kone sagde tit, at jeg var en drømmer”. ”Det kan de altid komme og sige. Somme tider tænker jeg, at det er os, der er de vågne”.” (s. 305).