I løbet af 1990’erne opnåede Jens Christian Grøndahl et større læserpublikum med bøger som “Indian Summer” (1994) og “Tavshed i oktober” (1996), og i 1998 fik han sit helt store gennembrud med romanen “Lucca”, der samme år indbragte ham boghandlernes litteraturpris De Gyldne Laurbær.
22016407
Den unge kvinde Lucca indlægges efter et alvorligt trafikuheld, som kommer til at koste hende synet. Lægen Robert har ansvaret for Luccas behandling, og i løbet af romanen oprulles begge de to hovedpersoners livshistorie. Grøndahl skifter i bogen synsvinkel fra kapitel til kapitel og gengiver på denne måde, hvordan de to figurer fortæller hinanden deres historier og langsomt genopbygger det håb og den tillid, de begge har mistet.
Et kendetegn i forfatterskabet, som også er tydeligt i denne roman, er Grøndahls fokus på psykologiske forklaringer og selvrefleksion, ofte placeret i en tredjepersonsfortæller med indre synsvinkel. Et eksempel er Luccas oplevelse af at stå på scenen og opdage, at den store teaterinstruktør sidder og iagttager hende: “Hun havde fået øje på ham under forestillingen, men underligt nok var hun ikke blevet nervøs. Hun vidste, at hun ikke kunne gøre det anderledes, og følelsen af at blotte sig virkede ikke spor skræmmende. Der var, som når man indrømmer noget pinligt, mens man tænker, at nu har man ikke mere at miste. Den samme mærkelige ro.” (s. 95-96).
Grøndahl har i stort set alle sine romaner det moderne kærlighedsforhold i centrum. Også i denne bog er omdrejningspunktet afstanden men også længslen i det moderne menneskes forsøg på at nå hinanden i det erotiske parforhold. Et element i forfatterskabets kærlighedsromaner er også en optrævling af det moderne menneskes skrøbelige og sammensatte identitet: “Dybt i vores kultur er der en romantisk forventning, om at et mere autentisk Jeg træder frem i kærlighedsmødet. Men følelser er flygtige og foranderlige, de er så nemme at trævle op. Derfor bliver vores Jeg også nemt at trævle op.” (Miriam Katz: Mennesker er gåder for hinanden. Berlingske Tidende, 2002-10-12).