En beretning om friheden og frihedens pris. Det er nogle af de ord, der blev hæftet på romanen “Piazza Bucarest”, da den udkom i 2004. Den mandlige hovedperson har fra sidelinjen fulgt sin stedfar Scotts kærlighedsforhold til kvinden Elena, som Scott har mødt i Rumænien kort før Berlin-murens fald. Ingen af de to mænd synes at kende særligt meget til den mystiske unge kvinde, og da hun pludselig rejser, står de begge tilbage med mange spørgsmål. Først mange år senere opsøger fortælleren Elena i Italien og får her historien om hendes fortid. Det er bl.a. en fortælling om de store tab, hendes længsel efter frihed førte med sig. Og om den kærlighedshistorie, som fik afgørende indflydelse på resten af hendes tilværelse.
25079043
Grøndahl skildrer i sin roman de personlige omkostninger, der var forbundet med den begrænsning i frihed og valgmuligheder, som kendetegnede de tidligere europæiske østlande. I bogen genfinder man også den mandlige fortællerskikkelses fascination af den hemmelighedsfulde og gådefulde kvinde, og den refleksion over tiltrækning, kærlighed og afstand mellem mennesker, som findes i hele forfatterskabet. Romanens behandling af frihedens betydning og begrænsning er dog ikke kun forbundet med den periode i den europæiske historie, hvor Jerntæppet gav vidt forskellige muligheder for mennesker i henholdsvis øst og vest.
I Grøndahls bøger er valgmuligheder og frihed ofte også forbundet med begrænsninger og en erkendelse af, at den ubegrænsede frihed er en illusion: “Det er en illusion, at livet har en retning, og at vi på forhånd kan overskue dets forløb. Det er én af illusionerne i den frihedskultur, vi lever i, at man er sit eget livs arkitekt eller filminstruktør. Det er man kun til en vis grad – dels fordi man ikke kan vide, hvad der vil ske, dels fordi man jo er prisgivet andre mennesker.” (Søren Kassebeer: Frihedens pris. Berlingske Tidende, 2005-12-17). Grøndahl fremhæver også en forsoning med eksistentielle vilkår som en vigtig grund til at skrive – og læse – fortællinger, der omhandler de smertefulde grundvilkår for nutidsmennesket: “Vi skal først og fremmest forsone os med den svimmelhed og sommetider kvalme, den følelse af meningsløshed og tomhed, der kan være forbundet med en frihed, der er grænseløs (...) I vores kærlighedsliv har det betydet en voksende rastløshed i kraft af muligheden for at ændre retning undervejs. Men mine romaner har blandt andet handlet om at forsone sig med, at mulighederne alligevel ikke er grænseløse.”