I 2006 udgav Jens Christian Grøndahl romanen “Røde hænder”, der som de fleste andre af forfatterens bøger rummer en kærlighedshistorie, men som også diskuterer politisk idealisme og længslen efter det, som kunne være anderledes. Hovedpersonen er som studerende ansat på Hovedbanegårdens pladsanvisning, og her møder han en ung kvinde, der lige er ankommet fra Tyskland. Kort efter forsvinder hun sporløst uden at efterlade sig andet end en nøgle til en bagageboks. Først mange år efter finder han ud af, hvordan den gådefulde unge kvindes historie hænger sammen med den del af 1970’ernes politiske idealisme, som også kom til at inkludere kriminelle handlinger.
26236231
Romanen behandler blandt andet den politiske tænknings moralske dilemma, når det enkelte individ sættes over for de lidende masser. Som en af figurerne i romanen siger det: “Det personlige perspektiv var i sig selv uretfærdigt, for der kunne kun være tale om retfærdighed, hvis den gjaldt alle, og den kunne kun komme til at gælde alle, hvis man var parat til at glemme sin private smerte og ofre sig i kampen. Ofte sig og om nødvendigt også ofre andre”. I et interview beskriver Grøndahl det selv med følgende ord: “Enhver politisk magtudøvelse med overordnede hensigter kommer til at knægte eller underprioritere bestemte mennesker til fordel for det alment gode”. (Karen Syberg: Min generation lider af historieløshed. Information, 2006-05-09).
I romanen skildres længslen efter, at alt kunne være anderledes som del af et ideologisk og politisk projekt, men forfatteren fremhæver ligeledes denne længsel som en følelse, der er forankret i det unge sind, hvilket også må medtænkes i en forståelse af vores samtid: “Der er en ensomhed og samtidig en længsel efter noget helt andet, efter et nærvær, en intensitet og fylde, man ikke kan finde i det kredsløb af middelmådig nødvendighed, forældrene bevæger sig rundt i. Jeg tror, det er en af de mere upåagtede sider af ungdomstiden. Den kan ligeledes være af betydning for de unge muslimer, der i dag vælger at blive terrorister”. (Karen Syberg: Min generation lider af historieløshed. Information, 2006-05-09).