Jens Christian Grøndahl er kendt for at være en af de danske forfattere, der engagerer sig i den offentlige debat. Et eksempel er det internationale svigt i forhold til borgerkrigen i det tidligere Jugoslavien, som Grøndahl i skarpe vendinger kritiserede i 1999, et andet er Grøndahls forsvar af digteren Jørgen Leth, der kom ud i et voldsomt mediestormvejr i kølvandet på erindringsbogen “Det uperfekte menneske”.
I forbindelse med den amerikanskledede invasion af Irak markerede Grøndahl sig som en af de få danske forfattere, der var fortaler for krigen, hvilket skabte en del polemik. I modsætning til de allerfleste af sine forfatterkolleger støttede han invasionen og ikke mindst muligheden for at fjerne diktatoren Saddam Hussein. I kølvandet på krigens udvikling har Grøndahl imidlertid taget sine standpunkter op til revision, og det resulterede i 2007 i essaysamlingen “Tre skridt tilbage”. I et interview i Politiken forklarer han den erkendelsesproces, der er forbundet med at skifte standpunkt, og som er udgangspunktet for bogen: “Erkendelsesprocessen, der går ud på, at man har taget fejl, strækker sig altid over nogen tid, fordi det skal sive ned gennem bevidsthedens forskellige lag, hvor det ene jo er det, der handler om at tabe ansigt. For mig kom vendepunktet med Abu Ghraib (...) Abu Ghraib var lige præcis den moralske katastrofe, der gjorde det klart for verden, at der var noget rivende galt. (Carsten Andersen: Det var en fejl – jeg skammer mig. Politiken, 2007-03-29).
26717132
I sin essaysamling afviser Grøndahl flere af de gængse argumenter imod krigen. Ifølge Grøndahl var krigen ikke en fejltagelse, fordi den var i strid med folkeretten, eller fordi det viste sig, at der ikke var hold i påstanden om masseødelæggelsesvåben. Han køber heller ikke argumentet om, at krigen var forkert, fordi den i virkeligheden drejede sig om, at USA var ude efter irakernes olie. Grøndahl opstiller derimod tre andre argumenter for, at krigen var en fejltagelse. Det første handler om de menneskelige omkostninger: “Krigen er forkert, fordi den har krævet for mange meningsløse ofre, såvel blandt de civile irakere som blandt invasionsstyrkernes menige soldater”. For det andet er krigen ifølge forfatteren forkert, fordi man har accepteret den gradbøjning af Genève-konventionen, der førte til tortur og retsløshed for tilbageholdte fanger. For det tredje har krigen ikke skabt mindre men derimod mere kaos, lovløshed og terror.
Grøndals essaysamling fungerer som et indlæg i en verserende debat om Irak-krigens berettigelse. “Tre skridt tilbage” er en blanding af debatbog og bekendelseslitteratur og kommer undervejs også ind på mange andre emner end invasionen af Irak. En vigtig pointe er også Grøndahls fremhævelse af, at kunstnere er forpligtet til at engagere sig og skildre samtiden: “Det, der som udgangspunkt må være enhver forfatters raison d´être, nemlig at forholde sig til sin samtid på en åben, kritisk og ærlig maner”. (Tom Hermansen: Den kolde krig er ikke slut. Jyllands-Posten, 2007-04-21).