David Grossmans ”Nofel michutz lazman” fra 2011 (”At falde ud af tiden”, 2014) er et moderne sørgespil om at miste sit barn og leve videre med sorgen.
Historien indledes i et hus, hvor en mand og en kvinde taler om deres søns død for fem år siden. Manden er opslugt af ideen om at rejse ’dértil’, hvor han tror, sønnen er, for at få et sidste glimt af ham. Parret mindes den nat, hvor de fik beskeden og bearbejder tomheden og intetheden, som sønnens død har efterladt. Manden forlader huset for at møde sin søn ’dér’ og møder på rejsen andre personer, der også har mistet et barn. Blandt andre byens krønikeskriver, der har mistet en datter og fået til opgave af Hertugen at nedskrive byens folks fortællinger om deres børn. På sin vej møder han også den halvt mytologiske kentaur, der er halvt forfatter, halvt skrivebord og helt invalideret af sin sorg. Faren, der har forladt huset, vil genskabe sønnen i form af en fortælling og vække ham til live gennem sproget.
51498445
”At falde ud af tiden” er først og fremmest en historie om at miste en elsket og leve videre med sorgen – både som individ og som par. Manden og kvinden, der mistede deres søn, blev revet fra hinanden mentalt, da sønnen døde og har haft svært ved at tale sammen siden. Det er derfor også en historie om at finde hinanden igen som par og bearbejde sorgen. Grossman mistede selv en søn i 2011, og historien er en selvbiografisk bearbejdelse.
Handlingen fortælles fra skiftende synsvinkler; fra jordemoren, skomageren, den gamle regnelærer, kvinden og manden, mens de generelle betragtninger og observationer formidles af byens krønikeskriver og kentaur, der agerer en form for tredjepersonsfortæller.
”At falde ud af tiden” er inspireret af den klassiske tragedie, men stilen er moderniseret og opbygget mindre strengt end den klassiske tragedie, hvorfor fortællingen er et sørgespil. Ligesom den klassiske tragedie er et sørgespil kendetegnet ved at være en fortælling om en sørgelig hændelse, ofte med en ulykkelig udgang.