Grundtvigs højskoletanker blomstrer omkring 1830’erne, og de hænger nøje sammen med det teologiske begreb om “det levende ord” . Han havde vundet sig en ganske betragtelig tilhængerskare, og han begyndte at holde foredrag om nyere historie i 1838 - verdens første højskoleforedrag - under titlen “Mands Minde” (trykt i 1877). Grundtvig mener, at folkeoplysning er forudsætningen for en levende kristendom og desuden er der det mere verdslige faktum, at systemet med stænderforsamlingernes rådgivende funktion overfor kongen gav folket mulighed for at påvirke landets politik. Hvis folket skulle træffe beslutninger, så skulle de være uddannede. De skulle lære om Danmark og danskheden.
Netop den nationalt forankrede lærdom kunne latinskolen, eller “den sorte skole for døden” som Grundtvig kaldte den, ikke rumme. Han ønskede tværtimod en “skole for livet” : Den skulle være for alle over 18 år, og her skulle man lære om fædrelandets historie, poesi og sprog. Der skulle ikke undervises i kristendom, det var jo et anliggende for menighederne, og der skulle ikke læses lektier og aflægges eksamener. I stedet skulle det levende ord forbinde danskerne og deres fælles arv.
Grundtvig har været sparsom med at formulere et program for højskolerne, for en væsentlig del af deres værdigrundlag var netop friheden. Men i digtet “Er lyset for de lærde blot” sammenfatter han den nye skoleforms rolle:
“Er lyset for de lærde blot
til ret og galt at stave?
Nej, himlen under flere godt,
og lys er himmelens gave
(...)
Oplysning være skal vor lyst,
er det så kun om sivet,
men først og sidst med folkerøst,
oplysningen om livet”.
I Grundtvigs egen levetid spredte højskolerne sig som ringe i vandet. Foruden deciderede skoler blev der heftig foredrags- og fællessangsaktivitet i forsamlingshuse, og højskoleideen har siden bredt sig til det meste af Norden.