Katrine Grünfelds debut ”Mindre pletter” er fra 2008. I 97 korte kapitler opruller den fortællingen om en moderne kvindes krise og sammenbrud. Mie virker udadtil til at have styr på sit liv med mand og kontorchefjob i kommunen, men under overfladen lurer sammenbruddet. Selvom Mie anstrenger sig for ikke at kræve det umulige af sin træstub af en mand og af al magt prøver ikke at tænke på, hvad andre tænker om hende, styrer det det meste. Heller ikke psykologens formaninger om, at det er lige meget, hvad andre tænker, kan få bugt med Mies følelse af at være uelsket og udenfor. Hun går mere og mere op i limningen og rammer det totale sammenbrud, da hun står med det formelle ansvar for et barns død på sit arbejde.
27367747
Det er umiddelbart en trist historie, men sprogtonen og den underspillede fortællestil tilfører tragedien en god mængde sort humor. Det ses allerede i begyndelsen: ”Jeg hedder Mie, men jeg vil gerne kaldes Katarina. Jeg har fået det forkerte navn.” (s. 5).
Romanen er en jeg-fortælling, der fører læseren rundt i Mies liv, både det fortidige og nutidige. Der fortælles kronologisk om nutiden, mens barndomsskildringerne falder i en mere tilfældig orden. Romanen er skrevet i et enkelt og dynamisk sprog, og både i replikkerne, i den indirekte tale og i den indre monolog viser Grünfeld stor psykologisk indsigt. Ligesom hun meget præcist rammer sociale relationer, hvor sladder, hykleri og magtspil står side om side med det velmenende og hjertelige.
”Mindre pletter” handler mest af alt om Mies søgen efter et lykkeligt liv, som romanen synes at sige er en illusion. Det er en smukt sammenskruet roman om en kvinde, der mister forstanden.