Portrætfoto af Katrine Grünfeld
Foto: Carsten Lauridsen

Katrine Grünfeld

cand.mag. Maria Roslev, iBureauet/Dagbladet Information, 2012/2015. Opdateret af Maria Roslev, Bureauet, april 2021.
Top image group
Portrætfoto af Katrine Grünfeld
Foto: Carsten Lauridsen
Main image
Grünfeld, Katrine
Foto: Robin Skjoldborg

Indledning

Katrine Grünfeld skriver romaner om kriser, sammenbrud og kvindefællesskaber, og de går i kødet på både ægteskabet, kærligheden og børnefamilierne. Det senmoderne menneskes opfattelse af lykke står for skud. Hendes fortællinger er både tragiske og humoristiske, og de leverer præcise portrætter af kvinder i alle aldre. Grünfelds forfatterskab består af enkle og ordknappe fortællinger, der drives frem af trangen til oprør og frihed.

 

38653822

 

Blå bog

Født: 4. august 1968 i Aarhus.

Uddannelse: Cand.mag. i psykologi og litteratur fra RUC i 1998.

Debut: Mindre pletter. Gyldendal, 2008.

Litteraturpriser: Ingen kendte.

Seneste udgivelse: Værelse samlet af kvinder. Grif, 2021. Roman.

Inspiration: Mette Horn, Damen med de blå tænder og hendes mormor.

 

Artikel type
voksne

Baggrund

”Jeg går ud på terrassen i solen. I er gået, lad det vare længe. Lægger mig i havestolen, den er hård uden madras. I værkstedet finder jeg en madras i den rigtige størrelse (…) Jeg ser staffeliet, selv om jeg forsøger at ignorere det. Hver sommer er det meningen, at det skal ud. Hver sommer glemmer jeg at tage det ud. Tiden er løbet fra det.”

”Sommerferie”, s. 21.

Katrine Grünfeld er født og opvokset i Aarhus, hvor hun både har gået i folkeskole og på gymnasiet. Efter gymnasiet tog hun til USA, blev gift og boede i San Francisco i en del år, og så flyttede hun til København. I 1998 afsluttede hun sine studier som cand.mag. i litteratur og psykologi ved Roskilde Universitetscenter. Selvom det er mange år siden, hun har boet i Aarhus, føler hun sig stadig som en pige fra provinsen. Hun er hverken nostalgisk eller sentimental omkring Aarhus, men hun synes, livet er anderledes i provinsen, for som hun siger: ”Der er et andet tempo i provinsen, og man slapper lidt mere af.” (Sonja Sabinsky: Antiheltinden. Dagbladenes Bureau, 2012-01-11).

Men maskespillet afhænger ifølge Katrine Grünfeld ikke af postnummer. Det er blevet et alment menneskeligt vilkår at lade som om og iscenesætte. Hun siger: ”Vi er opdraget til at være pæne, og vi lærer tidligt, at livet er en popularitetskonkurrence. Det har tidligere været et kvindeproblem, men nu står det lige så slemt til hos mændene. Vi er så konfliktsky!” (David Jacobsen Turner: Potentiel hygge og forebyggende parterapi. Weekendavisen, 2012-01-20).

Og det er netop løgnen, der optager Grünfeld i forfatterskabet. Hun stiller skarpt på det ødelæggende facadespil, der både gør livet som børnefamilie og som par ulideligt og umuligt.

Selv lever hun nu som fuldtidsforfatter, men tidligere har hun arbejdet som erhvervspsykolog. Hun debuterede i 2008 med romanen ”Mindre pletter”, men har efter eget udsagn aldrig rigtigt truffet en beslutning om at være forfatter, for som hun siger, ”det har nok i højere grad handlet om at komme til et punkt, hvor jeg turde vise andre mine ting. Og så kaldte de mig forfatter.” (Karin Hedemand: Drømmen om lykke er en illusion. Litteratursiden, 2010-05-20).

Men hun skriver altid og har altid gjort det: ”Jeg skriver nok også for bedre at kunne rumme verdenen – nogle gange er der bare for meget verden. Og alt for mange ord, der flyver rundt i luften. Så er det godt at få deres betydning ned på papir.” (Karin Hedemand: Drømmen om lykke er en illusion. Litteratursiden, 2010-05-20).

Ved siden af arbejdet som forfatter er hun daglig leder af arbejdsfællesskabet Valerie Galner på Vesterbro.

Mindre pletter

”I min verden er regnskoven udryddet, og mennesket har problemer med rent drikkevand og epidemier. Der findes ikke længere smukke elefantflokke og yndefulde gazeller ved det grumsede vand i Limpopofloden. Kampen er tabt.”
”Mindre pletter”, s. 17.

Katrine Grünfelds debut ”Mindre pletter” er fra 2008. I 97 korte kapitler opruller den fortællingen om en moderne kvindes krise og sammenbrud. Mie virker udadtil til at have styr på sit liv med mand og kontorchefjob i kommunen, men under overfladen lurer sammenbruddet. Selvom Mie anstrenger sig for ikke at kræve det umulige af sin træstub af en mand og af al magt prøver ikke at tænke på, hvad andre tænker om hende, styrer det det meste. Heller ikke psykologens formaninger om, at det er lige meget, hvad andre tænker, kan få bugt med Mies følelse af at være uelsket og udenfor. Hun går mere og mere op i limningen og rammer det totale sammenbrud, da hun står med det formelle ansvar for et barns død på sit arbejde.

27367747

Det er umiddelbart en trist historie, men sprogtonen og den underspillede fortællestil tilfører tragedien en god mængde sort humor. Det ses allerede i begyndelsen: ”Jeg hedder Mie, men jeg vil gerne kaldes Katarina. Jeg har fået det forkerte navn.” (s. 5).

Romanen er en jeg-fortælling, der fører læseren rundt i Mies liv, både det fortidige og nutidige. Der fortælles kronologisk om nutiden, mens barndomsskildringerne falder i en mere tilfældig orden. Romanen er skrevet i et enkelt og dynamisk sprog, og både i replikkerne, i den indirekte tale og i den indre monolog viser Grünfeld stor psykologisk indsigt. Ligesom hun meget præcist rammer sociale relationer, hvor sladder, hykleri og magtspil står side om side med det velmenende og hjertelige.

”Mindre pletter” handler mest af alt om Mies søgen efter et lykkeligt liv, som romanen synes at sige er en illusion. Det er en smukt sammenskruet roman om en kvinde, der mister forstanden.

 

 

Sommerferie

”Vi har ingen grund til at være andet end lykkelige. Her er varmt og smukt. Og dansk. Man skal bare have ryggen til klitterne, for lyngen ser trist ud, når den ikke er i blomst.”
”Sommerferie”, s. 14.

”Sommerferie” fra 2010 er Katrine Grünfelds anden roman, der fortsætter debutens dissektion af moderne samliv. Den handler om en helt almindelig families helt almindelige sommerferie, men under alt det helt almindelige lurer utilfredsheden og kedsomheden. Johanne, Jacob og deres børn tager på den vanlige sommerferietur til Fanø. De skal i sommerhus og nyde livet og hinanden – slappe af, bade og hygge. Nu har de endelig tid. Men al den tid kommer til at åbenbare, hvor rutinepræget og lidenskabsløst parforholdet er blevet. Johanne længes efter spænding, og hun savner at mærke passionen. I en brandert Sankt Hans aften lader hun sig friste af kunstneren David, og sammen lister de ud i klitterne. Men hun kan ikke nøjes med det og hopper af familieturen til Lalandia, så hun kan få mulighed for at se David igen.

28170262

Romanens jeg-form lader læseren komme helt tæt på Johanne, og selvom romanen også består af beskrivelser af ø-liv på Fanø, fremstår den mest som hovedpersonens indre monolog. Johanne er hyperrefleksiv, men også fordømmende og dobbeltmoralsk. Refleksiviteten spænder ofte ben for hende, så hun både opfører sig pinligt og uforskammet, og alkohol gør det bare værre. Hun fremstår som en tragikomisk karakter, der har svært ved at vælge. Først da alt er tabt, ved hun, hvad hun vil, men for sent.

Romanen holder til trods for sin næsten klichéfyldte fortælling om utroskab læseren fanget med humor, en velfungerende spændingsopbygning og intensitet. Man mærker helt i begyndelsen den tikkende bombe af længsel, og man suges ind i Johannes univers af klodsethed, håb og fordømmelse. ”Sommerferie” er en nutidsfortælling med både humor og tragedie, der afdækker og spidder det moderne parforhold.

 

 

Et hjem i Mørke

”Dåsen, hvis man kan kalde den sære tingest det, er grøn på en lidt altmodisch måde. Som farven på en øjenskygge smurt i et tykt lag af en kvinde fra halvtredserne. En tjenstvillig og smilende kvinde med forklæde træder frem for Pelles indre blik. Måske var kvindens glæde dengang oprigtig?”
”Et hjem i Mørke”, s. 102.

Katrine Grünfelds tredje roman ”Et hjem i Mørke” udkom i 2012. Den handler om parret Pelle (kælenavn for Pernille) og Mos (kort for Mogens Thomas), der flytter fra Vesterbro til den lille by Mørke i Østjylland. På overfladen virker både flytningen og parforholdet lovende. Mos er en praktisk, udadvendt og følsom mand, der drømmer om familieliv og hjemmebagte æbletærter. Han har arvet huset i Mørke af sin afdøde far, og han tager med det samme fat på at ombygge huset, så det bliver åbent og moderne. Men Pelle har ikke samme åbenhed. Hun bliver lynhurtigt overfølsom over for kernefamilielegen. For hende er det mest forsonende ved det nye hus det store garderobeskab. Her gemmer hun sig, når hun ikke kan holde familiehykleriet ud. Andre kvinder går op og lægger sig, når verden bliver for meget, men Pelle har sit mørke skab.

29158576

Mørket hersker på flere niveauer i romanen. Der er byen med det symbolladede navn, der er Pelles mørke, og der er alle de mørke og skjulte sider ved familieidyllen bl.a. i Mos’ forældres ægteskab, imellem venneparret fra Vesterbro og inde hos naboerne i Mørke. Utroskab og utilstrækkelighed gemmer sig i alle de familiære relationer.

Som i de tidligere romaner er det familieidyllens pæne facade, Grünfeld langer ud efter, og hun skelner ikke mellem de smarte på Vesterbro og dem i praktisk tøj fra Udkantsdanmark. Hun spidder deres hykleri i samme skarpe tone. Romanen veksler mellem indre monolog, beskrivelser og dialoger, og gentagelsen af forskellige elementer giver en symbolladet tone.

Selvom Pelle minder om Grünfelds antiheltinder fra de tidligere romaner, adskiller hun sig, fordi hun til sidst handler. Efter en uplanlagt graviditet og en spontan abort kastes hun ud i en regulær krise, og det vækker hende. Pelles erkendelse i slutningen: ”hun skulle miste noget for at finde ud af, hvad der betyder noget” (s. 136) får hende ud af skabet og får hende til at vælge livet.

Stormskader

”Der sidder en måge. En stormmåge. Næbbet er så gult. Hovedet og brystet er hvidt. En skade kommer hoppende tæt på mågen. En stormskade. Den findes ikke. Hun bryder sig ikke om dens skrig.”
”Stormskader”, s. 40.

Katrine Grünfelds fjerde roman ”Stormskader” fra 2015 adskiller sig stilmæssigt fra de tre tidligere romaner. Den er mere lyrisk og fragmentarisk i sin form. Den springer uproblematisk mellem fortid og nutid, mellem den kvindelige hovedpersons indre monologer og ydre dialoger med ægtemanden, børnene og veninden M. Den handler om en unavngiven kvindelig forfatter, der er ved at gå fra koncepterne, fordi kernefamiliens snærende bånd, drømmen om at være den perfekte mor og hendes overskudsagtige mand ikke er til at holde ud. Således er Grünfeld på tematisk hjemmebane i sin dissekering af det moderne parforhold, kernefamiliens dynamik og den illusoriske lykke.

51618416

Romanen er som Grünfelds tredje roman ”Et hjem i Mørke” en tredjepersons-fortælling, og hovedpersonen er som Mie i debutromanen ”Mindre pletter” ved at gå fra forstanden. Hun flygter fra familien, klipper håret af, drikker rødvin i spandevis i svigerfamiliens sommerhus, bader nøgen og går tur i klitterne. Det er en skildring af en kvindes sammenbrud i en kort og fortættet form.

Men som i Grünfelds tidligere romaner er sammenbruddet og opgøret med lykken hverken kedeligt eller trist. Tonen er bidende og beskrivelserne af familielivets prøvelser rammende, groteske og morsomme. Den kvindelige hovedperson går i hundene med stor sproglig energi. Romanens mange ordspil skaber desuden en følelsesmæssig distance til sammenbruddet ved at henlede læserens opmærksomhed på fortællingen som stilistisk udfoldelse.

Og så handler romanen om længsel. Der er længslen efter børnene, efter kærligheden, efter veninden M, som hun har svigtet og efter at forstå og finde sig selv, men mest af alt er der længslen efter noget ubestemt. Det er længslen som grundstemning, der driver romanens hovedperson.  

”Stormskader” er en kort, fragmenteret prosatekst – en slags stream of consciousness – om det ensomme kvindelige sammenbrud drevet af stor længsel. 

Værelse samlet af kvinder

”Et ægteskab er som et regnestykke, man regner og regner, som om man faktisk kan nå til et resultat, plus minus plus giver minus, det bliver til et lille plus i mange år, men pludselig har man et minus, der ikke kan regnes mindre ... ”
”Værelse samlet af kvinder”, s. 148.

Katrine Grünfelds femte roman Værelse samlet af kvinder” fra 2021 er som hendes foregående romaner ordknap og formmæssigt stram og har en kvindelig hovedperson. Som i ”Stormskader” er fortælleren navnløs, og veninden M spiller også i denne fortælling en vigtig rolle.

38653822

Fortælleren er i krise efter en skilsmisse og flytter en overgang ind hos veninden M, der også er nyskilt. Smøger, druk og sex bliver sten på vejen til at genfinde fodfæste. Fortælleren flytter efter et stykke tid hos M i en lejlighed for sig selv, og sammen med sin mor, veninden M og datteren samler de hendes nye møbler fra IKEA, deraf titlen. Men i modsætning til kvinden i ”Stormskader” bryder hun ikke helt sammen, selvom både eksmanden og teenagebørnene er vrede, økonomien er stram og kroppen ikke længere er ung. Hun bæres af kvinderne omkring sig og begynder langsomt at nyde sin frihed. At kvindefællesskaber er en redningsplanke understreges til slut i romanen, hvor fortælleren får forpurret sin plan om at rejse ud alene for at tænke sig om: ”Jeg skulle jo tænke ... Ja, men nu skal du have det skægt i stedet for!” (s. 280).

Romanen veksler mellem den kvindelige hovedpersons indre monologer og hendes dialoger med børnene, veninden M, hendes mor, naboen og manden. Tonen er både vred og bidende, indfølende og humoristisk og til tider lidt indforstået.

Grünfeld er på tematisk hjemmebane i sin dissekering af det moderne ægteskab og den moderne kvinderolle. Romanen viser os, at kvinder er mennesker, ikke bare mødre og hustruer, eller som det hedder i romanen: ”Nu er kroppen flere aldre, uden ham, uden børnene, uden M (...)” (s. 136), og netop det at bære sine aldre i sig får en til at tænke på Tove Ditlevsen, hvor flere digte kredser om altid at have sin barndom med sig.

”Værelse samlet af kvinder” er en fragmenteret fortælling om kvinders frihed, og med sin vrede midaldrende kvinde beskriver romanen en ellers ret underbeskrevet figur i litteraturhistorien.

Genrer og tematikker

Tematisk kredser Katrine Grünfelds romaner om det moderne parforhold, om den moderne kvinde og om middelklassens jagt på den lykkelige og perfekte tilværelse. De fem romaner er hver på deres måde et opgør med konventionelle opfattelser af ægteskab, kærlighed og familieliv. Katrine Grünfeld selv mener da heller ikke, at lykken findes som en konstant: ”Lykken kommer jo kun i glimt, resten er hårdt arbejde, og det kan vi ligeså godt indrette os på først som sidst, for ellers kommer vi til at gøre livet surt for os selv og hinanden.” (Sonja Sabinsky: Antiheltinden. Dagbladenes Bureau, 2012-01-11).

Romanernes hovedpersoner er kvinder, og de har til fælles, at de har svært ved at vælge. Både Mie i ”Mindre pletter”, Johanne i ”Sommerferie”, Pelle i ”Et hjem i Mørke” og den kvindelige hovedperson i ”Stormskader” er superrefleksive, og de gør sig så mange tanker om sig selv og andre, at de ofte fremstår komiske og pinlige og ude af stand til at tage livet på sig. Katrine Grünfeld har et skarpt blik for den slags kvinder, og hun skildrer dem med lige dele ømhed og humor.

Derudover er Grünfeld en eminent iagttager af ægteskabet og menneskers spil med hinanden, og romanerne fremstår som skarpe og præcise afdækninger af facadespillet og den politiske korrekthed. Når Johanne i ”Sommerferie” sørger for, at Røde Kors-bladet ligger øverst i bunken, når vennerne fra den kreative klasse kommer på besøg, får hun kvalme over sin egen selviscenesættelse, men hun gør det alligevel. Den type afdækning af dobbeltmoralen er et gennemgående træk i forfatterskabet, hvor Grünfeld også udstiller falskhed og hykleri. 

Grünfeld skriver realistiske fortællinger i et ligefremt og dynamisk sprog. Romanerne er præget af en ironisk distance både til ideen om det perfekte parforhold og den perfekte tilværelse. Grünfeld lader sine antiheltinder gennemskue facaderne, så de kan se ind i andre menneskers sprækker. På den måde bliver romanerne et opgør med pænhed til fordel for at lade det egentligt menneskelige få plads. Selv siger Katrine Grünfeld om det tema: ”Jeg bliver meget træt af, at tilværelsen skal se så perfekt ud. Man skal være den perfekte mor, den perfekte hustru, den perfekte veninde, den perfekte dit og dat og jeg ved ikke hvad, men sådan er livet jo ikke, og det er anstrengende at se, hvordan folk halser af sted efter det idealbillede, som de alligevel ikke kan leve op til, og når de opdager, at de ikke kan det, for det er der ingen, der kan, så puster de sig op og lukker en masse varm luft ud” (Sonja Sabinsky: Antiheltinden. Dagbladenes Bureau, 2012-01-11).

Beslægtede forfatterskaber

Katrine Grünfelds forfatterskab er befolket af selvbevidste og selviscenesættende kvinder. Heltinder eller måske snarere antiheltinder, der ofte kommer til at fremstå ufrivilligt komiske, og som på hver deres måde har svært ved at vælge. Den mest rendyrket komiske og kejtede antiheltinde er Helen Fieldings Bridget Jones-figur, men også i danske Helle Helles forfatterskab findes kvindelige hovedpersoner, der har svært ved at vælge, og som mod deres vilje virker pinlige. I Helles ”Dette burde skrives i nutid” fra 2011 går hovedpersonen Dorte næsten i stå i sit lille hus i Glumsø, selv om hun er ganske ung, indskrevet på universitetet og har livet foran sig. Helle Helle og Grünfeld deler en sproglige enkelthed, men deres måde at skrive karakterer frem på er væsensforskellige. Helle Helle har et ydre blik på sine personer og viser dem gennem nøgterne beskrivelser af deres handlinger og i deres dialog, hvor Grünfeld ser sine karakterer indefra og derfor også lader dem træde frem gennem deres indre ofte modsætningsfyldte tankemylder.

Lone Hørslevs kvindelige figurer Marianne og Jannie lider i romanen ”Sorg og camping” (2011) som Johanne i ”Sommerferie” af længsel efter noget ubestemt andet, og begge forfattere synes at være enige om, at samlivet og ægteskabet anno 2012 er i en sørgelig forfatning. Grünfeld mener sågar, at der er behov for en ny måde at leve på. Hun siger: ”Egentlig synes jeg, at parforholdet har spillet totalt fallit som ramme om børneopdragelse. Måske skal vi indrette samfundet anderledes. Bo i store fælleskollektiver eller skrue forbruget helt ned og finde frem til en ægte simple living i stedet for de der forløjede simple living-kulisser, som vi kan vise frem. Et eller andet må vi gøre. Vi er simpelthen nødt til at holde op med at gå og lyve for hinanden.” (David Jacobsen Turner: Potentiel hygge og forebyggende parterapi. Weekendavisen, 2012-01-20).

Både Hørslev og Grünfeld beskæftiger sig tematisk med den menneskelige væren med hinanden, og de deler en interesse for kvinders liv og psyke. Med det tema skriver Grünfeld sig ind i en tradition af kvindelige, danske forfattere, der netop har kvindeliv, familieliv og den besværlige kærlighed som omdrejningspunkt. Den tegnes foruden af Lone Hørslev og Helle Helle også af bl.a. Hanne Vibeke Holst, Ida Jessen, Trisse Gejl og Kirsten Hammann.

Bibliografi

Romaner

Grünfeld, Katrine:
Mindre pletter. Gyldendal, 2008.
Grünfeld, Katrine:
Sommerferie. Gyldendal, 2010.
Grünfeld, Katrine:
Et hjem i Mørke. Gyldendal, 2012.
Grünfeld, Katrine:
Stormskader. Gyldendal, 2015.
Grünfeld, Katrine: Værelse samlet af kvinder. Grif, 2021.

Om forfatterskabet

Artikler

Information, 2015-03-06.

Søgning i bibliotek.dk

Emnesøgning på Katrine Grünfeld

Kilder citeret i portrættet

Artikler

Litteratursiden, 2010-05-20.
Sabinsky, Sonja:
Antiheltinden. Dagbladenes Bureau, 2012-01-11.
Turner, David Jacobsen:
Potentiel hygge og forebyggende parterapi. Weekendavisen, 2012-01-20.