Faïza Guène er opvokset mellem to kulturer, den franske og den algeriske, og hun er i Frankrig blevet kendt som indvandrerghettoernes litterære stemme. Hendes tre romaner er skrevet i et mundret sprog, der er præget af højt tempo og slang, og de henvender sig først og fremmest til unge. Hendes sprogbrug kaldes verlan og er en blanding af blandt andet officielt fransk, fransk slang og arabisk. Ifølge Faïza Guène er der dog holdt igen med slang-ordene, for ellers ville læserne ikke forstå noget af det. (Merete Reinholdt: Ufrivillig præmieperker. Weekendavisen, 2011-06-10).
Franske aviser har betegnet hende som ”Forstædernes Bridget Jones”, fordi hendes bøger er humoristiske, socialrealistiske skildringer af almindelige, fejlbarlige mennesker – etnisk franske som indvandrere – i det ghettomiljø, hun selv er opvokset i. Men selvom Faïza Guènes bøger både er underholdende og morsomme, så rummer de en langt mere presserende dagsorden end bøgerne om Bridget Jones. Hun fortæller selv, at ét af hendes erklærede mål er at bryde med de overdrevne klicheer om indvandrerghettoerne, der præger mediebilledet: ”Man viser altid unge kriminelle, der brænder biler af, eller unge islamister eller narkohandlere. Det er kun en lille del af sandheden, men når folk ser det på tv, bliver de bange og tror, at alle sorte og arabere er sådan. Bagefter stemmer de på højreekstremisterne i Front National. Selvfølgelig er der kriminalitet her, men de fleste lever et helt normalt liv,” siger Faïza Guène. (Jørgen Ullerup: Interview: Faïza Guène. Jyllands-Posten, 2005-01-29).
Hun føler sig latterlig, når hun føler sig tvunget til at forklare, at mennesker i ghettoerne også elsker hinanden, at de får børn af kærlighed og ikke kun for at få mere i socialhjælp. (Angelique Chrisafis: High riser. The Guardian, 2008-06-05), og det er grundtemaet i hendes forfatterskab. Hun håber, at hendes bøger kan give et mere nuanceret billede af virkelighedens ghettoer, der kan være med til at bygge bro – give et håb. ”Jeg tilhører en mellemgeneration mellem indvandrerne som mine forældre og fremtidens unge. Det er op til os at gøre arbejdet, at udtrykke os og deltage aktivt i aktiviteterne i kvarteret. Jeg vil have, at mine børn kommer til at tro på fremtiden,”
fortæller Faïza Guène. (Jørgen Ullerup: Interview: Faïza Guène. Jyllands-Posten, 2005-01-29).