Faïza Guène
Foto: Geraint Lewis/Writer Pictures/Ritzau Scanpix

Faïza Guène

mag.art. Abigail Josephsen, iBureauet/Dagbladet Information, 2012.
Top image group
Faïza Guène
Foto: Geraint Lewis/Writer Pictures/Ritzau Scanpix
Main image
Guène, Faïza
Foto: Forlaget Republik

Indledning

Den unge, franske forfatter Faïza Guène skriver om mennesker på samfundets bund. Mennesker, hun kender fra sin opvækst i en ghetto ved Paris: Indvandrerne, de arbejdsløse, de fattige. Dem, der henslæber deres liv på sofaen foran fjernsynet. Dem, der nervøst står i kø foran udlændingekontoret for at få fornyet opholdstilladelsen.

Hun slog igennem som 19-årig med romanen ”Kiffe kiffe i morgen”. Her viste hun noget, som for ofte bliver glemt: At folk i ghettoen også kan elske hinanden. Hun skildrer mennesker med ømhed, humor og mentalt overskud, og hendes bøger er aktuel socialrealisme for fuld speed med absurde twists og en vindende vilje til at drømme og le.   

 

52588588

Blå bog

Født: 1985 i Bobigny, Frankrig.

Uddannelse: Indskrevet på sociologi på Université Paris 8, Saint Denis. Hun droppede hurtigt ud igen for at skrive.

Debut: Kiffe Kiffe demain, 2004.

Litteraturpriser: Peter Pan-prisen, Sverige, 2007.

Seneste udgivelse: Mænd græder ikke. Republik, 2016. (Un homme ça ne pleure pas, 2014). Oversætter: François-Eric Grodin.

 

Artikel type
voksne

Baggrund

”Og man tænker, at det nok skal blive bedre en dag selvom der ikke er nogen garanti. Eller som min tante siger: De smukkeste eventyr er dem der begynder dårligt.”

”Hvor drømmene vender”, s. 21.

Faïza Guène er opvokset i den såkaldte indvandrerghetto Les Courtillieres i udkanten af Paris, der svarer til Mjølnerparken herhjemme. Hun er det midterste af tre børn. Hendes far kom fra Algeriet til Frankrig som 17-årig i 1952 for at blive industriarbejder. 30 år senere giftede han sig med en algerisk kvinde, som kom op til Frankrig og blev hjemmegående. Selv betegner Faïza Guène sine forældre som religiøse men åbensindede, og selvom ingen af dem fik en uddannelse, så har de altid haft respekt for bøger, og de har bakket hende op. Faïza Guène lærte tidligt at læse, og det blev hendes store interesse. Desværre havde hendes forældre ikke råd til bøger, så hun fandt sit læsestof i det sparsomme udvalg på det lokale bibliotek og i skolebøgerne.

Som ganske ung begyndte hun også at skrive, men det var udelukkende til skrivebordsskuffen. Hun skrev så meget, at hendes mor måtte smide hendes notesbøger ud, fordi de fyldte for meget i den lille lejlighed. Som 13-årig tilmeldte Faïza Guène sig et kulturtilbud med skrive- og filmværksted for unge i boligblokken, og som 14-årig lavede hun sin første kortfilm, ”La zonzoniere”, der handler om en ghetto-pige, som holdes indespærret af sin religiøse far. Faïza Guène var bidt af at fortælle historier, men for en ung indvandrer er der ikke meget opbakning fra omgivelserne til at drømme. Hun fik at vide af en erhvervsvejleder, at hun ikke skulle sigte for højt og blive sundhedsplejer. (Bjørn Willum: Drømme forbudt i forstæderne. Berlingske.dk, 2006-06-24).

Men hun blev alligevel ved, og da hun var 17 år, viste hun 30 sider af et romanprojekt til en af underviserne på filmværkstedet. Han var så begejstret, at han viste manuskriptet til en ven, der var forlægger i Paris. Det blev til Faïza Guènes litterære gennembrud, ”Kiffe Kiffe i morgen”. Den udkom, da hun var 19 år. Bogen blev solgt i flere hundrede tusinde eksemplarer og er oversat til mere end 26 sprog. Faïza Guène fortsatte med at skrive, mens hun samtidig indskrev sig på universitetet for at studere sociologi. Efter et år droppede hun ud for at hellige sig forfatterkarrieren og har indtil nu udgivet tre romaner. I dag er hun gift og bor med sin mand og sit barn i en forstad til Paris.

 

Kiffe Kiffe i morgen

”Sikke en lorteskæbne. Skæbnen er noget lort, for der er ikke noget at gøre. Så uanset hvad du gør, bliver du altid røvrendt. Mor siger, at min far forlod os, fordi det stod skrevet.”
”Kiffe kiffe i morgen”, s. 18.

”Kiffe Kiffe demain” fra 2004 (”Kiffe Kiffe i morgen”, 2010) er Faïza Guènes gennembrudsroman. Den handler om den 15-årige Doria, der er en fantasifuld, stærk og fandenivoldsk karakter. Doria bor alene med sin mor i en ghetto i den parisiske forstad Livry-Gargan i nutidens Frankrig. Hendes forældre kommer oprindeligt fra Marokko, og hendes far er taget tilbage hertil for at gifte sig med en ny kvinde. Årsagen er, at Dorias mor kun var i stand til at give ham ét barn, og det var ikke en dreng. Doria kalder ham konsekvent for Skægaben, men selvom hun gør grin med ham, så piner det hende, at han er rejst.

28474776

Doria klarer sig dårligt i skolen, går til psykolog og flygter ind i en drømmeverden, som hun kopierer fra tv. Blandt andet forestiller hun sig, at hun er en del af Ingalls-familien i ”Det lille hus på prærien”. Hendes analfabetiske mor arbejder som underbetalt rengøringskone på et hotel, og de er så fattige, at Doria kun går i nedslidt genbrugstøj. Den lille familie får ofte besøg af socialrådgivere, der opfører sig, som om ghettoen er et eksotisk rejsemål, og Doria håner dem med navne som fru Dumpe og fru Dumsmart. Doria skelner ikke til folks etnicitet eller religion. Hun ser på folk som mennesker og værdsætter og håner dem derefter. Det bedste i Dorias liv er relationen til pusheren Hammoudi, der kan fremsige Rimbaud-digte og den livlige tante Zorah, der også er algerisk immigrant.

Bogens titel ”Kiffe kiffe i morgen” spiller på det arabiske slang udtryk kif-kif, der betyder, at intet vil ændre sig, og det franske verbum kiffer, der betyder at kunne lide noget. I begyndelsen af romanen bruger Doria udtrykket kif-kif, fordi hun for længst er holdt op med at håbe, at livet kan blive bedre. Hun er og bliver en taber-andengenerationsindvandrer fra ghettoen. Men det ændrer sig, da hun kommer ind på frisøruddannelsen og får sit livs første kys. Titlens kiffe kiffe er derfor et udtryk for, at der måske alligevel kan ske noget godt i morgen, hvis man bliver ved med at kæmpe. Romanen er fortalt af Doria selv i teenage-talesprog og med rig brug af slang, og den er præget af selvironi og humor. Hovedtemaet er at leve som teenager i en indvandrerghetto i Frankrig uden at opgive retten til at drømme.

Hvor drømmene vender

”Det eneste jeg mangler for at have hele udstyret, er det latterlige lille lyseblå stykke papir der er blevet kærligt og smagfuldt lamineret, det nok så kendte french touch. Den lille detalje som ville give mig ret til alt [..]”
”Hvor drømmene vender”, s. 56.

Den 24-årige Ahlème er hovedpersonen i Faïza Guènes anden roman ”Du rêve pour les oufs” fra 2006 (”Hvor drømmene vender”, 2011). Hun blev født i en landsby i Algeriet, hvor hun boede sammen med sin mor og sin lillebror Foued. Men da moderen bliver brutalt dræbt under en massakre i landsbyen, bliver den 11-årige Ahlème og hendes bror sendt op til deres far i Frankrig. Ahlème kalder ham Chefen, og han bor i et socialt boligbyggeri i forstaden Ivry. Her har han boet og arbejdet i en menneskealder, men desværre kommer han ud for en arbejdsulykke, der giver ham en alvorlig hjerneskade, og han sidder nu i sofaen hele dagen og ser fjernsyn.

28728352

Ahlème må tage sig af ham og forsørge familien med en lang række småjobs, hvor hun blandt andet sælger telefonsex og burgere på McDonald’s. Oveni gør hun en ihærdig og modig indsats for at få sin lillebror, der er kommet i dårligt selskab og er blevet småkriminel, tilbage på rette spor. Tilværelsen har været hård ved Ahlème, men hun er fast besluttet på, at hun vil skabe sig en bedre tilværelse end sin far. Også selvom hun med jævne mellemrum må stå i kø nede foran udlændingekontoret for at få fornyet sin opholdstilladelse og må bide den evige angst for afslag i sig, så godt hun kan. Ifølge Ahlème må indvandrere kæmpe dobbelt så hårdt som indfødte franskmænd for at skabe sig et liv og en karriere – og det gør hun så.

Uanset hvor mange hak tilværelsen giver hende, så nægter hun at give slip på sin ret til at drømme om en god fremtid i Frankrig. Og det er ikke kun de franske myndigheder, som udsætter hende for prøvelser. Det er også den stormende forelskelse i den serbiske indvandrer Tonislav og tanternes breve fra Algeriet, der er fyldt med slet skjulte bebrejdelser over, at hun aldrig kommer på besøg samt lange ønskelister med alt fra hårtørrere til g-strengstrusser.

Historien er fortalt af Ahlème selv i det mundrette, slang-prægede sprog, der er karakteristisk for Faïza Guènes forfatterskab. Hovedtemaet i ”Hvor drømmene vender” er at leve mellem to kulturer uden at føle sig hjemme i nogen af dem. Algeriet er blevet fremmed for Ahlème, fordi hun har tilbragt størstedelen af sit liv i Frankrig, og i Frankrig, hvor et nyt cirkulære har sat som mål at udvise 25.000 udlændinge om året, accepteres hun ikke som franskmand. ”Hvor drømmene vender” forsøger at indgyde mod på trods.

Sidste omgang på Balto

”Det kan godt være De synes det lyder latterligt, men hvad kan en arbejdsløs taber som mig der sidder dagen lang og hænger foran fjerneren, give sin søn af råd? Ja, jeg spørger bare.”
”Sidste omgang på Balto”, s. 90.

Faïza Guènes ”Les Gens du Balto” fra 2008 (”Sidste omgang på Balto”, 2011) kan karakteriseres som en socialkrimi med et absurd twist. Joël Morvier, ejeren af Café Balto, bliver fundet nøgen, knivdræbt og indsmurt i blod på gulvet i sin café, der ligger i en trist og fattig forstad til Paris, Joigny-les-Deux-Bouts. Politiet går i gang med at afhøre de nøglepersoner, der har deres gang i og omkring cafeen.

29082731

Der er syv af dem i alt, og hvert kapitel i bogen består af afhøringer af dem: Tanièl også kaldet Tyrkeren, der er blevet smidt ud af gymnasiet og tilbringer dagene med at ryge hash, men som alligevel går af sted hver morgen med sin skoletaske på ryggen. Der er hans blonde og indbildske kæreste Magalie Fournier, hans storbarmede mor Yéva, hans far, der er ludoman, hans retarderede bror og så videre. Efterforskeren kommer ikke selv til orde. Det er derfor kun de afhørtes historie, vi læsere får, og de taler mest af alt om sig selv. Derudover giver Joël Morvier også sit besyv med fra den anden side af graven. Han var i levende live en så usympatisk mand, at hver eneste af de mistænkte havde grund nok til at se sig sur på ham.

Det er dog ikke opklaringen af mordet, der er det interessante i bogen. Det er derimod det triste portræt, som hver af de mistænkte tegner af sig selv og det sumpede, drømmeløse liv, de alle sammen lever, som er så fyldt med selvbedrag, løgne, fordomme, misundelse og konflikter. Det er historier fra bunden af samfundet fortalt af både indvandrere og nedslidte etnisk franske arbejdere. Og det står klart, at selvom man som gruppe tilhører samfundets udstødte, så står man ikke nødvendigvis sammen eller behandler hinanden godt. Langt fra.

Hvert kapitel bærer navnet på den, der afhøres, inklusiv vedkommendes mange øgenavne. For eksempel kaldes Tanièls kæreste både blondinen, luderen og Tyrkerens dame. Bogens sprog er slangpræget, humoristisk og karikeret, og det gør den langt fra deprimerende at læse, selvom den underliggende pointe er alvorlig: De mennesker, der hutler sig igennem livet herude i betonforstaden, er også mennesker, men de er af mange årsager låst fast her og er glemt af resten af verden.

Genrer og tematikker

Faïza Guène er opvokset mellem to kulturer, den franske og den algeriske, og hun er i Frankrig blevet kendt som indvandrerghettoernes litterære stemme. Hendes tre romaner er skrevet i et mundret sprog, der er præget af højt tempo og slang, og de henvender sig først og fremmest til unge. Hendes sprogbrug kaldes verlan og er en blanding af blandt andet officielt fransk, fransk slang og arabisk. Ifølge Faïza Guène er der dog holdt igen med slang-ordene, for ellers ville læserne ikke forstå noget af det. (Merete Reinholdt: Ufrivillig præmieperker. Weekendavisen, 2011-06-10).

Franske aviser har betegnet hende som ”Forstædernes Bridget Jones”, fordi hendes bøger er humoristiske, socialrealistiske skildringer af almindelige, fejlbarlige mennesker – etnisk franske som indvandrere – i det ghettomiljø, hun selv er opvokset i. Men selvom Faïza Guènes bøger både er underholdende og morsomme, så rummer de en langt mere presserende dagsorden end bøgerne om Bridget Jones. Hun fortæller selv, at ét af hendes erklærede mål er at bryde med de overdrevne klicheer om indvandrerghettoerne, der præger mediebilledet: ”Man viser altid unge kriminelle, der brænder biler af, eller unge islamister eller narkohandlere. Det er kun en lille del af sandheden, men når folk ser det på tv, bliver de bange og tror, at alle sorte og arabere er sådan. Bagefter stemmer de på højreekstremisterne i Front National. Selvfølgelig er der kriminalitet her, men de fleste lever et helt normalt liv,” siger Faïza Guène. (Jørgen Ullerup: Interview: Faïza Guène. Jyllands-Posten, 2005-01-29).

Hun føler sig latterlig, når hun føler sig tvunget til at forklare, at mennesker i ghettoerne også elsker hinanden, at de får børn af kærlighed og ikke kun for at få mere i socialhjælp. (Angelique Chrisafis: High riser. The Guardian, 2008-06-05), og det er grundtemaet i hendes forfatterskab. Hun håber, at hendes bøger kan give et mere nuanceret billede af virkelighedens ghettoer, der kan være med til at bygge bro – give et håb. ”Jeg tilhører en mellemgeneration mellem indvandrerne som mine forældre og fremtidens unge. Det er op til os at gøre arbejdet, at udtrykke os og deltage aktivt i aktiviteterne i kvarteret. Jeg vil have, at mine børn kommer til at tro på fremtiden,”

fortæller Faïza Guène. (Jørgen Ullerup: Interview: Faïza Guène. Jyllands-Posten, 2005-01-29).

 

Beslægtede forfatterskaber

Faïza Guène er den første franske forfatter, der har gjort sig bemærket ved at skildre livet i indvandrerghettoen. Hun bruger dermed sin dobbelte kulturelle baggrund til at give et nyt perspektiv på det samfund, som hendes familie har slået sig ned i. Et særdeles vedkommende perspektiv, fordi andelen af fransk litteratur, der er skrevet af forfattere med især arabisk indvandrerbaggrund, er til at overse. Faïza Guène føler sig da heller ikke accepteret af det litterære miljø i sit hjemland, og trods sine enorme publikumsucceser, så forventer hun ikke at vinde nogen litterære priser: ”Jeg vil aldrig nogensinde modtage en pris. Det ville indebære, at man anså det, jeg skriver, for at være litteratur. At der er intellektuelle ude i forstæderne. Den slags ændrer sig ikke på grund af den neo-kolonialistiske overbevisning: Ideen om, at ”de indfødte” er gode til sport, sang og dans men ikke til at tænke.” (Angelique Chrisafis: High riser. The Guardian, 2008-06-05).

Som forfatter føler hun sig mest beslægtet med sine britiske kolleger Hanif Kureishi, Zadie Smith og Monica Ali, der lige som hende skildrer de indvandrermiljøer, de er opvokset i. I Danmark er der en spirende tendens til, at forfattere med indvandrerbaggrund er begyndt at komme til orde. Men de er stadig få. Særligt bemærkelsesværdig er antologien ”Nye stemmer”, der udkom i 2007. Den består af noveller, kortprosa og digte, der er skrevet af danske unge talenter med indvandrerbaggrund.

Én af bidragsyderne til ”Nye Stemmer” er Alen Meskovic (født 1977). Han har i sine efterfølgende værker skildret en ungdomstilværelse i Bosnien under borgerkrigen (romanen ”Ukulele-jam” fra 2011) og livet som immigrant i Danmark (digtsamlingen ”Første gang tilbage” fra 2009). Den danske forfatter, som Faïza Guène er kunstnerisk tættest beslægtet med, er Lone Aburas (født 1979). Hun slog igennem med romanen ”Føtexsøen” (2009), som handler om en ung pige, der vokser op i en dansk-egyptisk familie i provinsslummen i Høje Taastrup, men som alligevel drømmer om noget så eksotisk som at blive forfatter.


Bibliografi

Romaner

Guène, Faïza:
Kiffe kiffe i morgen. Forlaget Republik, 2010. (Kiffe kiffe demain, 2004). Oversætter: François-Eric Grodin.
Guène, Faïza:
Hvor drømmene vender. Forlaget Republik, 2011. (Du rêve pour les oufs, 2006). Oversætter: François-Eric Grodin.
Guène, Faïza:
Sidste omgang på Balto. Forlaget Republik, 2011. (Les gens du Balto, 2008). Oversætter: François-Eric Grodin.
Guène, Faïza: Mænd græder ikke. Republik, 2016. (Un homme ça ne pleure pas, 2014). Oversætter: François-Eric Grodin.

Om forfatterskabet

Forlag

Her kan man finde korte beskrivelser af bøgerne, en kortfattet biografi om forfatteren samt finde links til interviews og anmeldelser.

Søgning i bibliotek.dk

Emnesøgning på Faïza Guène

Kilder citeret i portrættet

Kilder

Ullerup, Jørgen:
Interview: Faïza Guène. Jyllands-Posten, 2005-01-29.
Willum, Bjørn:
Drømme forbudt i forstæderne. Berlingske.dk. 2006-06-24.