Alen Mešković

Alen Mešković blev født i 1977 i Bosnien. Med dét fødested og dét fødeår var han 14 år og tæt på, da Bosnien i 1992 erklærede sin selvstændighed, hvilket blev indledningen til den værste konflikt og største humanitære katastrofe på europæisk grund siden 2. Verdenskrig. Krigen i Bosnien kostede over hundrede tusinde livet og drev millioner på flugt. Blandt de sidste var Alens familie, der fra 1992 til 1994 måtte bo i en lejr for fordrevne bosniske flygtninge. Som 17-årig fik han ophold i Danmark.

At en krig kunne ryste alt det i tilværelsen løs, som virkede fast, har gjort et stærkt indtryk på Alen: ”I de menneskers liv, der har oplevet krigen, er den skelsættende. Det er den, der vælter om på det hele. Den tager de ting, som ens liv består af, og kaster dem op i luften. Det satte spor i erindringen.” (Astrid Bjørnskov Thorhauge: Alen Meskovic: Sådan var virkeligheden. www.litteratursiden.dk, 2011-10-06). Det var som 14-årig, i det første krigsår, at Alen begyndte at sætte sine tanker på papir. Inspirationen til at skrive på dansk kom fra et besøg i sin bosniske fødeby. En oplevelse, der senere fik udtryk i debutsamlingen ”Første gang tilbage”.

For Alen Mešković er den bedste bog sådan en, hvor det er tydeligt, at den kun kunne være skrevet af den, der faktisk skrev den. Alens forfatterskab bygger på hans eget liv, og det selvbiografiske element er tilsigtet: ”Jeg forstår ikke helt Per Højholts dictum med, at man ikke må tage af hovedstolen”. Men i sidste ende er det er fiktion, Alen skriver – ikke dagbog eller erindringer. Som han siger i et interview: ”Jeg er loyal over for mine erfaringer, ikke over for mine oplevelser” (Karen Syberg: Krig, fascister og fed musik. Information, 2011-10-06).

Der er fyldt med underlige huse i Alen Meškovićs digtsamling ”Første gang tilbage” fra 2007. Huse, der har revet sig løs fra fundamentet og svæver i luften, huse med blændede vinduer og skudhuller i væggen, huse, hvor taget tegneserieagtigt hænger i luften og ligner en åben bog med ryggen opad. Digterjegets tilbagevenden til et krigshærget hus sætter en tankeproces i gang, hvor tunge modsætningspar spilles ud mod hinanden. Er den kløft, som krigen skaber, en halvering af landet eller en fordobling? Betyder den voldsomme omvæltning af tilværelsen mon afslutning eller en ny begyndelse? Ofte er perspektiverne repræsenteret af personer, som her, hvor en mand kun ser slutningen, mens en kvinde insisterer på, at fremtiden findes: ”Lad slutningen være hér,” sagde manden der havde en kone, der havde en mave, der var stor … Mod byen, mod begyndelsen gik kvinden med maven der var stor og sagde: ”Nej. Lad den være et andet sted.” (s. 18). Digtene er hovedsageligt små prosastykker, hvor ordene imidlertid tiltager sig udvidede betydninger, og simple billeder og gentagelsesfigurer udnyttes med stor effekt.

27715141

En flod skærer sig gennem landskabet, og det bliver et centralt billede i digtsamlingen. Bevæger man sig op ad den, bliver man konfronteret med sin fortid: de døde, der ikke vil snakke, og de gamle kærester (i nye arme), ligeledes korte for hovedet. Fremtiden er også blokeret: opløsning og glemsel venter dén, der går ned ad floden. På den anden bred frister en ny tilværelse, der imidlertid er en trættende cyklus af nye begyndelser. At vende tilbage til udgangspunktet går heller ikke, og skulle man alligevel forsøge at tilbagevinde dette illusoriske sted, vil bredden hele tiden vige for én. Sådan er tilværelsens topologi for en flygtning, og huset på bakken har udsigt over alle eksistentielle umuligheder.

I indledningsdigtet, ”Det mærkelige hus”, slås det fast, at ”Et hus er ikke et hjem, før det forlades”. Hjemmet er med andre ord en nostalgisk kategori, hvilket på forhånd gør det umuligt at vende hjem, fordi hjemmet altid er låst i fortiden. Digtsamlingen tager os med første gang tilbage; dens påtrængende spørgsmål er: tilbage til hvad?