alen meskovic
Foto: Isak Hoffmeyer

Alen Mešković

cand. mag., ph.d.-stipendiat Anders Johannsen, iBureauet/Dagbladet Information. 2011.
Top image group
alen meskovic
Foto: Isak Hoffmeyer
Main image
Mešković, Alen
Foto: Jens Astrup / Scanpix

Indledning

Med bosnisk baggrund og førstehåndserfaring af konflikten på Balkan ligner Alen Mešković ikke mange andre danske forfattere. Hans to bøger spænder over genrerne digtsamling og roman, og selv om formerne er ganske forskellige, er grundstoffet det samme: oplevelsen af krigen. I digtene er den altdominerende følelse hjemløshed, mens romanen handler om muligheden for at leve der, hvor man er. Virker flygtningens situation i digtsamlingen ”Første gang tilbage” fastlåst og umulig, så slutter romanen ”Ukulele-jam” til gengæld magtfuldt og i fuld tiltro til fremtiden.

 

52389062

Blå bog

Født: 19. oktober 1977 i Bosnien.

Uddannelse: Cand.mag. i Moderne kultur og kulturformidling, 2006.

Debut: Nye stemmer, antologi. Gyldendal, 2007

Litteraturpriser: Ingen kendte.

Seneste udgivelse: Enmandstelt. Gyldendal, 2016. (2. del af Ukulele-Jam).

Inspiration: Min far.

Artikel type
voksne

Baggrund

”Til sidst satte jeg mig ned ved siden af far på terrassen mellem D1 og D2. Amar og Ismar gik forbi. De bar en kasse øl imellem sig. Over øllene var der stablet flere poser af chips, saltstænger og peanuts. Synet gjorde mig næsten svimmel. Så lagde far pludselig armen om min skulder og hviskede mig i øret: – Vi skal nok få lavet den dér fest, om så hele lortet går under!”

”Ukulele-jam”, s. 76.

 

Alen Mešković blev født i 1977 i Bosnien. Med dét fødested og dét fødeår var han 14 år og tæt på, da Bosnien i 1992 erklærede sin selvstændighed, hvilket blev indledningen til den værste konflikt og største humanitære katastrofe på europæisk grund siden 2. Verdenskrig. Krigen i Bosnien kostede over hundrede tusinde livet og drev millioner på flugt. Blandt de sidste var Alens familie, der fra 1992 til 1994 måtte bo i en lejr for fordrevne bosniske flygtninge. Som 17-årig fik han ophold i Danmark.

At en krig kunne ryste alt det i tilværelsen løs, som virkede fast, har gjort et stærkt indtryk på Alen: ”I de menneskers liv, der har oplevet krigen, er den skelsættende. Det er den, der vælter om på det hele. Den tager de ting, som ens liv består af, og kaster dem op i luften. Det satte spor i erindringen.” (Astrid Bjørnskov Thorhauge: Alen Meskovic: Sådan var virkeligheden. www.litteratursiden.dk, 2011-10-06). Det var som 14-årig, i det første krigsår, at Alen begyndte at sætte sine tanker på papir. Inspirationen til at skrive på dansk kom fra et besøg i sin bosniske fødeby. En oplevelse, der senere fik udtryk i debutsamlingen ”Første gang tilbage”.

For Alen Mešković er den bedste bog sådan en, hvor det er tydeligt, at den kun kunne være skrevet af den, der faktisk skrev den. Alens forfatterskab bygger på hans eget liv, og det selvbiografiske element er tilsigtet: ”Jeg forstår ikke helt Per Højholts dictum med, at man ikke må tage af hovedstolen”. Men i sidste ende er det er fiktion, Alen skriver – ikke dagbog eller erindringer. Som han siger i et interview: ”Jeg er loyal over for mine erfaringer, ikke over for mine oplevelser” (Karen Syberg: Krig, fascister og fed musik. Information, 2011-10-06).

 

Første gang tilbage

”Man åbner øjnene. Så lukker man dem igen og ser huse bygget halvejs og oppefra og ned svæve over det slidte og udtrådte græs // Den, der åbner øjnene, dropper rejsen hjem”.
”Første gang tilbage”, s. 37

Der er fyldt med underlige huse i Alen Meškovićs digtsamling ”Første gang tilbage” fra 2007. Huse, der har revet sig løs fra fundamentet og svæver i luften, huse med blændede vinduer og skudhuller i væggen, huse, hvor taget tegneserieagtigt hænger i luften og ligner en åben bog med ryggen opad. Digterjegets tilbagevenden til et krigshærget hus sætter en tankeproces i gang, hvor tunge modsætningspar spilles ud mod hinanden. Er den kløft, som krigen skaber, en halvering af landet eller en fordobling? Betyder den voldsomme omvæltning af tilværelsen mon afslutning eller en ny begyndelse? Ofte er perspektiverne repræsenteret af personer, som her, hvor en mand kun ser slutningen, mens en kvinde insisterer på, at fremtiden findes: ”Lad slutningen være hér,” sagde manden der havde en kone, der havde en mave, der var stor … Mod byen, mod begyndelsen gik kvinden med maven der var stor og sagde: ”Nej. Lad den være et andet sted.” (s. 18). Digtene er hovedsageligt små prosastykker, hvor ordene imidlertid tiltager sig udvidede betydninger, og simple billeder og gentagelsesfigurer udnyttes med stor effekt.

27715141

En flod skærer sig gennem landskabet, og det bliver et centralt billede i digtsamlingen. Bevæger man sig op ad den, bliver man konfronteret med sin fortid: de døde, der ikke vil snakke, og de gamle kærester (i nye arme), ligeledes korte for hovedet. Fremtiden er også blokeret: opløsning og glemsel venter dén, der går ned ad floden. På den anden bred frister en ny tilværelse, der imidlertid er en trættende cyklus af nye begyndelser. At vende tilbage til udgangspunktet går heller ikke, og skulle man alligevel forsøge at tilbagevinde dette illusoriske sted, vil bredden hele tiden vige for én. Sådan er tilværelsens topologi for en flygtning, og huset på bakken har udsigt over alle eksistentielle umuligheder.

I indledningsdigtet, ”Det mærkelige hus”, slås det fast, at ”Et hus er ikke et hjem, før det forlades”. Hjemmet er med andre ord en nostalgisk kategori, hvilket på forhånd gør det umuligt at vende hjem, fordi hjemmet altid er låst i fortiden. Digtsamlingen tager os med første gang tilbage; dens påtrængende spørgsmål er: tilbage til hvad?

Ukulele-jam

”Så gik jeg ind igen, trak vores røde Sanyo-båndoptager op fra Nenos taske og foldede kablet ud. Sanyo er navnet på et japansk firma, der laver båndoptagere, og det har intet at gøre med det serbokroatiske verbum sanjati, at drømme.”
”Ukulele-jam”, s. 15.

Asfaltblomster er det livskraftige ukrudt, der mod alle odds bryder den træge belægning og skyder op i sollyset på den anden side. ”Ukulele-jam” fra 2011 foregår under krigen i Bosnien i begyndelsen af 1990erne og er historien om, hvordan livet udfolder sig på trods. Jeg-fortælleren, den bosniskfødte teenagedreng Miki, indlogeres sammen med sine forældre i en flygtningelejr nær en kroatisk kystby, og det 14 kvm store værelse 210 i blok D1 bliver rammen om familiens liv over de næste to år.

28956053

Hvor livet for forældrene er noget, de ser tilbage på – moderen resigneret og hulkende, faderen bister og opfarende – er Miki ivrig for at komme i gang med at leve. Han har blikket rettet mod fremtiden. Feriecenteret ligger tæt ved stranden, og teenageliv betyder derfor bålfester med musik og øl og piger på fjortendages visit. Mens det sjove og overvejelserne om den unge kærlighed, der slet ikke er så let at håndtere, fylder bevidstheden, befinder krigen sig altid i den yderste kant af synsfeltet. Blandt de ting, som Miki helst undgår at snakke om, er savnet af storebroderen og hans uvisse skæbne, for han var gammel nok til at blive ført med mændene i en anden bus, da folkearméen tømte landsbyen, og den usandsynlige granat, der trillede gennem et smalt vindue ned i naboens beskyttelseskælder.

Romanen har otte afsnit, navngivet efter kassettebånd med titler som: ”Mikis scoresange”, ”Trash & Heavy”, ”Punk’s not dead”, og ”Store sommerhits” (kapitlerne i hvert afsnit har ofte pigenavne). Miki er fanatisk omkring musik. Da kun et enkelt bånd nåede at blive pakket før den forcerede rømning af hjemmet, er hans indgang til musikken at bytte overspillede bånd med de andre fra lejren. I Pink Floyds ”The Wall” finder han en frase at identificere sig med, og selv om han ikke forstår engelsk nok til at oversætte den, har han fanget dens betydning: ”comfortably numb”. Musikken udgør en flugt fra flugten.

Mikis onkel forsøger ved flere lejligheder at overtale forældrene til at forlade flygtningelejren og starte en ny tilværelse i udlandet. Altid forgæves, for forældrene hænger ved forestillingen om at få deres gamle liv tilbage. Halvt inde i bogen giver storebroderen livstegn fra sig: det er lykkedes ham at flygte til Sverige. Fra det tidspunkt begynder socialstaten Sverige, hvor de oven i købet har offentlige musikbiblioteker, at optræde i Mikis dagdrømme. Skal man finde sig i, at krigen sætter ens liv på pause? Nej, svarer Miki – og trykker play!

Genrer og tematikker

Begge Alen Meškovićs bøger viser tilbage til nogle voldsomme og afgørende begivenheder, både i forfatterens liv og Europas historie. Oplevelsen af krigen, der gennemryster tilværelsen og sætter spørgsmålstegn ved alt, hvad der virkede givet, er kerneerfaringen, som bearbejdes på forskellig måde i digtsamlingen og romanen. I ”Første gang tilbage” er konsekvensen af med hård hånd at blive revet op og plantet om et andet sted, at det senere bliver umuligt at slå dybe rødder. For flygtningen gælder det, at nok kan han slå sig ned i et hus, men han kan aldrig gøre det til sit hjem. ”Ukulele-jam” gør dette vilkår lettere at bære ved at vise, at hvor livsviljen findes, er en ny tilværelse mulig.

Selv om bøgerne befinder sig i skyggen af en kompliceret politisk konflikt, holder Mešković opmærksomheden fast på de nære, personlige og eksistentielle konsekvenser af generalers og statslederes beslutninger. Således nævnes Milosevic’ navn kun én gang i ”Ukulele-jam”, i et referat af en af flygtningelejrens excentriske beboeres teori om, at franskmændene har forgiftet leverpostejsforsyningen. Farens komiske besættelse med radionyhederne og hans efterfølgende nytteløse knurren over de høje herrers beslutninger markerer det apolitiske standpunkt yderligere.

I ”Ukulele-jam” forsøger Miki at bygge en identitet op omkring sin musik. På samme tid gør den etniske konflikt det tydeligt, at identitet i høj grad er en bunden størrelse. De kroatiske myndigheder afkræver bosniere et ublu gebyr for at blive indskrevet i skolen, og mediernes ordvalg favoriserer den dominerende befolkningsgruppe; det hedder sig, at bosniere flygtede, mens kroatere blev fordrevet fra Bosnien. I en etnisk konflikt er etnicitet uundgåelig: “Uanset hvor man kiggede hen, blev man mindet om, at man boede i den uafhængige og suveræne Republik Kroatien. At dette unge land havde tre hundrede fem og tres nationaldage om året.” (“Ukulele-jam”, s. 20). Følelsen af at være fremmed og blive sat i bås med sin baggrund vil måske stadig være et tema i kommende udgivelser, eftersom Alen af sine anmeldere roses for at skrive godt dansk.

Beslægtede forfatterskaber

Forfatterskabets to afdelinger, den poetiske, der kom først, og det skønlitterære, der fulgte, har forskellige slægtninge.

Søren Ulrik Thomsen er et åbenlyst forbillede for ”Første gang tilbage”. De lange, slyngede sætninger minder om Thomsens arabesker, og det fyldige noteapparat ligner en kærlig hilsen. Alens digte er dog for de flestes vedkommende små lyriske prosatekster, hvilket adskiller dem fra Thomsens mere traditionelt strukturerede poesi.

På prosasiden er Jakob Ejersbos Liberty-trilogi i anlæg og sproglig udtrykskraft en mulig ledsager. Når det gælder andre bøger, hvor det handler om at være ung, vokse op og gøre sig fri af forældrene, samtidig med at pubertetstraditionerne med pigekys og ufornuftigt alkoholindtag holdes i hævd, er der mere eller mindre frit valg på alle hylder i bibliotekets ungdomssektion.

Bibliografi

Digte

Mešković, Alen:
”Det mærkelige hus”, ”Stående”, ”Mistral”. I Aidt, Naja Marie (red.): Nye stemmer. Gyldendal, 2007.
Mešković, Alen:
Første gang tilbage. Gyldendal, 2007.

Romaner

Mešković, Alen:
Ukulele-Jam. Gyldendal, 2011.
Mešković, Alen: Enmandstelt. Gyldendal, 2016. (2. del af Ukulele-Jam).

Om forfatteren

Præsentationsside med anmeldelsesuddrag og biografiske oplysninger
Löfström, Kamilla:
Vi kan vel ikke alle sammen have huse. Information, 2009-06-09.
Bjørnskov Thorhauge, Astrid:
Alen Meskovic: Sådan var virkeligheden., 2011-10-06.
Syberg, Karen:
Krig, fascister og fed musik. Information, 2011-10-06.

Kilder citeret i portrættet

Kilder

Bjørnskov Thorhauge, Astrid:
Sådan var virkeligheden, 2011-10-06.
Syberg, Karen:
Krig, fascister og fed musik. Information, 2011-10-06.