Sidste omgang på Balto

Citat
”Det kan godt være De synes det lyder latterligt, men hvad kan en arbejdsløs taber som mig der sidder dagen lang og hænger foran fjerneren, give sin søn af råd? Ja, jeg spørger bare.”
”Sidste omgang på Balto”, s. 90.

Faïza Guènes ”Les Gens du Balto” fra 2008 (”Sidste omgang på Balto”, 2011) kan karakteriseres som en socialkrimi med et absurd twist. Joël Morvier, ejeren af Café Balto, bliver fundet nøgen, knivdræbt og indsmurt i blod på gulvet i sin café, der ligger i en trist og fattig forstad til Paris, Joigny-les-Deux-Bouts. Politiet går i gang med at afhøre de nøglepersoner, der har deres gang i og omkring cafeen.

29082731

Der er syv af dem i alt, og hvert kapitel i bogen består af afhøringer af dem: Tanièl også kaldet Tyrkeren, der er blevet smidt ud af gymnasiet og tilbringer dagene med at ryge hash, men som alligevel går af sted hver morgen med sin skoletaske på ryggen. Der er hans blonde og indbildske kæreste Magalie Fournier, hans storbarmede mor Yéva, hans far, der er ludoman, hans retarderede bror og så videre. Efterforskeren kommer ikke selv til orde. Det er derfor kun de afhørtes historie, vi læsere får, og de taler mest af alt om sig selv. Derudover giver Joël Morvier også sit besyv med fra den anden side af graven. Han var i levende live en så usympatisk mand, at hver eneste af de mistænkte havde grund nok til at se sig sur på ham.

Det er dog ikke opklaringen af mordet, der er det interessante i bogen. Det er derimod det triste portræt, som hver af de mistænkte tegner af sig selv og det sumpede, drømmeløse liv, de alle sammen lever, som er så fyldt med selvbedrag, løgne, fordomme, misundelse og konflikter. Det er historier fra bunden af samfundet fortalt af både indvandrere og nedslidte etnisk franske arbejdere. Og det står klart, at selvom man som gruppe tilhører samfundets udstødte, så står man ikke nødvendigvis sammen eller behandler hinanden godt. Langt fra.

Hvert kapitel bærer navnet på den, der afhøres, inklusiv vedkommendes mange øgenavne. For eksempel kaldes Tanièls kæreste både blondinen, luderen og Tyrkerens dame. Bogens sprog er slangpræget, humoristisk og karikeret, og det gør den langt fra deprimerende at læse, selvom den underliggende pointe er alvorlig: De mennesker, der hutler sig igennem livet herude i betonforstaden, er også mennesker, men de er af mange årsager låst fast her og er glemt af resten af verden.