Genremæssigt spænder Katrine Marie Guldager børnebøger bredt. Hun har ud over letlæsningsbøgerne om Per Prik og Frøken Ignora også skrevet en mængde billedbøger for de lidt yngre børn og sågar en gyser i billedromanserien fra Gyldendal (”Kevins hus”, 2004). Tematisk tegner der sig til gengæld et mere samlet billede af forfatterskabet.
Katrine Marie Guldager kredser i sit forfatterskab om følelser og relationer. Hun beskæftiger sig med, hvordan det indre liv, følelserne, kommer til udtryk i samspillet med andre mennesker, og hvordan følelser kan være svære at håndtere, både for den der har dem, og den de er rettet imod.
Rammerne om fortællingerne er, i tilfældet Ignora, absurde, for hvem ville lade en lille pige bo alene i et vandtårn? Men netop det befriende ved ikke at skulle tage hensyn til noget så praktisk som logik, holder Katrine Marie Guldager meget af, når hun skriver børnebøger“– Når man skriver til børn, har man en helt anden frihed, end når man skriver til voksne. Man kan lege og sætte ulogiske ting ind i historien, uden børnene står af.” (Johanne Duus Hornemann: ”Børn skal vide, at verden ikke braser sammen”. Kristeligt Dagblad, 2007-09-25.)
Men hvor rammerne kan være ulogiske og finurlige, forholder det sig anderledes med skildringen af det indre liv, som Katrine Marie Guldager ønsker at skildre så tro som muligt. ”Noget andet, der var vigtigt for mig, var, at universet ikke var alt for slebet og sødt. Ignora måtte gerne have masser af problemer, bare hun også havde kræfter til at overvinde dem. Sådan er det jo at være barn. Der er så meget, man skal overvinde, så meget man skal lære. Selv den sværeste universitetsuddannelse kan ikke måle sig med alt det, man skal igennem som barn. Stærke følelser, og ting man ikke forstår. Man kan ikke bare gå hjem og lukke døren efter sig, som når man er voksen. Derfor ville jeg gerne have et univers, der afspejlede det drama, det er at være barn.” (Katrine Marie Guldager: “Da frøken Ignora blev til”. Det digitale bibliotek om børnelitteratur, 2007).
Ofte står hendes hovedpersoner alene i verden, som det er tilfældet med Ignora, hvis forældre er fraværende, eller som med Per Prik, der på grund af sine udbrud (eller forvandlinger) er isoleret i forhold til sine klassekammerater. Men Katrine Marie Guldager lader dog aldrig sine hovedpersoner helt i stikken, hun sørger for, at der er nogen eller noget, der kan indgyde karaktererne og læserne håb. ”Børn skal vide, at verden ikke braser sammen. Man skal ikke lyve verden let, men de skal have beviser for, at man kan overkomme det onde. Der skal være et vist mål af tro, håb og kærlighed.” (Johanne Duus Hornemann: ”Børn skal vide, at verden ikke braser sammen”. Kristeligt Dagblad, 2007-09-25.)