Per Prik

Citat
”Per Prik bliver sur. Det er ikke sjovt at være den, ingen vil lege med. Per Prik hopper igen. Højere og højere. Gennem hele skolegården. - Av! råber børnene, når han rammer dem. Pludselig er der en, der griber Per Prik. Det er Liva. – Tag det nu roligt, siger hun.”
”Per Prik vil være med”, s. 12-14.

Fra 2009 til 2011 har Katrine Marie Guldager skrevet seks letlæsningsbøger om drengen Per Prik, der alle er illustreret af Dorte Karrebæk.

Bøgernes hovedperson, Per Prik, kan noget helt specielt, for han kan forvandle sig til hvad som helst. Det sker tit i forbindelse med, at Per bliver opslugt af en følelse f.eks. flovhed over ikke at kunne læse (”Per Prik skal lære at læse”, 2009), når han bliver vred (”Per Prik forvandler sig til en nål”, 2009) eller når han bliver rigtig fjollet og glad (”Per Prik forvandler sig til en abe”, 2011).

Handlingen udspiller sig i et skolemiljø, og hver bog er centreret omkring et problem enten af indlæringsmæssig eller social art. F.eks. skal Per Prik i seriens første bog lære at læse, noget han har meget vanskeligt ved. For ikke at skulle læse op for klassen, gemmer Per sig inde i teksten, men her bliver han til sin store frustration ved med at ramle ind i det ene bogstav efter det andet. Langt om længe får han kæmpet sig forbi bogstaverne og knækket læsekoden. Endelig kan Per læse.

28675070

Den voksne karakter i bøgerne, læreren Ole, er ikke til megen hjælp, men fremstår tværtimod streng og er endda medvirkende til at mobbe Per (”Per Prik lærer at regne, 2009”).

Den eneste positive relation Per har er til sin sidekammerat Liva. Liva er en rigtig flittig-lise, der altid kan det hele og altid har orden i sine ting. Men det er også hende, der samler Per op, når han i mødet med sine følelser, skolens krav og de andre børn er blevet den lille, og ikke selv kan komme ud af sine følelsers vold igen.

Fordi det er en letlæsningsbog, er sproget enkelt og bygget op om små korte sætninger. Bøgerne har et omfang af 15 sider og på hver af disse sider findes små tekstbidder. Dorte Karrebæks illustrationer og Katrine Marie Guldagers tekst følger hinanden nært, hvilket betyder, at man selv uden at kunne læse kan afkode og følge historiens udvikling.